It-problem ramte flere statslige hjemmesider

Del artiklen:
Finansministeriets hjemmeside var blandt de ramte sider. (Arkivfoto.)
Finansministeriets hjemmeside var blandt de ramte sider. (Arkivfoto.) - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Et problem hos Statens It gjorde, at det ikke var muligt at tilgå flere statslige hjemmesider.

Flere statslige hjemmesider, som torsdag eftermiddag oplevede problemer, er oppe at køre igen.

Det skriver DR.

Det er således igen muligt at gå ind på Udenrigsministeriets, Finansministeriets og Statsministeriets hjemmeside.

Årsagen til problemerne var et problem hos Statens It. Det bekræftede Statens It’s presseafdeling over for Ritzau.

Hvad der mere præcist skete, vides ikke.

Statens It er den danske stats it-driftsafdeling. Problemer her kan derfor også have betydning for andre statslige afdelinger, herunder ministerier.

På Twitter skrev Udenrigsministeriets Borgerservice, at problemerne betød, at man eksempelvis ikke kunne tilgå de coronarelaterede hjemmesider.

– Prøv venligst igen senere. Vi beklager ulejligheden, lød det i et tweet.

Statens It kunne ikke sige, om problemet lå hos Statens It eller hos en underleverandør.

/ritzau/