Regeringen har ingen planer om at tage et opgør med det frie valg, hvis frikommuneforsøgene på ældreområdet bliver rullet ud i alle kommuner. Det siger Statsminister Mette Frederiksen (S) til afslutningsdebatten mandag.
“Jeg kan lige så godt sige det, som det er. Jeg er tosset med det frie valg på ældreområdet. Jeg har ikke noget som helst ønske om, at nogen politikere noget sted skal definere, hvad der er rigtigt i deres liv,” sagde Mette Frederiksen til afslutningsdebatten i Folketingssalen. “Jeg synes, at der er store dele af vores ældreområde på både det private og offentlige, som fungerer godt. Det at man selv kan vælge, det er jo ikke noget, der skal forsvinde, fordi man bliver gammel.”
Det var Mette Abildgaard (K), der er politisk ordfører for sit parti, der spurgte statsministeren om emnet til afslutningsdebatten. Hun nævnte blandt andet, at det bekymrer hende, at der i de nuværende frikommuner på ældreområdet ikke er en hegnspæl, der sikrer det frie valg. Hun frygter, at hvis det så bliver bredt ud til alle kommuner i landet, så vil det frie valg forsvinde.
“De knap fire ud af ti danskere, der i dag vælger at få en privat aktør til at levere til deres hjemmepleje, kan Statsministeren give den garanti til de ældre, at de også i fremtiden har muligheden for at foretage et frit valg?,” spurgte Mette Abildgaard.
Det ville Statsministeren gerne, selvom hun ikke selv brugte ordet garanti. Mette Frederiksen understreger dog også, at jo flere hegnspæle partierne vil sætte ind, jo mere bureaukrati kan det skabe. Det er netop bureaukratiet, som regeringen ønsker et opgør med, så det er det dilemma, som skal løses.
“Vi har intet ønske om at gøre op med det frie valg. Intet. Jeg er grundlæggende tilhænger af det frie valg. Jeg vil bare så gerne af med bureaukratiet. Det vi skal være ærlige om, er, at jo flere hegnspæle, der kommer ind i de her aftaler, jo mere bureaukrati og jo mindre frihed,” sagde Mette Frederiksen.
Venstre ønsker også hegnspæl på ældreområdet
Selvom Venstre er stor tilhænger af frikommunerne, så ønsker de også hegnspæle på ældreområdet, så det frie valg sikres de ældre og ikke kommunerne.
Mads Fuglede fra Venstre har således i et debatindlæg langet ud efter regeringen for at ville fjerne det frie valg.
Men det har Astrid Krag (S), som er ældre- og socialminister kaldt en misforståelse i et andet debatindlæg fra i sidste uge 18. maj i Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
“Lad mig hurtigt rette den misforståelse. Regeringen bakker fuldt ud op om de ældres ret til frit valg af plejehjem og leverandør af hjemmepleje, og mange ældre er hver dag glade for den pleje og omsorg, de får gennem private leverandører,” skriver Astrid Krag.
Det ser dermed ikke ud til, at det frie valg forsvinder, hvis frikommunerne bliver rullet ud, da Venstre, Socialdemokratiet og Konservative har flertal for at lade ordningen bestå. Dog kan der blive ændret i ordningen, så der bliver mindre bureaukrati, som er det, regeringen håber på bliver den endelige løsning.