Planlagt privatisering af kommuneveje fastholdes

Del artiklen:

Pressemeddelelse fra Aarhus Kommune

De partier, der indgik forliget om Budget 2015 bakker fortsat fuldt og helt om aftalen om harmonisering af veje.

Kredsen af partier bag budgetforliget i Aarhus Kommune for 2015 – 2018 har været samlet for at drøfte implementeringen af beslutningen om harmonisering af offentlige og private fællesveje.

Der er i Aarhus Kommune ca. 6.000 private fællesveje, hvor grundejerne selv står for vedligeholdelse og renholdelse af vejene. Tilsvarende er der ca. 900 offentlige veje, som deler trafikale træk med de private fællesveje.

Baggrunden for beslutningen om harmonisering var dels et ønske om at skabe lige vilkår for de aarhusianske grundejere, så beboere på private fællesveje ikke skal betale to gange – både for vedligeholdelse af egne veje og over skatten til offentlige veje, som har samme karakter, som de private fællesveje. Dels at sikre finansiering til vedligeholdelse af kommunens øvrige vejnet.

Det er en forudsætning for omklassificering, at vejen er istandsat, så den har mere end 50% restlevetid (dette er det dobbelte af lovkravet på 25%. En helt nyistandsat vej kommer højst op på 87 %, da restlevetiden er en teknisk beregning)

I den forbindelse er partierne enige om, at

  • bakke fuldt og helt op om B2015 og aftalen om harmonisering af veje.
  • anmoder Magistratsafdelingen for Teknik og Miljø (MTM)om at spille en mere aktiv og faciliterende rolle i dannelsen af nye grundejerforeninger og vejlag.
  • at forligspartierne orienteres om de veje, hvor der foreligger en uenighed mellem MTM og vejlag/grundejerforening om, hvorvidt vejen lever op til de kriterier, der er opstillet for omklassificering.
  • at MTM udarbejder en oversigt over den økonomi, som er anvendt til projektet og en opdatering af den forventede mindreudgift

Forliget om Aarhus Kommunes Budget 2015 blev indgået af: 

Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Venstre, Konservative, Radikale, Dansk Folkeparti og Enhedslisten.