.

Analyse af Arne Ullum, [email protected]

De to statsministerkandidater Mette Frederiksen (S) og Lars Løkke Rasmussen (V) har et alvorligt problem på det økonomiske område. Ingen af dem har reelt et flertal bag en sammenhængende økonomisk politik i det sandsynlige parlamentariske grundlag bag en regering.

Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti er stort set enige om den økonomiske politik. Væksten i det offentlige forbrug skal følge demografien, og der er med få afvigelser ikke lagt op til hverken skattelettelser eller stigninger i forbruget. Derudover ligger De Radikale med lidt større afvigelser tæt på de tre store partier.

Men den konsensus deler de to statsministerkandidater ikke med deres sandsynlige parlementariske grundlag.

Selvom der næsten altid er en markant større vilje til at bøje af under regeringsforhandlinger end i valgkampen, så viser en faktuel gennemgang af partiernes positioner, at både Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen kan ende i samme kattepine som Helle Thorning-Schmidt sad i under regeringsforhandlingerne i det sorte tårn; at et støtteparti bider sig fast i bordkanten og kræver markante indrømmelser.

Dengang var det De Radikale, som brutalt fejede Socialdemokratiets og SF økonomiske plan af bordet, og i stedet fik indføjet en passus om at “udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand, herunder genopretningsaftalen og forårets aftaler herunder tilbagetrækningsreformen.”

Mette Frederiksens problem bliver denne gang, at De Radikale grundlæggende ikke har skiftet holdning, og at SF og Enhedslisten bitterligt fortrød, at de havde accepteret formuleringen i regeringsgrundlaget.

Socialdemokratiets nye ledelse har også i varierende grad undsagt formuleringen, men holder grundlæggende fast i den økonomiske politik, som Socialdemokratiet har fulgt siden de efter over ti års isolation genvandt regeringsmaten i 1993.

SF og Enhedslisten kræver derimod et opgør med paradigmerne bag partiets økonomiske politik.

Enhedslisten har denne gang meddelt, at partiet “vil udtrykke mistillid og bekæmpe, at der kommer en rød regering, hvis ikke der kommer et brud med den økonomiske politik, som for eksempel De Radikale står for.”

Uenigheden mellem De Radikale og venstrefløjen handler ikke så meget om udgiftssiden. De Radikale er klar til at bruge flere penge på daginstitutioner, uddannelse og grøn omstilling, men pengene skal komme fra nye tiltag for at udvide udbuddet af arbejdskraft – ikke mindst en lettere adgang for udenlandsk arbejdskraft. Til gengæld afviser De Radikale i det store hele at hæve skatterne.

De Radikale tre topprioriteter i den kommende valgperiode er:

• Lettere adgang for udenlandsk arbejdskraft gennem blandt andet en lavere beløbsgrænse.
• Flere danskere i arbejde gennem en stor skatteomlægning, som skal gøre det mere attraktivt at arbejde mere.
• Et ændret tilbagetrækningssystem, “så det afspejler, at vi lever længere og sundere, så dem der kan bliver på arbejdsmarkedet lidt længere, mens de nedslidte skal have bedre tryghed for at kunne trække sig lidt tidligere.” Bemærk, at De Radikale mener, at de har løst problemet for de nedslidte med aftalen om seniorpension, og at partiet direkte har meddelt, at Socialdemokratiets ønske om tidlig folkepension til udvalgte grupper vil være et brud på velfærdsforliget

Enhedslistens og til dels SF’s krav til den økonomiske politik er et fundamentalt brud med hele det tankesæt om fokus på arbejdsudbud, som den radikale økonomiske politik er bygget op omkring.

Ved en vurdering af de radikales vilje til at give efter for Enhedslistens og SF’s krav er det værd at huske, at de radikale har stået benhårdt på en klassisk borgerlige økonomisk politik, siden partiet de facto tvang Anker Jørgensen til at gå af i 1981. De to gange partiet har støttet S-ledede regeringer siden, har præmissen været en politik med fokus på reformer og arbejdsudbud.

Løkke har de modsatte problemer

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har det ikke nemmere på den økonomiske politik. Intet tyder lige nu på, at kan vinde et flertal uden at Nye Borgerlige kommer ind, og dermed vil han stå med tre borgerlige partier, som direkte har undsagt kernen i Venstres politik om, at væksten i det offentlige forbrug skal svare til det demografiske træk, og at der dermed intet råderum er til skattelettelser.

Løkke har dog den politiske fordel, at han ikke er gået af som statsminister. I tilfælde af en blå valgsejr skal Liberal Alliance og De Konservative derfor aktivt kræve en Dronningerunde og dermed afsætte Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Men selvom de to partier skulle tøve med det, så hjælper det ikke Løkke meget, medmindre han enten opfylder de tre ultimative krav på flygtningeområdet fra Nye Borgerlige eller får partiet til at moderere sine krav.

Lange og uforudsigelige regeringsforhandlinger

Regeringsforhandlinger er altid uforudsigelige, fordi der er så store ting på spil, at partierne kan rykke sig afgørende. De Radikale sprængte det alternative sikkerhedspolitiske flertal efter NATO-valget i 1988 og gik ind i VKR-regeringen, og Socialdemokratiet og SF skrottede efter lange forhandlinger reelt deres økonomiske valgprogram for at komme i regering efter valget i 2011.

Der er to forhold, som taler afgørende imod en hurtig snuptagsløsning denne gang. Ved siden af økonomien er der flygtninge- og indvandrerpolitikken, og her har begge statsministerkandidater svært ved at give indrømmelser.

Mette Frederiksen kunne vælge at give de radikale og venstrefløjen store indrømmelser på udlændingepolitikken for at få begge parter til at bøje sig mod hinanden i den økonomiske politik, men det ville få diskussionen om Helle Thorning-Schmidts løftebrud til at blegne.

Lars Løkke Rasmussen kunne ved en blå valgsejr teoretisk set vælge enten at give indrømmelser på flygtningeområdet til De Radikale eller til Nye Borgerlige. Men det er reelt næsten umuligt. Indrømmelser til De Radikale er utænkelige alene på grund af Dansk Folkeparti, og Nye Borgerliges krav er så vidtgående, at det formentligt vil få den værdipolitiske konflikt i Venstre til at bryde ud i lys lue. Løkke har da også i klare vendinger afvist de tre ultimative krav fra Nye Borgerlige.

Dermed tegner alt til, at en kommende regeringsforhandling kan blive helt usædvanlig langvarig efter danske forhold, og dermed er udfaldet også mere usikkert, end det har været siden halvfjedserne.