Kommunerne vil bruge færre penge pr. ældre i 2023, selvom de samlede udgifter til ældre stiger. Det skyldes en stigning i antallet af ældre borgere over 65 år.
Kommunerne budgetterer samlet set med flere penge til ældreområdet i 2023. Dog betyder et stigende antal ældre over 65 år, at næsten halvdelen af kommunerne ender med at bruge færre penge pr. ældre i 2023.
Antallet af ældre over 65 vokser, men flere steder i landet følger udgifterne ikke med. Samlet set forventer kommunerne at bruge lidt over 900 millioner mere på ældreområdet i 2023. Det viser en opgørelse, NB-Økonomi har lavet på baggrund af netop offentliggjorte budgettal for landets kommuner via Danmarks Statistik.
På trods af at 75 af kommunerne regner med at tilføre flere midler til området næste år, vil 45 ud af de 98 kommuner ende med at bruge færre penge pr. ældre over 65 år i 2023. Herunder kan du se hvor meget din kommune regner med at bruge på området pr. indbygger over 65 år.
Flere kommuner kan ikke følge med på trods af flere midler
Det er er store forskelle på hvordan området prioriteres i 2023. Rudersdal, Morsø, Slagelse, Bornholm og Lolland forventer besparelse i millionklassen på området. Omvendt vil Helsingør, Aalborg og København tilføre området mange millioner næste år.
Selvom der tilføres flere penge til området i 2023, betyder det ikke nødvendigvis at pengene følger med antallet af ældre. 21 af kommunerne vil næste år bruge flere penge på ældreområdet end i 2022, men ende med at bruge færre penge pr. indbygger over 65 år.
De 21 kommuner er:
· Thisted· Skive· Silkeborg· Frederikshavn· Vejen· Hvidovre· Kolding· Esbjerg· Struer· Stevns· Sønderborg· Randers· Horsens· Odder· Brønderslev· Ringsted· Viborg· Varde· Aarhus· Sorø· Ikast-Brande
Rudersdal Kommune har efterfølgende oplyst, at kommunen ved en fejl havde konteret en indtægt på cirka 80 millioner kroner på en konto udenfor ældreområdetkonto, selvom de retteligt burde have været ført på konto 5.30.27 vedr. ældrecentre og frit valg , og at 2022-budgettet derfor giver et fejlagtigt billede af, at der er sparet på ældreområdet. Fejlen er rettet i kommunens interne krorrigerede budget og i regnskabet ofr 2022, som offentliggøres senere på året.
FAKTA – Sådan har vi gjort:
Fra Danmarks Statistiks Statistikbank har vi fra BUDK32 og REGK31 trukket regnskabstal for 2021 samt budgettal for 2022 og 2023. Alle udgifter er trukket som nettodriftsudgifter fratrukket statsrefusion.
Når vi har opgjort tallene i kroner pr. indbygger, har vi brugt folketallet pr. 1. januar fra Danmarks Statistiks FOLK1A for hvert af de år, som budgettet eller regnskabet vedrører. For 2023 har vi brugt folketallet fra Meddelelsen om tilskud og udligning, da Danmarks Statistik endnu ikke har offentliggjort de faktiske folketal pr. 1. januar i år.
Tallene fra tidligere år er blevet PL-reguleret til 2023-PL. På grund af den store usikkerhed vedrørende PL har vi for 2021-2022 brugt det bedst mulige skøn baseret på inflationen i 2022, som for serviceudgifter er 3,6 procent. For 2022-2023 har vi brugt den forventede udvikling fra økonomiaftalen, som er 2,5 procent.
For ældreområdet har vi trukket funktioner på konto 5.30.26 til 5.30.36. For at få tallet i kroner pr. borger har vi afgrænset folketallet til 65+ årige.
Herefter har vi lavet en række sammenligninger på tværs af de forskellige budgetår og de forskellige kommuner, hvor der i alle sammenligninger er brugt samme kontoafgrænsning, ligesom alle tal er justeret til faste 2023-priser.