Sådan finder du din næste medarbejder i Sverige

Del artiklen:

Pressemeddelelse fra Helsingør Kommune

Hvis din virksomhed mangler arbejdskraft, er det værd at overveje, at kigge over Sundet, hvor der er gode muligheder for at finde den næste medarbejder. 

I en tid med meget lav ledighed er det oplagt, at virksomheder ser sig om efter alternative muligheder for at skaffe medarbejdere. For virksomheder i grænsebyen Helsingør er det naturligt at række ud efter arbejdskraft på den anden side af Sundet. Men for at sikre dig den rigtige kandidat, er det vigtigt at kende lidt til det svenske beskæftigelsesområde. Her får du et par gode råd.

 

Fra Helsingborg er der kun 20 minutters sejlads til Helsingør – og dermed kræver det i princippet mindre transporttid for en borger i Helsingborg at gå på arbejde i Helsingør end at tage på job i fx Malmö. Samtidig kan danske arbejdsgivere byde på højere løn og en kortere arbejdsuge end i Sverige.

Alt i alt burde det betyde, at mange af vores naboer på den anden side af Sundet vælger at arbejde i Helsingør. Fakta er imidlertid, at det lige nu er forholdsvis få svenskere, som kaster sig ud i et liv som Helsingør-pendler.

Job- og Virksomhedsservice i Helsingør Kommune, som samarbejder med lokale virksomheder om at skaffe arbejdskraft, har pga. den lave ledighed i Helsingør, sat fokus på hvordan det kan blive enklere og mere effektivt at finde arbejdskraft på den anden side af Sundet.

 

”Der er flere årsager til at interessen for at hoppe på færgen og arbejde i Helsingør er blevet mindre. Dels har coronanedlukningen haft betydning – i lange perioder, har grænsen været mere eller mindre lukket. Dels er ledigheden i Sverige også på vej nedad, så det er blevet lettere at finde et job i Helsingborg. Sidst med ikke mindst handler det om, at skattereglerne lige nu ikke gør det specielt attraktivt at udveksle arbejdskraft i Øresundsregionen,” forklarer Lars Trap Olsen, teamleder for Job- og Virksomhedsservice.

 

4Nye initiativer for at tiltrække svenskere

Et af de initiativer, Helsingør Kommune driver for at sikre arbejdskraft i Øresundsregionen, er den årlige HH-messe, som nu er gennemført seks gange med stor succes. Der er imidlertid også en hverdag mellem messerne, hvor der er interesse for at hente medarbejdere i Helsingborg-området.

For at styrke den svenske interesse for at arbejde i Helsingør og for at give Helsingørs arbejdsgiver det bedst mulige grundlag for at finde medarbejdere i Helsingborg, er der igangsat to nye initiativer.

Arbejdsmarknadsförvaltningen i Helsingborgs Stad samarbejder med Job- og Virksomhedsservice, om at oplyse bredere om, hvad det indebærer for en borger i Helsingborg at ta’ job på den anden side af Sundet.

I Helsingør har vi øget vores fokus på at informere de lokale arbejdsgivere om, hvordan de mest effektivt kan gribe sagen and, når de vil finde deres næste medarbejder i Sverige.

Helt konkret har Job- og Virksomhedsservice udarbejdet et faktaark til virksomheder i Helsingør Kommune, som beskriver fordele/udfordringer ift. at rekruttere svenske medarbejdere og som henviser til relevante steder, hvor man kan få vejledning og hjælp til at finde svenske kandidater til de ledige jobs.

Hvis man, som dansk arbejdsgiver, skal navigere på det svenske arbejdsmarked, er det en fordel at kende til organiseringen af beskæftigelsesindsatsen, som i de senere år har ændret sig markant.

 

3Svenske ledige på dagpenge udsøges via private virksomheder

I Sverige har man siden 2019 gennemført en reform af beskæftigelsesområdet, der betyder, at arbejdet med at matche/rekruttere ledige på dagpenge nu er lagt ud til private aktører.

