Benchmark: Bedre normeringer og højere udgifter i daginstitutioner giver ikke mere tilfredshed

Forældrene er ikke gladere for daginstitutioner, hvor kommunerne bruger flere penge pr. barn, eller hvor der er mere pædagogisk personale pr. barn. Det er den opsigtsvækkende konklusion fra en ny analyse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriets Benchmarkingenhed. 

Analysen går dermed direkte imod de politiske prioriteter fra Christianborg, der de seneste år har indført minimumsnormeringer med krav om maksimalt seks børn pr. voksen i børnehaverne og maksimalt tre børn pr. voksen i dagplejer og vuggestuer.

Samtidig var det et fokuspunkt under den tidligere socialdemokratiske regering, at pengene skulle følge med, når der kom flere børn. Derfor har kommunerne fået penge i økonomiaftalerne til at sikre en uændret udgift pr. barn i daginstitutionerne.

Men benchmarkinganalysen indikerer altså klart, at de to tydelige politiske prioriteter ikke er det, der vil skabe højere tilfredshed med landets daginstitutioner.

Analysen er baseret på en spørgeskemaundersøgelse foretaget af Danmarks Statistik med svar fra forældre til intet mindre end 121.000 danske børn, som gik i et dagtilbud i vinteren 2021/2022. Dermed er det mere end halvdelen af de danske børn, der er indskrevet i et dagtilbud (i alt 228.000), hvis forældre har svaret på tilfredshedsundersøgelsen.

Når benchmarkingenheden har undersøgt sammenhængen mellem forældrenes tilfredshed med daginstitutionerne renset for rammevilkår og antallet af børn pr. voksne er den klare konklusion, at “Analysen finder ingen sammenhæng – hverken for børn i dagpleje, vuggestue eller børnehave”.

På sammenhængen mellem tilfredsheden renset for rammevilkår og kommunernes bruttodriftsudgifter til dagtilbudsområdet pr. 0-5-årige er konklusionen ligeledes klar, at “Analysen finder ingen sammenhæng”. 

Andre parametre har større betydning

Analysen finder til gengæld, at der er sammenhæng mellem forældretilfredshed og størrelsen på dagtilbuddet, andelen af uddannet personale, personalets fraværsniveau og taksten for forældrebetaling.

Generelt er forældre mindre tilfredse med dagtilbud med mange børn. Her er det vigtigt at holde for øje, at det ikke har at gøre med antallet af ansatte, men i stedet antallet af børn i en enkelt institution. Med andre ord er forældre mere tilfredse med en daginstitution med 30 børn og 10 voksne end en daginstitution med 60 børn og 20 voksne.

Samtidig tyder analysen også på, at det kan skabe højere forældretilfredshed, hvis man øger andelen af personale, der har en pædagogisk uddannelse. Således er forældretilfredsheden generelt højere i daginstitutionerne, jo højere andelen af uddannet pædagogisk personale er i  institutionen.

Et andet betydningsfuldt parameter er fraværsniveauet for personalet. Her er der generelt højere tilfredshed med daginstitutionerne, når fraværet for personalet er under 12 fuldtidsdage om året pr. årsværk end når fraværet er over 16 fuldtidsdage om året pr. årsværk.

Sidst finder analysen, at forældrene er mindre tilfredse med dagplejerne, jo højere forældrebetalingen er. En lignende konklusion finder analysen ikke for hverken vuggestuer eller børnehaver, hvor forældrebetaling tilsyneladende ikke har betydning for tilfredsheden.

Analysen tyder dermed klart på, at de politiske indsatser bør målrettes mod at nedbringe fraværet for personalet, sikre en større andel uddannet personale, nedbringe taksterne i dagplejerne og nedbringe antallet af børn pr. daginstitution, hvis man vil sikre høje forældretilfredshed med daginstitutionerne.

I hvert fald har de parametre større betydning for forældrenes tilfredshed end normeringer og udgifter til dagtilbudsområdet.

(Artiklen fortsætter under tabellen)

Når man læser analysen er det vigtigt at holde sig for øje, at analysen alene ser på sammenhængen mellem den målte tilfredshed og de forskellige parametre målt i en statisk regressionsanalyse. Med andre ord fortæller analysen udelukkende noget om den såkaldte korrelation mellem parametrene.

Dermed kan analysen ikke fortælle noget om de kausale årsagssammenhænge. Det betyder, at analysen ikke kan sige, at bare fordi man sænker taksten for forældrebetalingen i dagplejen, så vil forældrene blive mere tilfredse. I stedet siger den, at ud fra en gennemsnitsbetragtning, så er forældrene alt andet lige mere tilfredse med dagplejere med lave takster end dagplejere med høje takster. 

Hvis konklusionerne skal operationaliseres, så betyder det, at kommunerne ikke entydigt kan forvente en effekt i forældretilfredsheden ved at skrue på nogle af de parametre, hvor der ses en sammenhæng i analysen. 

Samtidig kan man ikke sige, at der ikke nødvendigvis kan skabes højere forældretilfredshed ved at bruge flere penge på dagtilbudsområdet eller sørge for, at der er flere voksne pr. barn. 

Men analysens konklusioner peger alligevel klart i retning af, at normeringer og udgifter ikke er de vigtigste steder at fokusere de politiske indsatser for at skabe højere forældretilfredshed.