
Stadigt færre bygge- og anlægsvirksomheder mangler arbejdskraft, mens manglende efterspørgsel i stedet er et stigende problem.
Af Peter Risager, peter@nb-medier.dk
Tiderne er skiftet i bygge- og anlægsvirksomhederne i løbet af det seneste halve år, hvor stor mangel på både arbejdskraft og materialer i stigende grad er blevet byttet ud med manglende efterspørgsel. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
De nye tal tyder dermed både på, at det bliver nemmere at indhente tilbud og få udført projekter, og samtidig at der muligvis lurer mørke skyer over den danske økonomi.
Mens mangel på arbejdskraft gennem store dele af 2021 og 2022 var den primære produktionsbegrænsning for virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen, så er det nu mangel på efterspørgsel, der er den primære årsag til, at bygge- og anlægsvirksomhederne ikke producerer mere end de gør.
Den stigende mangel på efterspørgsel kommer samtidig med både stigende renter og den højeste inflation i 40 år. Dermed er den manglende efterspørgsel en naturlig udvikling, da stigende priser betyder, at både privatpersoner og virksomheder må prioritere hårdere i budgettet samtidig med, at det er blevet sværere og dyrere at låne til bygge- og anlægsprojekter.
Alligevel er det bemærkelsesværdigt, at hele 30 procent af bygge- og anlægsvirksomhederne i januar 2023 angiver mangel på efterspørgsel som en af de primære grunde til, at man ikke producerer mere.
For bare et år siden i januar 2022 var det 20 procent af virksomhederne, der gav udtryk for manglende efterspørgsel, mens 42 procent af virksomhederne manglede arbejdskraft. Nu er det blot 25 procent af bygge- og anlægsvirksomhederne, der mangler arbejdskraft.
Tallene kommer ovenpå tal fra sidste uge, der viste, at beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen for første gang i mange år er faldet i løbet af 2022.
Dermed er der nu flere indikatorer, der tyder på, at der kan være stilstand på vej i byggeri- og anlægsbranchen.
Tal fra bygge- og anlæg kan være første tegn
Bygge- og anlægsbranchen giver ofte et fingerpeg om udviklingen for økonomien generelt, fordi den anses som en af de mest konjunkturfølsomme brancher. Derfor kan de seneste dages tal for byggeriet være en indikation på, at der er en mulig recession på vej over dansk økonomi.
Man kan dog fortsat glæde sig over, at hele 38 procent af bygge- og anlægsvirksomhederne i januar indikerer, at de ikke har nogen begrænsninger for produktionen. Det er det højeste tal siden august 2021.
(Artiklen fortsætter under grafen)
Siden foråret 2021 har mangel på materialer også udgjort en væsentlig produktionsbegrænsning i byggeri og anlæg. Det kom på baggrund af blandt andet en flaskehals i de globale forsyningskæder. Da tallet toppede i april 2022 var det 38 procent af virksomhederne, der manglede materialer og udstyr.
Det er nu faldet til 12 procent i december og 13 procent i januar, og er dermed ikke længere nogen stor begrænsningen for branchen under ét. Alligevel er det stadig et markant større problem end før 2021, hvor tallet i mange år har ligget konsekvent på nul til tre procent.