KL har reelt opgivet at få et betydeligt løft i servicerammen udover dækningen af demografien. Derfor vil KL i økonomiforhandlingerne stå hårdt på kravet om, at regeringen skal tage medansvar for kommunale besparelser på en lille milliard om året.
Af Arne Ullum, arne@nb-medier.dk
Når KL’s topforhandlere her tirsdag klokken 14.15 træder ind i mødelokalet i Finansministeriet til det første møde i de årlige økonomiforhandlinger, så er der to konflikter, som kommer til at overskygge alt andet.
Den største og vigtigste konflikt handler om, hvem der skal tage ansvaret og stå på mål for samlede besparelser eller effektiviseringer i kommunerne for knapt en milliard kroner i 2023.
Regnestykket er sådan set meget enkelt. Regeringen har reelt kun råderum til at dække kommunernes stigende udgifter på cirka 1,2 milliarder kroner til at sikre uændret velfærd til flere børn og ældre.
Men kommunerne har ved siden af demografien stigende udgifter på handicapområdet for cirka 800-900 millioner kroner – og det er vel at mærke under den forudsætning, at kommunerne fortsætter de besparelser på området, som har været gennemført de seneste år.
Dermed er det enkle facit, at kommunerne skal gennemføre effektiviseringer på de øvrige områder for cirka 800-900 millioner kroner. Og uagtet at alle drømmer om at finde pengene på administrativt spild, så viser tallene for de seneste år, at en stor del af pengene bliver fundet på især ældreområdet og til dels folkeskolen og dagtilbud.
KL har reelt opgivet at få regeringen til at give flere penge til kommunerne og dermed fjerne behovet for effektiviseringer. Derfor er den store konflikt, at KL vil have regeringen til at tage medansvar for de effektiviseringer og besparelser, som skal gennemføres for at skaffe de 800-900 millioner kroner.
“Penge og politik skal hænge sammen. Og når der frem til 2030 kun er 2,5 milliarder kroner tilbage i råderummet, der skal dække otte økonomiforhandlinger med kommuner og regioner og otte finanslovsforhandlinger, og man gennem flere år har italesat, at der skal være mere af det hele til alle, så er der en ligning, der ikke går op.”
“Så hvis regeringen vil holde dén linje, skal den som minimum prioritere hele det resterende råderum til kommunerne eller være med til at sænke forventningerne,” siger KL-formand Martin Damm (V) i KL’s officielle og traditionelle markering af kommunernes position op til økonomiforhandlingerne.
Men det står umiddelbart lige så klart, at regeringen ikke vil tage det ansvar på sig.
I et interview med KL’s blad Momentum siger socialdemokratiets finansordfører Benny Engelbrecht, at man med det demografiske træk kan bibeholde den velfærd, der er i dag.
“Der kan jo så være nogle yderligere ønsker om forskellige ting, men vi har jo ikke lovet at lave et løft, der ligger udover det demografiske træk. Det, vi til gengæld har lovet, er, at vi vil se på reformer,” siger Benny Engelbrecht.
Konflikten er helt enkelt, at regeringen ikke vil anerkende, at kommunerne skal skaffe 800-900 millioner kroner om året til at dække de stigende udgifter til handicapområdet, og derfor mener, at kommunerne kan levere uændret for demografipengene og så oven i købet kan levere bedre service i det omfang, der kan gennemføres effektiviseringer ved at fjerne bureaukrati.
Befolkningen tror på regeringen
Kommunernes utilfredshed med det, de opfatter som regeringens dækningsløse velfærdsløfter, skyldes, at næsten otte ud af ti danskerne ifølge en undersøgelse fra Momentum forventer, at den offentlige service vil være bedre eller uændret de kommende år.
“Når man på Christiansborg har prioriteret at bruge penge på forsvarsudgifter, så skylder man også at være med til at lave en forventningsafstemning med befolkningen om, hvad de kan forvente, at kommunerne kan levere. Det er ikke rimeligt overfor borgerne, at der er et kæmpe gab mellem det, de bliver stillet i udsigt, og det, vi som kommuner reelt har mulighed for at levere,” siger Martin Damm.
Konflikten om forventningsafstemningen skærpes af, at kommunerne troede regeringen i sidste års økonomiaftale havde accepteret at stå på mål for de prioriteringer, som er nødvendige for at dække de stigende udgifter til det specialiserede socialområde.
Men bare tre dage efter kommuneaftalen var indgået, undsagde socialminister Astrid Krag (S) på landsdækkende radio den aftale, som kommunerne mente var skrevet ned sort på hvidt om, at både kommunerne og regeringen skulle stå på mål for de nødvendige prioriteringer.
Det forløb har ikke alene skærpet KL’s retorik op til økonomiforhandlingerne, det vil givetvis også medføre et krav fra KL om nogle tekstafsnit, der skal være så klare og eksplicitte, at de kan blive svære at acceptere for en regering, som har gjort velfærd til sit store politiske slagnummer.
På anlægsområdet står kampen om kroner
Mens kommunerne har erkendt, at de ikke kan plukke håret af en skallet i relation til serviceudgifterne, så vil konflikten på anlægsområdet komme til at handle om kroner og ører.
Kommunerne har altid ønske om større anlægsrammer, men i år er konflikten særlig stor, fordi finansminister Nicolai Wammen (S) allerede for et par uger siden varslede nedskæring af kommunernes anlægsrammer for at skabe kapacitet i bygge- og anlægsbranchen til at realisere den hurtigere grønne omstilling på grund af krigen i Ukraine.
I går skærpede finansministeren budskabet yderligere, da han foreslog at skære de offentlige anlægsrammer med yderligere tre milliarder kroner for at skaffe penge til inflationshjælp til udsatte grupper.
Kommunerne havde en anlægsramme på 19,9 milliarder kroner i år, og når ministeren taler om nedskæringer, så er det givetvis målt i faste priser. Hvis priser og lønninger på anlæg stiger med eksempelvis 10 procent, så kan Wammen altså skære 1,99 milliarder alene ved at fastholde rammen i kroner og ører.
Men uanset mulige budgettekniske kneb, så bliver spørgsmålet om anlægsrammen det andet store konfliktpunkt.
Forhandlingerne skal være afsluttet senest midt i juni, for at den kan være behandlet i Finansudvalget inden udmeldingen af tilskud og udligning til kommunerne, som ifølge loven skal ske senest 1. juli.
