Budgetforlig for 2022 i Billund Kommune

Del artiklen:

Pressemeddelelse fra Billund Kommune

22 af de 25 byrådsmedlemmer står bag budgetforliget for 2022 i Billund Kommune. Budgetforliget sikrer både stærke skole- og dagtilbud i hele kommunen samt sætter fokus på byudvikling, kultur- og fritidstilbud samt grøn omstilling.

Et flertal på 22 af de 25 medlemmer af Billund Byråd har 13. september indgået budgetforlig for 2022 og overslagsårene 2023-2025 i Billund Kommune. 

Bag aftalen står Venstre, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre.

 

Læs hele budgetforliget med oversigt over ændringer her

 

Fortsat godt serviceniveau med få justeringer

Kigger man ud over det kommunale landskab, ligger Billund Kommune godt på rigtig mange parametre. Den situation kompliceres undertiden af, at kommunerne har en økonomisk ramme, der skal efterleves, og at der indenfor den ramme er nogle områder, hvor udgifterne stiger.

Sådan er det eksempelvis på det specialiserede socialområde. Og den udvikling ses i stort set alle kommuner. Det fører til, at der må ske en mindre omfordeling af midler indenfor de økonomiske rammer. Dog har det været væsentligt for forligsparterne, at serviceområderne i store træk kan fortsætte med uændrede budgetter i 2022.

Forligsparterne er enige om at fordele råderummet i Økonomiudvalgets forslag til budget på 5,7 mio. kr. til udvalgene via en fordelingsnøgle baseret på udvalgenes budgetramme på serviceområdet. Udvalgene prioriterer selv udmøntningen af midlerne. 

 

Stærke skole- og dagtilbud i hele Billund Kommune

I byrådets strategi "Fremtidens Legeplads" har stærke bysamfund et helt afgørende fokus. I den forbindelse spiller skoler og dagtilbud en meget væsentlig rolle, hvilket også er en af grundene til, at byrådet gennem de seneste år har prioriteret massivt mange ressourcer på modernisering af skoler og dagtilbud i de mindre bysamfund. 

Dette fortsætter i de kommende år. 

Parterne er enige om at prioritere midler til ny daginstitution i Sdr. Omme, hvor der afsættes samlet 24,7 mio. kr. i 2022 og 2023.

På BillundSkolen afsættes der i 2023 og 2024 samlet 2 millioner kroner til renovering af akutte problemstillinger samt udarbejdelse af helhedsplan for BillundSkolen med tilhørende SFO, hvor der skal tages stilling til model for kvalitetsløft og modernisering.

På specialcenteret på Lynghedeskolen afsættes der 8 mio. kr. over de kommende to år til udvidelse af arealer og opgraderingen af eksisterende faciliteter.

Der bliver også plads til ny skole i Hejnsvig, hvor der er afsat ca. 66 mio. kr. over de kommende tre år.

Der har været en opmærksomhed omkring fremtiden for Lynghedeskolen afdeling Stenderup, og parterne er i den forbindelse enige om at prioritere et stærkt skoletilbud i Stenderup.

Parterne er desuden enige om, at Børneudvalget skal undersøge mulighederne for at etablere et klubtilbud for 4.-6. klasse-elever i visiterede specialtilbud.

 

Børnetopmøde i 2022

Det er aftalt, at der afsættes 0,7 mio. kr. i 2022 til at gennemføre et børnetopmøde, som anerkendes af UNICEF og FN. 

 

Penge til haller samt kultur- og fritidstilbud

Billund Centret skal også fremadrettet være nytænkende og forud for sin tid. Parterne er enige om at afsætte 15 mio. kr. i 2022 og 2023 til renovering og udvikling af centeret.

Der er enighed om, at idrætsfaciliteterne på Vestre Skole skal renoveres, så de fremstår tidssvarende. Der afsættes 9,4 mio. kr. i 2024.

Der afsættes i første omgang 1,0 mio. kr. i 2025 til den selvejende hal, Viadukthallen, i Filskov. Der indledes på den baggrund en dialog om udbygning af eksisterende faciliteter med bestyrelsen.

