Nyt fra Byrådets møde den 27. april 2021

Del artiklen:

Pressemeddelelse fra Køge Kommune

Med disse overskrifter: “En sund økonomi sendt videre til revisionen”, “De første boliger er nu på vej i Køge Nord ” og “Slutspurten på en sikker cykelrute fra Ejby til Køge sættes ind”

En sund økonomi sendt videre til revisionen Køge Kommunes økonomi har som så meget andet været præget af Covid-19. Årsregnskabet fra 2020 er nu formelt afleveret til revisionen. På trods af de udfordringer, som er afledt af Covid-19, er det et rigtig flot regnskab, der bliver sendt videre.   Regnskabet viser et overskud på 178,4 mio. kr. Dette er næsten 280 mio. bedre end forventet i budgettet, men heraf er knap 275 mio. kr. opsparede midler, der overføres fra 2020 til 2021. Det er både almindeligt opsparede midler og mere ufrivillig opsparing pga. opgaver, der er udskudt pga. Covid-19. Korrigeres der herfor viser regnskabet et overskud på 4,9 mio. kr.Godt polstret til fremtiden De økonomiske konsekvenser, der opstod på baggrund af COVID-19, har ført til en større opmærksomhed på nødvendigheden af at polstre kommunens økonomi i tilfælde af uforudsete hændelser. Køge Kommune har derfor sikret en økonomisk polstring til det kommende år, der i hvert fald delvist vil være præget af corona.  - Hele Danmark har lige nu et håb om, at vi snart er ude på den anden side af coronakrisen. Både når det gælder smitte, men også når det gælder genåbning af samfundet og at få genskabt dansk økonomi. I Køge Kommune er vi så privilegerede, at vi har mulighed for at sikre, at vi har penge at gøre med, hvis der på ny skulle opstå uforudsete udgifter. Det skyldes primært, at kommunens borgere i høj grad har beholdt deres arbejde, eller fundet nyt, hvis de fik behov for det. Det er stærkt gået. Det betyder meget for den enkelte at være i job, og det betyder også, at vi har skabt en sikkerhed for, at Køge Kommune kan sikre det serviceniveau, vi har i dag, siger borgmester Marie Stærke Den økonomiske polstring stammer fra et overskud primært fra arbejdsmarkedsområdet på cirka 32 millioner kroner, som Køge Byråd har besluttet at overføre til næste år. Udover de midler, som der er blevet i overskud primært fra arbejdsmarkedsområdet, har Byrådet i forbindelse med efterårets budget sat yderligere 15 millioner kroner af i budgettet til kommende corona-relaterede merudgifter. Samlet set betyder det, at Køge Kommune har fundet de resterende midler til coronaens merudgifter, uden at påvirke velfærden og servicen til borgerne og uden at institutionernes budgetter påvirkes. På byrådsmødet blev rammerne og tidsplanen for de kommende fem års budgetlægning også lagt. Her meldes der om gode forventninger til den kommende budgetlægning der er baseret på et økonomisk solidt fundament. Køge Kommune har anlagt en proaktiv budgetlægning, hvor der allerede sidste år blev skabt et økonomisk råderum gennem tværgående besparelser, som nu er bygget ind i budgetlægningen.  Budgetstrategien er baseret på analyser, som giver Køge Kommune fem millioner kroner i besparelser fremadrettet gennem eksempelvis nye digitale løsninger.  De første boliger er nu på vej i Køge Nord  Drømmen om at bo tæt på byen og samtidig bo lige midt i et grønt område, rykker meget snart tættere på med vedtagelsen af lokalplan 1089, der netop blev godkendt på dagens byrådsmøde. Et helt enormt område på ca. 73 hektar - eller hvad der svarer til 102 fodboldbaner - lægger snart grund til, hvad der bliver de allerførste boliger i den nye bydel Køge Nord.  - Spændt er slet ikke dækkende for, hvor meget jeg ser frem til at se de første boliger skyde op i Køge Kommunes nyeste bæredygtige bydel. Planerne for området har ligget på tegnebrættet længe, og flere af projekterne tager stille og roligt form. Køge Nord Station er allerede en fast del af manges daglige logistik, og der ligger en plan klar for fritids- og kulturlivet i den nye bydel. Nu er det snart boligernes tur, og inden alt for længe, kommer der liv i Køge Nord Skovby, siger borgmester Marie Stærke.  Naturen og det grønne element er den røde - eller rettere sagt - grønne tråd, der binder hele den nye bydel sammen, og det understøttes også af boligernes placering og udformning. Boligklynger danner hver især ramme om sociale fællesskaber. Klyngeboligen har til formål at skabe små fællesskaber i naturen mellem skov og det eksisterende landsbysamfund i Ølsemagle. De bliver en moderne udgave af landsbyens struktur, med et fælles gadekær, der håndterer regnvandet helt lokalt, og samtidigt skaber et levende og varierende uderum. Et sted, hvor børn og voksne kan lege og opholde sig i naturen, tæt på hjemmet.  Byrådet sendte den 15. december 2020 forslaget til lokalplanen for boliger i Køge Nord i offentlig høring. Her kom der fem høringssvar, og lokalplanen ligger nu færdig og godkendt med plads til i alt 247 boliger. Udover boligerne gør lokalplanen også plads til en vej til boligerne og en landskabsvold, som skal skærme boligerne fra erhvervsområderne. Et af de områder, der fyldte meget i høringssvarene, var parkeringsforholdene og den reviderede udgave af lokalplanen indeholder da også en justering på parkeringsnormen fra 1,0 pr. bolig til 1,25 pr. bolig.  Det forventes at byggeriet af de første boliger i Køge Nord går i gang i efteråret 2021. Slutspurten på en sikker cykelrute fra Ejby til Køge sættes ind  Nu bliver det snart endnu nemmere at lade bilen stå og tage cyklen, når slutspurten på cykelstien fra Ejby til Køge går i gang.  I forbindelse med Covid-19, blev det såkaldte anlægsloft fjernet for at sætte gang i erhvervslivet i en trang tid og det har givet plads til at man i Køge Kommune har fremrykket en række anlægsprojekter – herunder fortsættelsen af en cykelsti fra Ejby til Køge. Det blev derfor besluttet på dagens byrådsmøde at afsætte i alt 14 mio. kr. til færdiggørelsen af den ca. 5,2 kilometer lange cykelrute, der kommer til at strække sig fra Ejby til Lille Salby, under Sydmotorvejen og - når den til sidst står færdig - slutter i udkanten af Køge ved Ølbyvej. Første etape af cykelstien blev indviet af cyklister i december 2019, hvor 1,5 kilometer af den dobbeltrettede cykelsti stod klar mellem Ejby og Lille Salby, og lige siden er stien blevet flittigt brugt.  - Færdiggørelsen af cykelstien mellem Ejby og Køge har længe stået højt på ønskelisten, og jeg er glad for, at næste etape nu kan gå i gang. Det skal være trygt og sikkert at bevæge sig ud i trafikken for alle, og cykelstier gør det nemmere og mere trygt at være cyklist. Der er simpelthen så mange fordele ved at lade bilen stå og tage cyklen i stedet. Vi sparer naturen for en masse bilos, vi sparer pengepungen for benzinpenge, og til gengæld får vi en masse god motion i samtidigt med, at vi får lov til at nyde de grønne omgivelser i trygge rammer sammen med familien, siger borgmester Marie Stærke  Næste etape af udbygningen af cykelstien i gang nu.  Det forventes, at den færdige cykelsti står klar til brug i 2022, men først skal projektet i høring blandt borgere og lodsejere, før det sendes i udbud, og det første spadestik kan tages. Og det er ikke det eneste trafiksikkerhedsprojekt, der er undervejs i Køge Kommune.  Der er også en cykelsti på vej langs Ølbyvej, hvor der skal etableres en dobbeltrettet cykelsti ud fra den eksisterende cykelsti ved Salbyvej til en anden eksisterende cykelsti nord for broen over Sydmotorvejen. Pressekontakt: Borgmester Marie Stærke, telefon 2490 2000