Stærk sammenhæng mellem udgifter til socialområdet og socioøkonomisk indeks

Der er en stærk sammenhæng mellem kommunernes udgifter til det specialiserede socialområde og hvor mange penge de får eller afleverer i kommunal udligning fra de socioøkonomiske kriterieværdier.

Det viser en analyse foretaget af NB-Økonomi, der ser på sammenhængen mellem kommunernes udgifter til socialområdet i kroner pr. indbygger og kommunens socioøkonomiske indeks.

14 ud af de 15 kommuner med et socioøkonomisk indeks under 80 i 2021 havde i 2021 også udgifter under gennemsnittet til det specialiserede socialområde, mens 13 ud af de 15 kommuner med et socioøkonomisk indeks over 120 havde udgifter, der var højere end landsgennemsnittet.

Men selvom det umiddelbart indikerer, at udligningssystemet succesfuldt fanger forskellene i kommunernes udgifter til det specialiserede socialområde, så betyder det ikke, at forskellene kompenseres fuldt ud.

Det skyldes to ting.

For det første, så skal den forskellige kompensation fra det socioøkonomiske indeks ikke kun dække forskellen i kommunernes udgifter til det specialiserede socialområde. Indekset skal også dække forskelle i kommunernes overførselsudgifter, udgifter forbundet med sundhedstilstanden i kommunen, udgifter forbundet med geografiske forskelle og meget andet.

Derfor kan man ikke alene sige, at fordi kommunen får mange penge fra det socioøkonomiske indeks, så får kommunen også dækket sine ekstraudgifter forbundet med at have højere udgifter til det specialiserede socialområde.

Desuden gælder det, at selvom sammenhængen er til stede når man kigger gennemsnitligt på hele landet, så er der flere kommuner, der falder et godt stykke udenfor tendensen.

Eksempelvis har Hjørring Kommune markant højere udgifter til det specialiserede socialområde end den gennemsnitlige kommune, men har et socioøkonomisk indeks på 101. Derfor må udgifterne til det specialiserede socialområde findes indenfor de eksisterende rammer.

Det samme gælder for kommunerne, der har så høje udgifter til det specialiserede socialområde, at det ikke kan fanges indenfor kriterierne, og derfor ligger udenfor normalen – såkaldte outliers. De vil heller ikke blive kompenseret ligeligt for de højere udgifter til socialområdet.

Bemærk, at man ikke entydigt kan sige, at fordi en kommune har lave udgifter til det specialiserede socialområde men et højt socioøkonomisk indeks, så bliver kommunen overkompenseret – og omvendt. Det skyldes, at de socioøkonomiske kriterier har til formål at fange mange forskelle i kommunernes udgiftsbehov.

Derfor kan en kommune godt have høje udgifter til andre områder, som berettiger dem til et højere beløb fra den kommunale udligning, selvom kommunen har lave udgifter til det specialiserede socialområde.