Aabenraa Kommune afholder virtuelt borgermøde vedrørende nyt byggeri på Vestergade 14 i Rødekro

Del artiklen:

Pressemeddelelse fra Aabenraa Kommune

31. marts klokken 19.00 afholdes et virtuelt borgermøde vedrørende nyt byggeri på Vestergade 14 i Rødekro (Hærvejsskolen).

På borgermødet 31. marts klokken 19.00 vil medlemmer fra Social- og Sundhedsudvalget, afdelingschef Bjarne Ejnar Ipsen og medarbejdere fra Plan, Teknik & Miljø fortælle om de foreløbige planer for projektet ”Nye fysiske rammer for Træning & Forebyggelse, HjælpemiddelHuset og Center for Job og Uddannelse” på Vestergade 14 i Rødekro.

De nye rammer skal blandt andet understøtte en større sammenhæng for borgeren, en stærkere faglig indsats, samt at området bliver en del af de åbne og aktive omgivelser.

Det er gratis at deltage på mødet, og deltagerne er velkomne til at komme med gode idéer til projektet.

Forud for borgermødet har der været gennemført interviews med brugere, medarbejdere og interesseorganisationer. Et materiale der sammen med input fra borgermødet vil danne grundlaget for Social- og Sundhedsudvalget behandling af idéoplægget for projektet.

Aabenraa Kommune har i budgetforliget 2021-2024 afsat 58,0 millioner kroner til anlæg af nye fysiske rammer for Træning & Forebyggelse, HjælpemiddelHuset og Center for Job og Uddannelse. Bygningerne forventes at blive taget i brug i 2024.

Det er gratis at deltage, og tilmelding foregår på https://aabenraa.nemtilmeld.dk/.