Kommunerne venter ikke på, at regeringen melder ærligt ud om besparelser på velfærden. De er allerede i gang med at planlægge besparelser for 2023, og mange genbesøger deres budget.
Af Christina Yoon, Journalist, christina@nb-medier.dk
Mange kommuner genbesøger allerede budget 2023 i januar for at finde besparelser for det kommende år. Det fortæller flere borgmestre til NB-Økonomi.
De venter således ikke på, at regeringen er klar til at tage ordet “besparelser” i sin mund, for det har de ikke tid eller råd til. Men de vil gerne have opbakning til de hårde prioriteringer på velfærden fra regeringen, for ellers skaber Christiansborg et alt for stort forventningspres hos borgerne, som ikke er realistisk i praksis.

Ærøs borgmester Peter Hansted (S) forklarer, at det er tydeligt at mærke på borgerne, hvis regeringen melder velfærdsløfter ud om at bevare velfærden, hvis blot man afbureaukratiserer og sætter kommunerne mere fri. Noget flere borgmestre ikke kan levere i praksis, uden at skære på velfærden samtidig, såfremt der ikke kommer flere penge til kommunerne.
“Det kan vi tydeligt mærke. Jeg får mange henvendelser. Vi har for eksempel fjernet ældregymnastik som en kommunal opgave,” forklarer Peter Hansted (S), der er borgmester i Ærø Kommune.
På Ærø skal man finde for otte mio. kr. i besparelser det kommende år. Men hvis regeringen har ambitioner om nedlægge en helligdag og spare på jobcentrene, så bliver det beløb langt større.
Borgerne kan godt se logikken i besparelser
Men det er ikke kun på Ærø, at man kan mærke besparelserne. I Holbæk Kommune har man meldt klart ud i januar til borgerne, at man går ind i en tid med besparelser.

“Vi har taget det budget op, som vi lagde for 2023 allerede her i januar. Og det betyder konkrete besparelser” siger Holbæks borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S). “Noget af det, som er vigtigt lige nu, det er at få det kommunikeret til borgerne lige nu.”
Derfor har Christina Krzyrosiak Hansen brugt sine sociale medier til at komme i direkte kontakt med borgerne. Trods udsigten til besparelser, forklarer hun, har der været en overvejende positiv opbakning fra borgerne i Holbæk til kommende besparelser.
“Jeg skrev ud på Facebook for nogle uger siden, at vi skulle det her, og at jeg godt vidste, at det ikke blev nemt. Her blev jeg virkelig positivt overrasket over borgernes kommentarer til det. De sagde “tak fordi du orienterer os i god tid”, “tak fordi I ikke venter og maler et skønmaleri op”. Normalt får man ikke tak for besparelser. Det er jo nok heller ikke besparelserne, de kvitterer for, men det, at vi tager det alvorligt,” understreger hun.
Regeringen bør sætte borgernes velfærdsforventninger ned
Sofia Osmani (K), der er borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune, mener, at SVM-regeringen skal være bedre til at hjælpe borgmesterne med at tale velfærdsforventningerne ned. Ellers kommer der for stor forskel på, hvad borgerne forventer, og det kommunerne kan levere.

“Vi er ligesom alle andre kommuner udfordret på økonomien. Men jeg synes, at det bliver vanskeligere og vanskeligere. En del af udfordringen er den her forventningsafstemning, som mangler. Vi har nogle borgere, som forventer at få mere service. Men virkeligheden er, at de kommer til at få mindre,” siger Sofia Osmani.
Hun mener derfor, at Christiansborg og regeringen skal italesatte, at der ikke kommer mere af alting. For eksempel bør man melde klart ud, at noget af det, man tidligere har fået leveret fra det offentlige, det kommer kommunerne ikke til at kunne levere i fremtiden.
“Minimumsnormeringer er et godt eksempel på det her. På Christiansborg siger man, at nu skal man have minimumsnormeringer, og der følger nogle penge med. Men jeg tror ikke, at der er ret mange forældre, der oplever, at deres børn har fået en markant anderledes hverdag. En del af den udfordring er jo, at vi faktisk har svært ved at rekruttere de pædagoger, der skal levere minimumsnormeringer,” siger Sofia Osmani.