
Selvom et flertal udenom regeringen vil udvide frikommuneforsøget til flere områder, så vil uenigheden om ældres frie valg sandsynligvis blokere for udvidelsen.
Af Peter Risager, peter@nb-medier.dk
Både SF og Radikale Venstre bakker imod regeringens ønske op om Venstres forslag om at udvide de nye frikommuneforsøg for alle landets 98 kommuner til flere områder, end regeringen har lagt op til.
Men striden om frit valg om at benytte private leverandører i ældreplejen vil efter alt at dømme stå i vejen for flertal om et samlet forslag udenom regeringen.
Folketingets partier behandlede i går, tirsdag, et beslutningforslag fra Venstre om at udvide frikommuneforsøgene til flere områder end folkeskole, daginstitutioner og ældrepleje og give kommunerne mulighed for at blive sat fri på mere end et område ad gangen. Samtidig vil partiet ikke begrænse ældres mulighed for frit valg af private leverandører.
Og tanken om at udvide forsøgene vakte glæde hos to af regeringens støttepartier.
“Jeg lyttede mig også til, at der på KL-topmødet lød kritik af, at regeringen lægger op til, at kommunerne med forslaget om velfærdsaftalerne kun må arbejde med ét område, på trods af at vi ved, at mange af de borgere, der er ude i kommunerne, har problemstillinger, der rammer flere afdelinger. (…) Vi bakker op om at se på en bredere ramme for velfærdsaftalerne eller frikommunerne, som Venstre lægger op til,” sagde Radikale Venstres Christina Thorholm.
Også SF bakker op om den del af forslaget.
“Beskæftigelsesområdet kunne være et meget oplagt område at slippe fri. Jeg vil sige, at fra SF’s side er vi heller ikke enige i det, som Socialdemokratiet bringer frem, nemlig at det er tre områder. Vi så gerne, at det var langt bredere. Det tænker jeg også er noget af det, vi skal forhandle om,” sagde SF’s ordfører, Jan Bjergskov Larsen.
Alligevel kan SF ikke støtte op om Venstres forslag, og selvom det ikke blev sagt direkte af Jan Bjergskov Larsen under gårsdagens debat, så skyldes det, at forslaget blandt andet vil sikre ældres frie valg til en privat leverandør.
Og den præmis er omvendt helt afgørende for både det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige, hvis de skal være med i aftalen om udvidelsen af frikommuneforsøgene.
“Vi er i Det Konservative Folkeparti meget enige med forslagsstillerne i forslaget om et udvidet frikommuneforsøg for alle 98 kommuner, under forudsætning af at man bevarer det frie valg for borgeren. Det er helt afgørende for os konservative,” sagde Gitte Willumsen (K), som tog diskussionen i stedet for partiets normale ordfører på området, Birgitte Bergman.
Radikale Venstre er også tilhængere af, at man sikrer borgerne frit valg til at benytte private leverandører.
“De nuværende velfærdsaftaler skaber begrænsninger, i forhold til at der er uhensigtsmæssige hegnspæle, hvor kommunerne kan fraskrive borgerne rettigheden til at bruge private leverandører,” sagde Radikale Venstres Christina Thorholm.
Men selv med Radikale Venstre om bord, så ser det ikke ud til, at Venstre kan skabe et flertal udenom regeringen, fordi Dansk Folkeparti også afviser Venstres forslag. Dermed er udvidelsen af regeringens forslag blokeret af, at Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige på den ene side ikke kan være med på forslaget, hvis ikke de ældres frie valg er sikret, mens SF på den anden side ikke vil være med på den præmis.
Regeringen afviser at udvide til flere områder
Regeringen selv afviser helt at udvide forslaget til flere områder.
“Det kan også være relevant at sætte medarbejdere og ledere fri på andre områder for at finde nye og meningsfulde løsninger lokalt, men man må starte et sted, og det sted er dagtilbud, folkeskole og ældrepleje, hvor der allerede er syv kommuner i gang, og hvor vi nu inviterer resten af landets kommuner til at være med,” sagde social- og ældreminister Astrid Krag (S) under gårsdagens behandling.
Dermed vil hun ikke åbne for at udvide forslaget til at gælde flere områder eller til at en kommune skal kunne sættes fri på mere end et område ad gangen. Ifølge ministeren ville det være for krævende for kommunen og for stort et sats.
Det kræver ganske meget, nemlig en stærk forpligtelse fra kommunen for at kunne lykkes med det her. Men det er også ganske givende. Derfor tør vi også nu, med de erfaringer vi har fået det sidste år, slippe gækken så meget løs, at alle landets kommuner inviteres med. Men jeg tror altså ikke, man må undervurdere, hvor meget det faktisk kræver af den enkelte kommune. Derfor skal det også være inden or nogle rammer, hvis vi skal komme i mål,” sagde ministeren.
På det konkrete spørgsmål fra Anni Matthiesen om, om ministeren vil åbne for, at forslaget også skal gælde beskæftigelsesområdet, svarede ministeren afvisende.
“Det er jo meget radikalt at gå så vidtgående til værks, som vi har gjort her, altså de tre områder, hvor der har været syv kommuner i gang allerede. Og så sagde jeg allerede i min besvarelse, at det selvfølgelig ikke udelukker, at andre områder kan blive tilføjet på sigt,” sagde Astrid Krag.
Dermed er der lagt op til hårde forhandlinger om udvidelsen af frikommuneforsøgene, som regeringen ifølge Astrid Krag vil indkalde til snarest muligt.