Statsrevisorer i opråb: Folketinget må gribe ind hos Skat

Del artiklen:
Henrik Thorup (DF) opfordrer kraftigt Folketinget til at gribe ind over for Skatteministeriet styring af udviklingen af et nyt ejendomsvurderingssystem.
Henrik Thorup (DF) opfordrer kraftigt Folketinget til at gribe ind over for Skatteministeriet styring af udviklingen af et nyt ejendomsvurderingssystem. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Statsrevisorer på stribe opfordrer Folketinget til at gribe ind over for Skatteministeriet i sag om it-system.

Det står meget grelt til, når det kommer til styringen af udviklingen af det nye ejendomsvurderingssystem. Folketingets vagthund, Statsrevisorerne, har onsdag udtalt sin hårdeste kritik.

De kan nu ikke gøre mere, og flere medlemmer – inklusive formand Henrik Thorup (DF) – forsøger nu at råbe Folketinget op for at få handling.

– Når projektet svæver så meget luften, så bliver vi nødt til at række hænderne i vejret og sige, at nu må Folketinget tage over. For det kan ikke være rigtigt. Folketinget må tage fat i ministrene, siger han.

Rigsrevisionen har forsøgt at få en status på udviklingen af det nye ejendomsvurderingssystem.

Men status er, at der ikke er styr på økonomi, budget og fremdrift. Samtidig har Skatteministeriet ikke kunne levere relevante informationer.

Det betyder, at Folketinget ikke kan få at vide, hvordan det reelt går med projektet, hvad det koster og hvornår det står færdigt.

Og det får altså Statsrevisorerne til at ytre deres hårdeste kritik. Men de kan ikke gøre mere end at advare Folketinget om, at der er noget helt galt. En advarsel, de håber Folketinget ikke sidder overhørig.

– Jeg håber så sandelig, at Folketinget griber konkret ind her. Og personligt vil jeg da gå til mit eget parti med det samme.

– Det overrasker mig faktisk en del, at det er så galt. Og at Rigsrevisionen ikke kan få basale informationer, siger Henrik Thorup.

Også den relativt nyslåede statsrevisor Mette Abildgaard (K) mener, at Folketinget må træde til.

– Vi må konstatere, at Folketinget ikke har fået fyldestgørende oplysninger om et så stort og vigtigt it-projekt. Det er meget kritisabelt.

– Jeg håber, at Finansudvalget tager dette her meget, meget alvorligt og også tager fat i ministeren, siger hun.

Tidligere skatteminister og statsrevisor for Venstre, Troels Lund Poulsen, sagde på et pressemøde, at han vil trække ministeren i samråd, når ministeriet har svaret på kritikken.

/ritzau/