Professor om Hjort-sag: Den havde Grundlovens fædre ikke set komme

Del artiklen:
Rigsadvokaten indstiller, at der bliver rejst tiltale mod den tidligere minister Claus Hjort Frederiksen (V). I sidste ende er det op til den siddende justitsminister, som er landets øverste anklager, om det sker.
Rigsadvokaten indstiller, at der bliver rejst tiltale mod den tidligere minister Claus Hjort Frederiksen (V). I sidste ende er det op til den siddende justitsminister, som er landets øverste anklager, om det sker. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Skulle Folketinget vælge ikke at ophæve Hjorts immunitet, kan der falde tiltale efter valg, påpeger professor.

Det manglende kendskab til Claus Hjort Frederiksen-sagens indhold har sat Folketinget i en højst usædvanlig situation.

Derfor er det meget svært at spå om, hvorvidt der kan blive rejst tiltale mod den tidligere forsvarsminister.

Sådan lyder det fra Sten Schaumburg-Müller, professor i mediejura på Syddansk Universitet, og professor emeritus i strafferet ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard.

Rigsadvokaten indstillede torsdag til, at der rejses tiltale mod folketingsmedlem Claus Hjort Frederiksen (V) i den meget omtalte sag om muligt læk af statshemmeligheder.

En tiltale kræver, at Hjort Frederiksens parlamentariske immunitet bliver ophævet.

– Nu står og falder sagen mod Claus Hjort med, om et flertal i Folketinget vil give grønt lys for at ophæve hans parlamentariske immunitet, uden at de kender der nærmere indhold af anklagen, siger Jørn Vestergaard i en skriftlig kommentar.

– Det er nok en situation, som grundlovens fædre ikke lige havde set komme, lyder det videre.

Partierne er indkaldt til drøftelse om Hjorts immunitet hos justitsminister Mattias Tesfaye (S). Det finder sted mandag. Det er uvist, hvor meget de får at vide om sagens detaljer i den forbindelse.

Sten Schaumburg-Müller forklarer, at Folketinget sædvanligvis har valgt at ophæve immuniteten. Men tidligere sager kan ikke sammenlignes med denne, mener han.

– Folketinget har normalt den meget fornuftige opfattelse, at hvis man har begået noget kriminelt, så skal man også straffes for det, siger han.

– Men om Folketinget vil gøre det i denne sag, er jo mere tvivlsomt – og især hvis Folketinget ikke kan få at vide, hvad anklagerne går ud på, fortsætter juraprofessoren.

Skulle det være sådan, at der ikke er flertal for at fjerne immuniteten, kan der ikke rejses tiltale, så længe Claus Hjort Frederiksen er medlem af Folketinget, forklarer professor Jørn Vestergaard.

– Man kan måske forestille sig, at der så rejses tiltale efter et valg. Men det ville ikke se kønt ud, skriver han.

Claus Hjort Frederiksen er sigtet for at have overtrådt paragraf 109 i straffeloven om at røbe statshemmeligheder.

/ritzau/