Parterne er enige om at afsætte 0,1 mio. kr. til forhøjet tilskud til Frivilligcenteret.

 

Grøn omstilling

Med budgettet tilkendegiver forligsparterne også vigtigheden af, at kommunen går aktivt ind i kampen for at reducere CO2-udledningen. Et aktivt medlemskab i DK 2020 er et synligt bevis for dette. I forhold til fremtidens energiforsyning er det væsentligt, at det bygger videre på det stærke samarbejde, der er skabt i Energirådet, og som foreløbigt har udmøntet sig i Billund Symbiosen.

Ligeledes ønsker parterne at understøtte udbredelsen af offentligt tilgængelige el-ladestandere til elbiler og dermed understøtte den grønne omstilling i Billund Kommune. Derfor igangsættes mulige samarbejder med private leverandører omkring opsætning af el-ladestandere ved offentlige bygninger og byrum.

Der afsættes desuden 1,6 mio. kr. til opdatering af energimærkninger for kommunens bygninger. Forventningen er, at opdatererede energimærkninger og dataindsamling fra kommunens bygninger kan danne afsæt for et nyt forløb omkring energirenoveringsprojekter.

 

Fokus på byudvikling og byggegrunde

Efterspørgslen på byggegrunde i Billund Kommune er stigende og har været rekordstor i de seneste år. Da der samtidig er ved at være udsolgt af kommunale byggegrunde, er forligsparterne enige om at sætte gang i en række byggemodningsprojekter, som skal sikre, at der i fremtiden er et bredt udbud af byggegrunde på tværs af hele kommunen som en aktiv del af kommunens bosætningsstrategi.

Den hastige udvikling i Billund by giver et behov for at få set på den langsigtede, fremtidige udvikling af byen. En del af udviklingen skal foregå som en byomdannelse for bedst mulig udnyttelse af arealerne. Parterne er i den forbindelse enige om, at den nye del af Hedegårdsvej ikke udelukkende skal være et erhvervsområde fremadrettet.

Børnenes Hovedstad er et unikt aktiv i kampen om bosætning og tiltrækning af iværksættere til kommunen. Et aktiv, der er til gavn for hele kommunen, og det er vigtigt, at der konstant er fokus på, at effekterne af indsatsen bliver til gavn for hele kommunen. Derfor er forligsparterne også enige om, at der skal være fokus på udviklingen af alle bysamfund, og at der i Grindsted i særlig grad er et behov for, at der igangsættes aktiviteter indenfor den afsatte bymidtepulje.

De seneste års omfangsrige investeringer i kommunen skal udmøntes i øget tilflytning. Forvaltningen udarbejder et oplæg til strategisk drøftelse af bosætning til Økonomiudvalget.

Puljen til cykelstier og fortove fortsættes de kommende år, hvor der er afsat samlet mere end 32 mio. kr., og samtidig er der afsat 3 mio. kr. til Børns Smutveje i Billund, der særligt understøtter sikre og spændende cykel- og gangstiruter for børn.

 

Forbedret økonomistyring

Forligsparterne bag årets budget er enige om, at der med budget 2022 er lagt nogle solide spor ud i fremtiden. Spor, som det kommende byråd trygt kan køre videre ad.

Der er i de seneste år taget nogle store skridt mod forbedret økonomistyring. Ved budgettet for 2021 blev der skabt ensretning i styringen af budgetterne på serviceområderne, og i årets budgetproces blev der lagt vægt på tid til implementering af beslutningerne fra budget 2021. Med andre ord er der et stort ønske om stabilitet i budgetterne, så udsving og risikoen for overskridelse af netop vedtagne budgetter mindskes væsentligt.

Forligsparterne er enige om at udmønte en byrådsbeslutning om at iværksætte en større omlægning af opsparinger på de kommunale budgetområder, så den samlede pulje af opsparinger mindskes og derved også bliver lettere at styre, så budgetrammerne kan overholdes.