Coronasmitte har ikke fået sygefraværet til at stige i alle kommuner. Særligt én kommune har formået at have både høj coronasmitte, og samtidig mindske sygefraværet. Læs her, hvad de har gjort.
Af Christina Yoon, Journalist, christina@nb-medier.dk
Da antallet af coronasmittede eksploderede i 2021 fulgte sygefraværet i kommunerne med op. Men én kommune havde både coronasmitte, som lå over landsgennemsnittet, men formåede alligevel at sænke sygefraværet i kommunen sidste år sammenlignet med 2018 og 2019.
Det viser tal fra Kommunernes og Regionernes Lønkontor (KRL) samt Statens Serum Institut (SSI).
Lejre Kommune sænkede deres i forvejen lave sygefravær fra 12,02 fraværsdage om året i gennemsnit pr. fuldtidsbeskæftigede for 2018 og 2019 til 11,46 dage i 2021. Det giver et fald på knap 0,6 dage.
“Det vi har gjort som noget særligt er, at vi har lavet en fokusliste,” fortæller Inger Marie Vynne, som er kommunaldirektør i Lejre Kommune.
Selvom de i gennemsnit har klaret sig bedre end andre kommuner, så bryder hun sig egentlig ikke om gennemsnitstal, fortæller hun. For det er nemlig fokuslisten, der har været nøglen til succesen. Bag gennemsnitstallene ligger nogle detaljerede tal, som hiver gennemsnitstallene op. Det er de tal, man skal fokusere på at få nedbragt, fortæller hun.
“De seneste tre år har vi arbejdet målrettet med det sygefravær, som nyansatte på ældreområdet stod for,” siger Inger Marie Vynne.
I Lejre Kommune havde man opdaget, at store dele af den sygefravær, der var på ældreområdet, blev genereret af nyansatte. Her har de derfor sat ind med samtaler, men det har også resulteret i afskedigelser. Det sidste kan være svært i en tid med mangel på arbejdskraft, men det går ikke, at der kommer nye medarbejdere ind, som ligger et urimeligt pres på dem, der ikke er syge, fortæller kommunaldirektøren.
Arbejdet med fokuslister har betydet, at Lejre Kommune ifølge Inger Marie Vynne har det laveste sygefravær i landet på ældreområdet. I gennemsnitstal for alle i kommunen ligger Lejre Kommune som nummer seks i hele landet.
På kortet nedenfor kan du se, hvor meget din kommune er steget i antallet af fraværsdage i 2021 i fohold til før corona.
(Artikel fortsætter under kort).
Kun én kommune har meget coronasmitte og lavt sygefravær
De fire andre kommuner, som har sænket deres sygefravær er Middelfart med 0,3 dage, Thisted og Tønder med hver 0,1 dage og Læsø med 1,7 dage. Ikast-Brande har i øvrigt samme antal fraværsdage i 2021 som et gennemsnit af 2018 og 2019.
Forskellen på de kommuner og Lejre Kommune er dog, at de alle ligger et godt stykke under landsgennemsnittet, når det drejer sig om antal bekræftede smittede med corona i løbet af 2021.
Omkring 6-7 procent havde pr. 31. december 2021 været smittet i Middelfart, Ikast-Brande, Thisted og Tønder. Læsø lå markant lavere med kun 1,6 procent. Landsgennemsnittet var på det tidspunkt fratrukket Læsø på 10 procent. Lejre Kommune er den eneste af kommunerne, der ligger over landsgennemsnittet med 10,5 procent smittede i 2021.
“Vi har haft stort fokus på hygiejne. Men vi har også et udgangspunkt om, at alle møder skal være digitale,” forklarer Inger Marie Vynne.
Hun tror, at succesen med at holde sygefraværet nede trods høj smitte kan skyldes en blanding af flere hjemmearbejdspladser, mere digitalisering og hygiejne.
Men generelt mener hun, at hvis hun skal give et godt råd, hvis man ønsker at få nedbragt sygefraværet, så er det at få gang i fokuslisterne.
“Det med at fokusere på de arbejdspladser, der har et problem, det hjælper,” understreger Inger Marie Vynne.
Hun tilføjer, at det til en start ikke blev modtaget godt rundt omkring i afdelingerne. Medarbejderne og lederne kunne føle, at de var kommet i den sorte bog. Men som årene er gået, kan de ifølge Inger Marie Vynne se, at de tværtimod får hjælp til at løse de udfordringer, de står med. Det betyder, at kommunen samlet arbejder på at få nedbragt sygefravær, frem for at man som afdeling står alene med det.