Kommunerne kan måske få nogle sosu'ere til at udskyde lidt af deres ferie, efter at det lige er blevet muligt at flytte ferieafholdelse. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix (arkiv)
Ny bekendtgørelse gør, at kommunerne nu kan give sosu’ere i ældreplejen lov til at overføre feriedage. Det kan skaffe nogle få ekstra hænder henover julen.
Kommunerne kan nu give sosu’ere i ældreplejen lov til at overføre feriedage til det nye år. På den måde kan kommuner med akut mangel på hænder i ældreplejen måske lidt bedre få deres vagtplaner til at hænge sammen henover julen. Det skriver NB-Kommune.
Beskæftigelsesministeriet har her torsdag udsendt en ny bekendtgørelse, som åbner op for ferieoverflytning på nøje udvalgte områder. Bekendtgørelsen kommer på baggrund af kritik fra blandt andre FOA’s formand Mona Striib. Hun har pointeret, at kommunerne burde få samme mulighed som regionerne for at lade sundhedspersonale overføre feriedage:
Mindst syv kommuner har meldt ud, at de på grund af mangel på sosu’ere ikke er i stand til at levere den lovede praktiske hjælp til hjemmeboende ældre.
Men nu kan kommunerne så tilbyde sosu’erne at overflytte feriedage, som skulle have været afholdt inden nytår. Ifølge et notat fra Beskæftigelsesministeriet kan kommunerne dog ikke pålægge ansatte at overføre feriedagene. Det skal ske frivilligt.
Af notatet fremgår klart, at der er om tale om hel speciel situation. I notatet står:
“Der er tale om ekstraordinært at give social- og sundhedspersonale på sygehusene og i den kommunale hjemmesygepleje, i hjemmeplejen og på plejehjem mulighed for at udskyde ferie, så de pågældende områder rustes bedst muligt til imødegå det stigende antal indlagte og sygdom blandt sårbare borgere, samt sygdom hos social- og sundhedspersonalet.”
Hvor stor effekt muligheden for ferieoverflytning får på antallet af medarbejdere på job i ældreplejen henover julen er et åbent spørgsmål. For de fleste ansatte har planlagt juleferien. På hospitalerne forventer man ikke den store effekt.
“Det kunne måske have gjort en forskel på et tidligere tidspunkt, da vi så kunne have spredt ferien bredere ud over en længere periode,” siger direktøren for Odense Universitetshospital Niels Nørgaard Pedersen til Politiken.
Der er færre medarbejdere pr. 1.000 ældre i den kommunale ældrepleje i dag, end da regeringen kom til magten i 2019, viser nye tal. Udviklingen er sket trods regeringens løfter om, at pengene følger med det stigende antal ældre.