Kommunernes tab på den manglende PL regulering, som de oplever i år, bliver ikke kompenseret i kommende års økonomiaftaler. I stedet bliver det et varigt tab. Forstå her hvorfor.
Af Peter Risager, peter@nb-medier.dk
Det varige tab i både finansiering og serviceramme på 1,6 – 1,7 milliarder kroner, som kommunernes efter alt at dømme får i år på grund af manglende pris- og lønregulering (PL), bliver ikke kompenseret i kommende års økonomiaftaler.
Det skyldes, at midtvejsreguleringer og økonomiaftaler ikke tager udgangspunkt i den faktiske udvikling i priserne og lønningerne, men i stedet beregnes på baggrund af den forventede kommunale serviceudgift.
For at forstå mekanismen, har vi konstrueret et simpelt regneeksempel, der svarer til forløbet for 2021 til 2024 for kommunernes økonomi, men hvor kommunernes serviceudgifter i 2021 er 100 kroner. Samtidig er inflationstaksterne i eksemplet overdrevet for at vise mekanismen.
Vi forestiller os et scenarie, hvor kommunernes samlede serviceudgifter starter ud med at være 100 kroner i 2021. I juni 2021 vurderer KL og regeringen, at pengene i 2022 vil svare til 102 kroner. I 2022 modtager kommunerne derfor 102 kroner. I 2022 er inflationen så højere end forventet, og derfor enes man i en midtvejsregulering om, at kommunerne i alt skal have 105 kroner for 2022. Samtidig vurderer man, at inflationen i 2023 vil være to procent. Derfor aftaler man, at kommunerne i 2023 vil have serviceudgifter for 107 kroner. Senere i 2022 sker der så det, at inflationen stiger voldsomt, og ender på ti procent for 2022. Dermed har kommunerne udgifter for 110 kroner i 2022, men får kun finansiering for de 105 kroner. Det betyder, at kommunerne i 2022 har et tab på fem kroner. Året efter – hvor inflationen er to procent – vil kommunerne have udgifter for 112 kroner, men får kun kompensation for 107 kroner, som aftalt i økonomiaftalen for 2023.
Uanset hvor meget inflationen så udvikler sig i starten af året 2023, vil tabet fra 2022 ikke blive dækket. Hvis inflationen eksempelvis bliver fem procent i 2023 stedet for de forventede to procent, og det dækkes i en midtvejsregulering i 2023, så vil kommunerne i 2023 have udgifter for 115 kroner, men kun modtage finansiering for 110 kroner. Det skyldes, at finansieringen for 2023 beregnes med udgangspunkt i den forventede udgift for 2022, som man aftalte ved midtvejsreguleringen for 2022 samtidig med, at man indgik en økonomiaftale for 2023. Derfor justeres de kun ud fra, hvor skævt man ramte inflationen i 2023. I 2024 svarer inflationen så præcis til to procent, og derfor får kommunerne 112 kroner, men har udgifter for 117 kroner.
Dermed vil det tab på fem kroner, som kommunerne oplevede i 2022 være varigt, uanset hvordan inflationen udvikler sig i de kommende år.
Inflation i starten af 2023 har ingen betydning for kommuneøkonomien
Det betyder også, at inflationen i starten af 2023, som vil påvirke midtvejsreguleringen for 2023, ikke vil have betydning for tabet på 1,6-1,7 milliarder. Det vil alene justere på beløbet i 2023 i forhold til det beregnede beløb for 2022, som altså er beregnet for lavt.
Derfor kan kommunerne altså ikke se frem til en redningskrans ved midtvejsreguleringen, men må i stedet absorbere tabet på 1,6-1,7 milliarder kroner i hvert års budget – i teorien til evig tid.
Det betyder ikke, at kommunerne hvert år skal spare nye 1,6-1,7 milliarder kroner men blot, at den tilbagegang, som kommunerne oplever i 2022, ikke vil vende tilbage i kommende budgetår. Dermed vil den stå som et varigt tilbageslag til kommunernes økonomi i forhold til den udvikling der ville have været, hvis kommunerne var blevet kompenseret korrekt for prisreguleringen.
Der er dog den potentielle trøst, at hvis inflationen i 2023 bliver lavere end forventet, så kan man muligvis aftale med regeringen, at kommunerne ikke modregnes for den for højt beregnede inflation ved midtvejsreguleringen. Det vil dog kun have betydning for finansiering og serviceramme i 2023. De kommende år vil det varige tab fra i år fortsat være med i grundlaget for beregningerne.
Det vil altså alene være beløbet for midtvejsreguleringen i 2023 man justerer på, og ikke den underliggende PL-forudsætning, som også vil styre de kommende års økonomiaftaler.
Den aftale kan måske komme i stand, fordi det på den ene side ikke vil kræve, at staten direkte overfører flere midler til kommunerne, mens kommunerne vil kunne være tilfredse med, at en del af tabet fra i år bliver dækket i 2023.
Alternativt kan en del af tabet dækkes, hvis eksempelvis inflationen i 2023 bliver vurderet for højt i midtvejsreguleringen, og den faktiske PL-udvikling bliver lavere end ventet. Dermed opstår der altså den omvendte situation i forhold til i år, hvor kommunerne kompenseres for meget for stigende PL i stedet for at de kompenseres for lidt.
Det er dog lige dele sandsynligt, at udviklingen går den modsatte vej, og derfor kan kommunerne ikke forvente, at tabet dækkes på den måde.
