Aviser: Danmarks næste regering skal kunne navigere i kriser

Del artiklen:

Store aviser er uenige om, hvorvidt Mette Frederiksen er den rette til at lede en regering i krisetid.

I en tid med krig samt energi- og klimakrise har Danmark brug for en regering, der kan tage hånd om de udfordringer, som landet skal navigere igennem.

Sådan lyder det – formuleret på lidt forskellig vis – i flere ledere i landets aviser torsdag, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag udskrev valg til afholdelse 1. november.

Politiken mener, at det er ærgerligt, at de store blå partier allerede afviser at indgå i en bred regering med Frederiksen.

En sådan regering kunne nemlig potentielt give mening lige nu, lyder det.

– Danmark har netop brug for et flertal, der favner midten, så der kan skabes bred politisk legitimitet og maksimal folkelig opbakning bag de vanskelige og vidtrækkende beslutninger, vi står midt i (…), skriver avisen på lederpladsen.

Berlingske mener på den anden side, at statsminister Mette Frederiksen i forbindelse med Minksagen har vist, at hun ikke bør lede landet i krisetid.

Avisen ser blandt andet gerne en ny økonomisk retning og en ny ledelsesstil.

– Mette Frederiksens kriseledelse viste sig at være katastrofal, topstyret kaosledelse, da det virkelig gjaldt, skriver Berlingske.

– Derfor er det godt, at valget nu endelig kommer efter en lang sensommers venten og utallige udspil fra regeringen, står der videre.

Uanset hvad bør de kommende ugers valgkamp og debattone afspejle den ekstraordinære situation, som verden er i, mener Jyllands-Posten.

Avisen skriver, at “midt i Europa raser en nådesløs krig, inflation og recession truer, energikrisen er her allerede ligesom klimakrisen”.

– Det kalder denne gang simpelthen på et ekstra hensyn til proportioner og internationalt perspektiv, skriver Jyllands-Posten.

Og på netop det punkt har Kristeligt Dagblad faktisk tiltro til både politikere og journalister.

– Faktisk har ingen af parterne nogensinde været bedre rustet til den alvorlige udfordring, som det er at føre valgkamp, mens der udkæmpes en storkrig, skriver avisen.

Hos Information sættes én krise over de andre: klimakrisen.

Her noterer lederskribenten sig, at Danmark trods en regeringsperiode med mange grønne ambitioner er et stykke fra at leve op til målene i 2025 og 2030. Netop derfor er det vigtigt, at det grønne også får en fremtrædende plads i denne valgkamp, lyder det.

– Ingen kan forsvare ikke at gribe den chance ved dette folketingsvalg. Det er nu, vi skal holde fast i, at den grønne omstilling kun lige er begyndt, skriver Information.

Hos JydskeVestkysten tror lederskribenten dog ikke på “voldsomme forandringer”. Der er nemlig trængsel på den politiske midt i Danmark, lyder analysen.

– Alligevel er det afgørende at sætte sit kryds ved det parti, man tiltror evnerne til bedst at løse de udfordringer, vi lige nu oplever med energikrise, inflation og krig i Europa, skriver avisen i sin leder.

/ritzau/