Storby-borgmester bakker op bag krav om ujævn fordeling af administrationsbesparelser
Del artiklen:
Borgmesteren i Frederiksberg Kommune, Michael Vindfeldt (S), bakker op om blandt andet sin kollega i Horsens, Peter Sørensens (S) forslag om, at de administrative besparelser, som kommunerne står til at skulle gennemføre, skal fordeles efter benchmark fra Indenrigsministeriet. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Frederiksbergs borgmester støtter kravet om, at billigt administerede kommuner skal slippe for administrationsbesparelser.
Et gryende oprør fra en stribe borgmestre fra kommuner med lave administrationsudgifter får nu støtte fra Frederiksbergs borgmester Michael Vindfeldt (S). Dermed skærpes en kommende konflikt internt i KL om fordelingen af kommunernes andel af den administrative besparelse hos kommuner og regioner på tre milliarder kroner, som indgår i regeringsgrundlaget.
Efter normal praksis vil den blive fordelt efter indbyggertal, men nu vil en række borgmestre med Peter Sørensen (S) fra Horsens i spidsen have KL til at arbejde for, at besparelsen skal målrettes de kommuner, som ikke har sparet på administration de seneste år.
“Vi skal naturligvis først og fremmest kæmpe for at få regeringen til at droppe besparelsen, men lykkes det ikke, så må man ud fra en række nøgletal friholde de kommuner, som allerede har sparet. Ellers bliver borgerne i de kommuner jo straffet dobbelt, fordi man så skal spare to gange” siger Michael Vindfeldt. Han forudser, at Frederiksberg i så fald kommer til at skære i velfærden.
Frederiksberg skiller sig ud fra både de fleste hovedstadskommuner og de fleste store bykommuner ved at have lavere administrationsomkostninger, uanset om man måler med Indenrigsministeriets benchmark eller i absolutte tal pr. indbygger.
“Når man taler om administration, så tænker mange borgere på stabsfunktioner, HR og kommunikation. Men når regeringen opgør tallene, så indbefatter det også sagsbehandlerne i familieafdelingen, det personale der modtager ansøgninger om daginstitutionspladser og sikrer overholdelse af eksempelvis minimumsnormeringer eller medarbejderne i byggeafdelingen, som sikrer, at borgerne kan få en byggetilladelse hurtigt,” siger Vindfeldt.
Ifølge borgmesteren har Frederiksberg sparet fem procent på den ikke direkte borgervndte administration siden 2017, og derfor vil yderligere besparelser ramme den den kommunale service.
“Så må vi enten skære i antallet af sagsbehandlere i eksempelvis familieafdelingen, på daginstitutionsområdet eller i byggeafdelingen, eller også må vi tage pengene direkte ude på skoler, børnehaver eller ældreplejen,” siger han.
Horsens’ borgmester Peter Sørensen vil i KL kræve, at besparelserne bliver fordelt, så de kommuner, der ligger lavest i Indenrigsministeriets benchmark for administrationsomkostninger bliver friholdt.
Michael Vindfeldt mener, at man bør finde en bredere definition end blot benchmarket, og opfordrer til, at KL finder sådan en model.
Derudover peger Vindfeldt også på, at kommunerne bør få fritaget den direkte borgervendte administration ved opgørelsen af regeringens samlede sparekrav – præcis som regionerne har fået fritaget IT-udgifter.