Manglende viden betyder, at dansk presse er udstillet som ude af stand til at sikre borgerne en kritisk dækning af regeringens velfærdsspin, skriver chefredaktør Arne Ullum i denne mediekommentar.
Af Arne Ullum, arne@nb-medier.dk
Spindoktorerne i regeringskontorerne må juble efter at have set dækningen af den offentlige økonomi og velfærd de seneste uger.
En foruroligende mangel på viden hos næsten alle de store medier om især den kommunale økonomi betyder, at regeringen helt uden at møde kritiske spørgsmål på en gang har kunnet pålægge kommunerne massive besparelser de kommende år, samtidig med at partierne bag den har kunnet love danskerne mere velfærd.
Topmålet blev nået, da to fremtrædende regeringspolitikere var ude med løfter, som med blot en basisviden om kommunernes økonomi ville fremstå som fantasiforestilleringer uden nogen kontakt med de faktiske forhold.
Først var Socialdemokratiets finansordfører i Berlingske med løfter om, at der i fremtiden vil være tid og penge til, at hjemmeplejen har tid til at spille kort med de ældre, og pædagogerne har mere tid til højtlæsning.
Dernæst udstedte statsministeren fra Folketingets talerstol følgende løfte:
“De kommende år vil vi investere i velfærd. I uddannelse. I sundhed og psykiatri,” sagde Mette Frederiksen (S). “Og i forsvaret og vores fælles tryghed.”
Men et simpelt kig på fakta viser, at kommunerne over de kommende år mangler cirka 16 milliarder kroner for blot at kunne bruge det samme beløb pr. borger i de enkelte aldersgrupper, som de bruger i dag.
Det svarer til, at kommunerne skal effektivisere for cirka 0,7 procent om året.
Det er ikke umuligt at spare så meget i kommunerne, men det kræver ikke meget indsigt at forstå, at det vil kræve benhårde prioriteringer og effektiviseringer, som står i skærende kontrast til de mange velfærdsløfter fra regeringen.
Ydermere så er det en kendt og videnskabeligt dokumentere effekt, at selv uændrede budgetter vil reducere antallet af medarbejdere i den offentlige sektor på grund af en – indrømmet – kompliceret sammenhæng mellem produktivitetsudviklingen indenfor service og produktion samt løndannelsen i Danmark.
Derfor bliver den danske presse udstillet som ude af stand til at sikre borgerne en kritisk dækning af regeringens velfærdspolitik, når eks. statsministeren og den socialdemokratiske finansordfører kan komme med udsagn, som er i direkte modstrid med fakta.
Milliard-nedskæring røg under mediernes radar
Et skræmmende eksempel på mediernes manglende evne til at forstå de økonomiske sammenhænge i velfærdspolitikken så vi i efteråret, da en historisk stor fejl i en prognose fra Finansministeriet betød, at regeringen skar et sted mellem 1,4 og 1,8 milliarder kroner ud af kommunernes serviceramme målt i faste priser fra 2022 og frem.
Det er klart, at PL-regulering af især kommunernes og regionernes budgetter er kompliceret stof (selv kommunale økonomer kan kløjes i forskellen mellem enkelt- og dobbeltrul). Men det er jo skræmmende, hvis det er kompleksiteten som afgør mediernes dækning af en sag, i stedet for sagens betydningen for borgerne.
Og betydningen af eks. den manglende PL-regulering burde være åbenlys. Allerede i november indførte mange kommuner et akut stop for indkøb, og netop i disse uger er et stort antal kommuner i fuld gang med at gennemføre ekstraordinære sparerunder for at dække nedskæringen i servicerammen.
Pressen skal være neutral men dække fakta
Det her handler derfor ikke om, at medierne skal have en holdning til, om det er godt eller skidt, at regeringen skærer i kommunernes serviceramme, men derimod at medierne skal dække de faktuelle forhold, så danskerne kan forholde sig til de politiske prioriteringer.
Når pressen ukritisk gengiver regeringens velfærdsspin uden at fortælle om de faktiske forhold, så efterlader man offentligheden uden mulighed for at forstå, hvorfor de oplever nedskæringer i deres daginstitutioner, plejehjem og skoler samtidig med at regeringen lover bedre velfærd.
Hvis pressen løste sin opgave, så ville diskussionen i stedet handle om, hvorvidt det er fornuftigt at skære lidt i velfærden i lyset af de svære økonomiske omstændigheder eller om kommunerne burde være i stand til at opveje nedskæringer med effektiviseringer.
Nogen vælgere vil være modstander af en sådan prioritering, mens andre vælgere vil bakke regeringens nedskæring i velfærden op. Det er jo essensen af folkestyre.
Men det betyder også, at uden en kritisk presse, som er i stand til at oplyse borgerne om de reelle sammenhæng og prioriteringer, så svækkes folkestyret.
Det enkle spørgsmål til Pape
Pressen skal selvsagt se kritisk på ethvert spild af offentlige midler på grund af ineffektivitet.
Derfor var jeg på den ene side glad for at en artikel her på NB-Økonomi om, at administrative udgifter i kommunerne blev central i valgkampen, men samtidig på pressens vegne forfærdet over, at ingen udfordrede den konservative påstand om, at man kunne spare 8,5 milliarder kroner i kommunernes administration uden at ændre på serviceniveauet.
Det helt banale spørgsmål, som De Konservative aldrig fik var: Er I så klar til at acceptere, at borgerne i eksempelvis Gentofte ikke længere kan få den exceptionelt fine service, som kommunen er kendt for, og istedet må nøjes med det betydeligt lavere serviceniveau, som man kender i eks. Holbæk, Lolland og Holstebro?
Igen er det en helt fair diskussion, om mange kommuner har et for højt serviceniveau, men det er ikke rimeligt at efterlade borgerne i eks. Gentofte men en opfattelse af, at kommunens relativt høje administrationsudgifter skyldes en masse bureaukrater, som blot sidder og skubber papirer rundt, når det med stor sikkerhed primært skyldes, at man eksempelvis i Gentofte har bemandet kommunens kontorer, så borgerne hurtigere kan få svar på alt fra visitation til hjemmepleje eller byggesager.
Pilen peger på manglende viden
Der ligger solid evidens for, at journalister politisk stemmer langt til venstre for den generelle befolkning, og det har ofte medført en påstand om, at pressen har en bias til fordel for velfærd og modstand mod eksempelvis effektivsieringsprogrammer.
Derfor er der ikke noget som tyder på, at pressens ukritiske dækning af regeringens velfærdsspin skyldes en politisk bias. Derimod er der en stærk indikation af, at de fleste journalisters lave grad af uddannelse i offentlig økonomi og manglende viden om samme giver en bias til fordel for regeringen i den aktuelle diskussion om velfærd.
Opgaven til mange danske mediechefer er derfor at se kritisk på dækningen af den overordnede velfærdspolitik, og få rettet op på den manglende viden på redaktionen.
Når jeg hele vejen igennem skriver mange medier, så er det primært fordi DR’s regionale stationer faktisk har en række journalister, som forstår kommuneøkonomi på et relativt højt niveau.
Så kan man bare undre sig over, at DR ikke i højere grad bruger de dygtige regionale reportere i deres dækning af Christiansborg.
