Kun tre kommuner får mere i tilskud og udligning i 2023 – resten taber i alt 13,8 mia. kr.
Del artiklen:
Udligningen for 2023 er netop blevet offentliggjort. De rige kommuner skal i 2023 betale 22,1 mia. kr. til til de fattigere kommuner, hvilket er en stigning på 300 mio. kr. målt i faste priser. NB-Økonomi udsender senere i dag ekstra nyhedsbrev med analyser.
Stigende skatteindtægter og færre udgifter til overførsler for alle kommunerne samlet set betyder, at kommunernes indtægter fra tilskud og udligning falder med 13,8 milliarder kroner i 2023. Det er kun Billund, Glostrup og Høje Taastrup som har en stigning, mens de resterende kommuner deles om faldet på i alt knap 14 milliarder kroner.
Det viser den årlige udmelding om tilskud og udligning for 2023, som Indenrigs- og Boligministeriet offentliggjorde torsdag eftermiddag. Du kan se tallene for de enkelte kommuner i nedenstående artikel fra NB-Økonomi.
Det var ventet, at de faldende udgifter og stigende indtægter ville reducere statens tilskud til kommunerne og dermed bloktilskuddet. Hvis man alene ser på udligningen fra rige til fattige kommuner, så skal de rige kommuner i år betale i alt 22,1 milliard til de fattige kommuner, hvilket er en vækst på cirka 300 millioner kroner målt i faste priser sammenlignet med 2022.
23 kommuner taber mere end 3.000 kr. pr. indbygger
I alt vil 23 kommuner opleve et fald på over 3.000 kroner pr. indbygger, som er betydeligt større end det landsgennemsnitlige fald på godt 2500 kroner på. indbygger.
Blandt de kommuner er der en række typisk yder- og vestegnskommuner som Lolland, Albertslund, Lemvig, Ærø, Nyborg, Holbæk, Morsø og Hjørring.
Men listen omfatter også større bykommuner som den økonomisk hårdt udfordrede Slagelse samt Odense, Helsingør og Roskilde.
For de enkelte kommuner kan billedet se meget forskelligt ud
De faldende indtægter fra tilskud og udligning er ikke nødvendigvis et problem for de enkelte kommuner, ligesom det ikke nødvendigvis er en fordel for de kommuner som vinder eller kun taber lidt.
For Glostrup og Billund er forklaringen, at begge kommuner vinder i udligning, fordi de er gået markant tilbage i indtægter fra selskabsskat, og for mange kommuner vil det tilsvarende være sådan, at udligningssystemet modvirker ændringer i indtægter eller udgifter. Eksempelvis skyldes Høje-Taastrups stigende tilskud og udligning en kraftig vækst i befolkningen, men det udløser jo modsat nye udgifter.
Men der er to forhold, som kan give kommuner problemer med de faldende tilskud og udligning.
Det ene er, hvis faldet i udligning skyldes tekniske forhold i beregningen af udgiftsbehovene i udligningssystemet, som ikke afspejler sig i det faktiske udgiftsbehov.
Det andet forhold er, hvis eks. kommunen allerede har så lav ledighed, at kommunen ikke kan vinde lige så meget som gennemsnitkommunerne på den lave ledighed.
NB-Økonomi vil i de kommende dage offentliggøre analyser, som dykke længere ned i tallene og især i udviklingen fra 2022 til 2023.
Ukrainere er regnet med i folketallet
Der er indregnet cirka 30.000 ukrainske flygtninge i folketallene, men det er i skrivende stund uklart, hvor meget det rykker rundt på tilskud og udligning mellem kommunerne.
NB-Økonomi vil i eftermiddag og i morgen udsende en lang række analyser af årets udmelding om tilskud og udligning. Vi forventer at udsende ekstra nyhedsbreve torsdag og fredag eftermiddag, ligesom vi forventer alle centrale tabeller ligger i Excel-format på NB-Data torsdag aften.