
Venstres Anni Matthiesen har spurgt kritisk ind til en hjælpepakke, der skal redde fire kommuner fra tab på grund af, at de valgte at selvbudgetere deres skatteindtægter i 2020 i håb om at få en gevinst. - Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Fire kommuner får hjælp til tab på selvbudgettering trods historiske overskud på ordningen
Dansk Folkeparti og Venstre spørger kritisk ind til redningspakke til fire kommuner, som står til store tab på selvbudgettering i 2020.
Udgivet: 03/12/2020
Både Dansk Folkeparti og Venstre har stillet en række kritiske spørgsmål i Folketingets Social-og Indenrigsudvalg om den redningspakke, som regeringen vil bruge til at redde fire kommuner fra store tab på selvbudgettering som følge af coronakrisen.
Det principielle spørgsmål som ligger bag en række af spørgsmålene er, om kommuner som tidligere har tjent på at selvbudgettere skal have hjælp, når de pludseligt løber ind i et tab.
Data fremlagt i udvalget viser, at de fire kommuner Aarhus, Silkeborg, Rødovre og Solrød, alle har tjent betydelige beløb på at fravælge selvbudgettering i et eller flere år siden 2010. Der findes ikke noget præcist skøn for, hvor meget de fire kommuner står til at tabe, fordi de har valgt at gamble ved at fravælge statsgarantien.
Hvis man ser på, hvor meget kommunerne sidste efterår regnede med at vinde på selvbudgettering, så er det samlet cirka 300 millioner kroner. Selv hvis kommunerne skulle ende med at lide et tab svarende til den forventede gevinst, så vil alle kommunerne have enten en gevinst eller et rundt nul som følge af selvbudgettering i perioden fra 2010 til 2020.
Venstres kommunalordfører Anni Matthiesen har i et spørgsmål bedt om og fået bekræftet, at sidste gang Danmark blev ramt af økonomisk krise i kølvandet på finanskrisen i 2009, da måtte kommunerne nøjes med en låneadgang og en rabat på tabet på i alt 300 millioner kroner.
Social-og indenrigsminister Astrid Krag (S) skriver i sit svar, at covid-19 er "en helt ekstraordinær situation med en global pandemi, som ikke meningsfuldt kan sammenlignes med finanskrisen."
I 2009 var det 19 kommuner, som skulle betale i alt 1,9 milliarder kroner i efterregulering. Det tal indeholdt dog både den forventede gevinst og forskellen mellem den faktiske skatteindtægt og den, som kommunerne ville have opnået, hvis de havde valgt statsgarantien.
Rent teknisk vil loven give de fire kommunerne mulighed for at fortryde deres selvbudgettering og træde ind under statsgarantien. Men selv med den hjælp, vil de fire kommuner mangle de 300 millioner kroner, som de har indregnet som gevinst på selvbudgettering i deres tab. De penge vil de ifølge ministerens svar blive modregnet for.
Loven vil derfor alene sikre, at kommunerne ikke oven i den manglende gevinst skal finansiere et decideret tab.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:34
Emner: Aarhus Kommune, Rødovre Kommune, Silkeborg Kommune, Solrød Kommune




