Hvis du som arbejdsgiver beder Arbetsmarknadsförvaltningen om hjælp til at udsøge ledige til en stilling, er der meget stor sandsynlighed for at kandidaterne vil være ledige på kanten af arbejdsmarkedet.

I Helsingborg Kommune er der i dag mere end 30 private matchvirksomheder, der er godkendt af staten som KROM-leverandører. KROM er forkortelsen for Kundval Rusta och Matcha, og det er et valgfrihedssystem, hvor de svenske forsikrede ledige (dvs. på dagpenge) selv vælger den opkvalificerings-, match og rekrutteringsvirksomhed, der skal hjælpe dem med at komme i job.

Arbetsförmedlingen, der hører under staten, har fortsat myndighedsansvaret ift. den svenske arbejdsmarkedspolitik, og det er dem, der står for ”Platsbanken” den svenske pendant til ”Jobnet”. På første ledighedsdag melder den arbejdssøgende sig hos Arbetsförmedlingen, derefter får man, hvis man modtager dagpenge, mulighed for selv at vælge den KROM-aktør, der skal hjælpe en i job.

 

2Facebook og Blockett er lige nu korteste vej

Det er i dag ikke muligt for danske virksomheder at lægge jobannoncer ind på den svenske Platsbanken. Det ville til gengæld være oplagt at gå direkte til en KROM-leverandør/match-virksomhed, hvis man ønsker at udsøge sine kandidater blandt svenske ledige på dagpenge.

 

”Indtil videre kender vi ingen eksempler på lokale virksomheder, der samarbejder direkte med KROM-leverandører/matchvirksomheder i Helsingborg. Men det er en mulighed, vi kigger nærmere på – og vi vender tilbage med mere information, når vi har fakta på plads. Indtil videre formidler vi links til de tre vigtigste KROM-leverandører, og hører meget gerne fra lokale virksomheder, der forsøger at finde svenske kandidater til stillinger i Helsingør ad denne vej,” siger Lars Trap Olsen.

 

Man kan til gengæld nemt, hurtigt (og gratis) poste en stillingsannonce i Facebook-gruppen ”Jobb i Helsingborg”, som har over 30.000 medlemmer. Det er et forum som anvendes flittigt af både arbejdsgivere og arbejdssøgende.

En anden mulighed er at anvende betalingsplatformen ”Blockett.se”, der svarer til ”Den blå avis” i Danmark. Her kan man uploade sin jobannonce og målrette dengeografisk - fx til ”Helsingborg” eller ”Skåne”. Flere virksomheder i Helsingør bruger Blockett, når de søger medarbejdere på den anden side af Sundet.

 

Drejer det sig om større rekrutteringer, kan du kontakte Øresund Direkt (en EURES-organisation) på telefon: +46 40176400 eller Job- og Virksomhedsservice i Helsingør Kommune på 49283406, hvorefter de kan hjælpe dig videre.

 

 

1FAKTA

Sådan finder du din næste medarbejder i Helsingborg

  • Tal med Job- og Virksomhedsservice. Vi stiller dig nogle opklarende spørgsmål vedr. medarbejderprofilen, så vi kan guide dig videre til de rigtige instanser i Sverige.
  • Orientér dig i Job- og Virksomhedsservices’ faktaark, ”Sådan finder du din næste medarbejder i Sverige” – her er både fakta, gode råd og vejledning.
  • Du bør ikke søge svenske medarbejdere med mindre, du kan tilbyde dem et fuldtidsjob. Svenskere, der arbejder på deltid i Helsingør og som derfor må supplere med en indtægt i Sverige – får som regel et skattesmæk.

 

 

Vidste du at…

… der i Helsingborg lige nu er størst mangel på medarbejdere i logistik-branchen. Byen har igennem de seneste årtier udviklet sig til Nordeuropas største center for transport og logistik. Denne industri suger arbejdskraft til sig og appellerer til mange, da vigtigste krav som regel bare er et truckkøre-kort.

 

 

De tre vigtigste spillere på rekrutterings/match-området på den anden side af Sundet (KROM-leverandører)

Lernia

 

Jobbpunkten

 

JobbKlar