Når man ser på hver kommunes serviceudgifter fratrukket det specialiserede socialområde i forhold til det beregnede udgiftsbehov, så viser tallene, at hovedstadskommunerne har råd til markant højere serviceudgifter end resten af landet.
Af Peter Risager, peter@nb-medier.dk
Hver gang en gennemsnitlig kommune bruger 100 kroner på service indenfor det almene område til en borger med et gennemsnitligt behov, så bruger Dragør Kommune 122 kroner. Omvendt bruger Vejle kun 90 kroner.
Dermed er der på tværs af landet markant forskel på, hvor mange penge kommunerne bruger på service i forhold til deres beregnede udgiftsbehov, når man fratrækker udgifterne til det specialiserede socialområde.
I en analyse har NB-Økonomi udregnet hver kommunes serviceudgiftsbehov med udgangspunkt i den kommunale udligning, og har derefter set på, hvor mange penge kommunerne rent faktisk bruger på service, når man fratrækker udgifterne til det specialiserede socialområde.
Dermed er hverken overførsler, anlæg eller diverse finansielle poster med i opgørelsen, men den omhandler alene den kommunale service på almenområdet. Når vi har fraregnet udgifterne til det specialiserede socialområde, som udgør 19,8 procent af kommunernes samlede serviceudgifter i 2021, så er det dermed de resterende 80 procent af serviceudgifterne, vi ser på. Her er det især folkeskoler, daginstitutioner og ældrepleje, der udgør de store udgiftsposter.
Fordi der på tværs af kommunerne er stor forskel på, hvor høj en andel af serviceudgifterne man bruger på det specialiserede socialområde, er der også stor forskel på, hvor meget der er tilbage til de resterende områder, når man trækker området ud af de samlede serviceudgifter.
Serviceudgiftsbehovet er et udtryk for, hvor mange penge hver kommune burde bruge på baggrund af kommunens demografiske og socioøkonomiske sammensætning, hvis den leverede en gennemsnitlig service til en gennemsnitlig pris.
De to tal er regnet sammen til et indeks centreret omkring 100. Hvis kommunen bruger mange penge i forhold til udgiftsbehovet, vil tallet være over 100, og hvis en kommune bruger få penge i forhold til udgiftsbehovet, vil tallet ligge under 100.
30 procent forskel fra top til bund
Den store forskel mellem kommunernes udgifter er udtryk for, at borgerne på tværs af landet vil opleve en meget forskellig service på de store almenområder. Hvis alle kommunerne var lige effektivt drevet, ville borgerne i Dragør Kommune kunne forvente en 32 procent bedre service end borgerne i Vejle.
Det betyder, at hvis eksempelvis den gennemsnitlige hjemmehjælpstid til ældre borgere hver uge var 1,5 time i Vejle, så burde den være to timer i Dragør. Hvis en gennemsnitlig folkeskole har 90 lærere tilknyttet i Vejle, så burde der være 120 lærere tilknyttet skolen i Dragør. Og hvis en gennemsnitlig børnehave har 30 pædagoger ansat i Vejle Kommune, så ville der være 40 ansatte i Dragør.
Her er det dog vigtigt at være opmærksom på, at der kan være flere forklaringer på, hvorfor en kommune ligger henholdsvist højt eller lavt. Et lavt indeks kan enten være udtryk for lav service, men kan i nogle tilfælde også forklares ved at kommunen er meget effektivt drevet, at kommunen får sine serviceydelser billigt, at kommunens borgere ikke kræver eller behøver samme niveau af service, eller at beregningen af udgiftsbehovet i den kommunale udligning ikke i tilstrækkelig grad fanger forskellene i kommunernes reelle udgiftsbehov.
Den sidste parameter er i hvert fald en del af forklaringen, fordi en indbygget skævhed i udligningssystemet betyder, at udgiftsbehovet i kommuner med mange børn og især ældre opgøres kunstigt lavt.
Samtidig skal man være opmærksom på, at lave udgifter i forhold til udgiftsbehovet både kan være udtryk for, at kommunen på grund af manglende finansiering er tvunget til at have lave serviceudgifter, eller at kommunen drives mådeholdigt med en voksende kassebeholdning. Derfor er det ikke nødvendigvis kommunerne med den laveste finansiering, der ligger på det laveste niveau.
Se resultatet for alle kommuner i kortet herunder.
FAKTA – Sådan har vi gjort:
Kommunernes udgifter består af serviceudgifter, overførsler og anlægsudgifter. Udgiftsbehovet i udligningen består normalt af alle tre udgiftsposter, selvom det alene er serviceudgifterne, som siger noget om, hvor mange penge kommuner bruger på at producere serviceydelser.For at få et billede af kommunernes udgiftsbehov set i lyset af deres demografi og socioøkonomi har vi alene lagt serviceudgifter ind i den fordelingsnøgle, som bruges til at opgøre udgiftsbehovet i udligningssystemet.
Dermed har vi på baggrund af udligningssystemet skabt et serviceudgiftsbehov, så vi kan vurdere, hvor store serviceudgifter en kommune med gennemsnitlig service ‘burde’ have på baggrund af kommunens befolkningssammensætning og socioøkonomi. Dermed kan vi se, hvem der ligger højt og lavt på serviceudgifter i forhold til, hvis de skulle levere en gennemsnitlig service til den type borgere kommunen har.
I analysen har vi pillet udgifterne til det specialiserede socialområde ud af kommunernes serviceudgifter. Det har vi gjort ved at fratrække udgifterne på hovedkonti 5.28 og 5.38, som vedrører henholdsvis børneområdet og voksenområdet. I lighed med serviceudgifterne har vi trukket tallene som nettodriftsudgifter fratrukket statsrefusion.
Derefter har vi nedjusteret hver kommunes serviceudgiftsbehov med 19 procent, svarende til udgifterne til det specialiserede socialområde på landsplan. På den måde svarer serviceudgiftsbehovet på landsplan til serviceudgifterne fratrukket det specialiserede socialområde på landsplan.
Til sidst har vi omregnet de to tal til et indeks, der viser, hvor stor en andel serviceudgifterne fratrukket udgifterne til det specialiserede socialområde udgør af kommunernes serviceudgiftsbehov fratrukket de landsgennemsnitlige udgifter til det specialiserede socialområde. Det er netop det tal, som du kan læse i kortet i artiklen.
