Fuldt blus på renoveringen af Stenløse Kulturhus

Del artiklen:

Pressemeddelelse fra Egedal Kommune

Arbejdet med at skabe de nye og forbedrede rammer om kultur- og fritidsaktiviteter i Stenløse Kulturhus er allerede påbegyndt, og efter en periode med benspænd kan vi nu gå i gang med de store greb.

Renoveringen af Stenløse Kulturhus har i en periode været udfordret af blandt andet Corona, og har derfor haft svært ved at komme i gang med nogle af de større greb, der skal udføres i Kulturhuset.

Nu er der dog indgået aftale med entreprenøren, Beatræ, og hen over sommeren og efteråret kommer der fuldt blus på renoveringen af Stenløse Kulturhus.

Færdiggørelse inden udgangen af året

Byrådet har afsat midler til renoveringen i budgetforlig 2021, og nu går renoveringen ind i sin slutfase, så arbejdet kan færdiggøres inden udgangen af året, som oprindeligt planlagt.

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det er udfordrende at lave renoveringsprojekter i disse tider, hvor både Corona og ustabilitet i verden kan spænde ben. Det påvirker naturligvis både planlægning og økonomi i sådanne projekter, og derfor er det heller ikke gået så hurtigt, som vi kunne have ønsket os. Når det er sagt, så bliver vi faktisk færdige med renoveringen i indeværende år, som projektet oprindeligt var berammet til, siger Kulturhus-koordinator, Anders Greis.

Arkitektonisk kunst i biblioteksrummet

- I grove træk koncentrerer vi os om lydisolering hen over sommeren og det tidlige efterår. Dernæst kaster vi os over at få mere lys i huset, at lægge rum sammen, ventilation, indgangsparti/foyer, nyt bibliotek osv. Det nye bibliotek bliver ekstra flot, fordi Egedal Kommunes Kunstråd for nylig har bevilliget penge til arkitektonisk kunst i biblioteksrummet, siger Anders Greis.

Delvis lukning resten af 2022

Renoveringen medfører desværre også, at huset vil være delvist lukket resten af 2022, så arbejdet kan udføres. Bibliotek, Musik- og Kulturskolen samt enkelte foreninger vil dog fortsat være aktive i huset, i det omfang, det er muligt. Men der er tydelig optimisme at spore hos Charlotte Haagendrup, formand for Kultur-, Fritids- og Erhvervsudvalget, som glæder sig til at kunne præsentere resultatet.

- Det har været en svær proces i en periode med store omvæltninger i verden. Men nu er vi på sporet igen, og vi glæder os til at blive færdige med renoveringen, så vi kan sammen kan skabe verdens bedste fritids- og kulturliv i Kulturhuset, siger Charlotte Haagendrup.