Historisk stort fald i forbrugernes tillid til fremtiden
Del artiklen:
Historisk lav forbrugertillid øger den økonomiske usikkerhed, og gør det dermed sværere for de mange kommuner, som skal afgøre om de vil selvbudgettere for 2023.
De danske forbrugeres tillid til den økonomiske fremtid er styrtdykket efter Rusland invaderede Ukraine. Det aktuelle fald har trukket den samlede forbrugertillid i minus for første gang i 30 år, og det skyldes, at forbrugernes pessimisme har ramt alle de parametre, som indgår i beregningen af det samlede indeks.
“Selv ikke under coronakrisen var danskernes syn på egen økonomi med til at trække forbrugertilliden i minus. Dengang var det danskernes syn på den samlede danske økonomi, som fik de dybeste slag. Den aktuelt mere negative udvikling i opfattelsen af egen økonomiske situation er ikke så overraskende med tanke på, at mange danskeres husholdningsbudgetter netop nu er direkte påvirkede af stigende priser.” skriver cheføkonom Jeppe Juul Borre fra Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd.
De nye tal varsler fortsat stor økonomisk usikkerhed, og det er en udfordring for de ekstraordinært mange kommuner, som i efteråret vil blive tvunget til at overveje at selvbudgettere, hvis de får mange ukrainske flygtninge, som bliver boende hen over årsskiftet fra 2022 til 2023. Hvis den økonomiske pessimisme hos forbrugerne slå igennem på arbejdsløshed og skatteindtægter, så vil det øge risikoen ved at selvbudgettere.
Forbrugerne har mistet troen på Danmarks økonomiske situation
Det er især forbrugernes opfattelse af “den økonomiske situation for Danmark i dag sammenlignet med for et år siden” som er styrtdykket med et fald fra -6,1 i februar til nu -29,1. Det er dog værd at bemærke, at forbrugernes tro på Danmarks økonomiske situation et år frem i tiden har forbedret sig den seneste måned fra et minus på -26,0 i marts til et minus på 22,2 i april.