
Kommunalt sygefravær steg til 12 dage i 2017
Sygefraværet i kommunerne og regionerne steg fra 11,7 dage i 2017 til 12 dage i 2018, viser nye tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor.
Udgivet: 21/05/2019
En ny opgørelse fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor viser, at sygefraværet sidste år gennemsnitligt var 12 dage mod 11,7 dage i 2017.
Det bekymrer Kim Møller Laursen, analysechef i interesseorganisationen Lederne.
– Lederne på de danske arbejdspladser oplever, at det på flere og flere områder er vanskeligt at skaffe kvalificeret arbejdskraft.
– Derfor har vi både brug for, at vi får øget arbejdsudbuddet ved hjælp af blandt andre flere seniorer og kvalificerede udlændinge, men vi har i den grad også brug for, at de, der allerede er i job, er til stede på arbejdspladsen, siger Kim Møller Laursen i en pressemeddelelse.
En bestemt personalegruppe har haft en særlig stor stigning i sygefraværet.
Det er sosu-personalet, der udgør den største personalegruppe i kommunerne.
Sosu’erne havde sidste år i gennemsnit 16,1 sygedage mod 15,4 dage året før.
Også den næststørste personalegruppe, lærerne, har haft en stigning i sygefraværet, efter det ellers var dykket siden 2015.
Analysechefen mener, at det stigende sygefravær kalder på konkrete mål hos kommuner og regioner for, hvor meget og hvordan sygefraværet skal falde i de kommende år.
– Vi kan se, at flere af de kommuner, som har været dygtigst til at nedbringe sygefraværet i de senere år, netop har arbejdet med konkrete mål, siger Kim Møller Laursen.
Ifølge Lederne er sygefraværet også steget en anelse i regionerne. Det gennemsnitlige sygefravær var sidste år 10,7 dage mod 10,6 året før.
aum/ritzau/
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:20
Emner: HR




































