Fire ud af ti toppolitikere: KL-formænd leverer ringe økonomiaftale
Del artiklen:
Fire ud af ti toppolitikerne i kommunerne vender tommelfingeren nedad over for det resultat, som KL-toppen ved Martin Damm og Jacob Bundsgaard har leveret med økonomiaftalen.
KL’s formand Martin Damm og næstformand Jacob Bundsgaard skal ikke regne med stående ovationer, hvis de møder op i kommunalbestyrelsernes økonomiudvalg. Fire ud af ti økonomiudvalgsmedlemmer mener direkte, at de to har leveret en for ringe præstation, da de lagde arm med finansminister Nicolai Wammen (S) om økonomiaftalen for 2023.
Det viser en rundspørge, som NB-Kommune har foretaget. Fire ud af ti af byrådenes toppolitikere siger i undersøgelsen, at de er ‘helt uenig’ eller ‘overvejende uenig’ i den her vurdering:
“KL’s forhandlere har indgået den bedst mulige økonomiaftale for kommunerne i den nuværende økonomiske situation.”
Kigger man nærmere ned i svarene, kan man se, at utilfredsheden med KL-forhandlernes præstation strækker sig bredt over det politiske spektrum. Utilfredsheden er der lige fra byrådsmedlemmer fra Nye Borgerlige – hen over den politiske midt – og til Enhedslistens økonomiudvalgsmedlemmer.
(Artiklen fortsætter efter grafikken)
Hvis man ser på tilfredsheden med Damm og Bundsgaards økonomiaftale-indsats, så er hver fjortende medlem af økonomiudvalg ‘helt enige’ i, at de to KL-topfolk har leveret den bedste mulige økonomiaftale. Fire ud af ti er ‘overvejende enige’. Altså mener næsten hver anden, at KL-toppens resultat er godkendt.