Analyse: Politisk lappeløsning i udligningsreform kan ramme op til 48 kommuner

Del artiklen:

Op til 48 kommuner kan blive ofre for, at regeringen og forligspartierne valgte en lappeløsning i 2020, da de aftalte udligningsreformen. Få forklaringen i denne analyse.

Af Arne Ullum, arne@nb-medier.dk

Da et bredt flertal i Folketinget i 2020 forhandlede en reform af den kommunale udligning, valgte politikerne en lappeløsning i form af omfattende særtilskud til udvalgte kommuner frem for en grundlæggende revision af systemet baseret på den klassiske faglighed på området.

Det valg kan ramme op til 48 kommuner, hvis udgifterne stiger til socialt betingede områder som eksempelvis det nære sundhedsvæsen, det specialiserede socialområde eller flere førtids- eller seniorpensionister. Det viser en analyse, som NB-Økonomi har foretaget.

Effekten af politikernes valg af den nemme lappeløsning er, at det nye udligningssystem er langt dårligere til at opfange nye byrdemæssige ændringer mellem kommunerne. Det kan betyde, at holdbarheden af systemet vil vise sig at være væsentligt kortere end antaget.

Den tekniske forklaring

Udligningssystemet er skruet sådan sammen, at 67 procent af udligningen af udgiftsbehov sker alene ud fra demografiske data. En person i en bestemt aldersgruppe udløser et bestemt udgiftsbehov, som så igen indregnes i kommunens udligningsgrundlag.

Udover alder så har den socioøkonomiske sammensætning af befolkningen betydning for, hvor store udgifter en kommune har. Derfor baserer 33 procent af udligningen af udgifterne sig på et såkaldt socioøkonomisk indeks, der fastsættes ud fra 18 statistiske parametre i hver kommune.

Landsgennemsnittet er pr. definition 1,00 og derfor får eksempelvis en nordsjællandsk kommune som Egedal med et socioøkonomisk indeks på 0,6 kun 60 procent af det gennemsnitlige socioøkonomiske udgiftsbehov pr. indbygger på 23.101 kroner i 2022, mens en social belaset kommune som Slagelse med et socioøkonomisk indeks på 1,28 får 28 procent ekstra i socioøkonomisk udgiftsbehov og dermed udligning end landsgennemsnittet.

Politikerne valgte den nemme løsning

Da regeringen i 2020 fremlagde et længe ventet udspil til en udligningsreform, valgte man at bryde med en tradition for, at udligningsreformer altid var baseret på analyser og forslag fra eksperterne i det særlige Finansieringsudvalg.

Danmark havde i mange år været internationalt anerkendt for at have udviklet et stærkt fagligt baseret udligningssystem, som derfor også var relativt robust over for udsving, fordi udligningen i vid udstrækning fulgte med de demografiske og socioøkonomiske ændringer i kommunerne.

En række store reformer og dramatiske ændringer i den sociale udvikling i kommunerne betød imidlertid, at udligningen ifølge et bredt flertal i Folketinget var blevet for skæv. Der var derfor behov for den første større justering siden kommunalreformen i 2007, vurderede regeringen.

Men i 2020 valgte regeringen i et stort omfang at gå udenom eksperterne, og man valgte at tildele varige særtilskud for at opnå den byrdemæssige fordeling, som først regeringen og siden forligspartierne mente, var den retfærdige.
 
For 48 af landets kommuner fylder særtilskuddene nu så meget, at de er vigtigere end kommunens socioøkonomiske indeks.

Med andre ord vægter de politiske besluttede særtilskud mere end de objektive socioøkonomiske kriterier i udligningssystemet.

Særtilskud låser systemet

De faste særtilskud var reelt politisk fastsatte, og da de samtidig er låst fast, så ændrer de sig ikke i takt med, at socioøkonomiske forandringer i kommunerne, eller når nye opgaver og finansiering bliver lagt ud i kommunerne.

Den udvikling skal derfor alene fanges af det socioøkonomiske indeks, som jo altså i den nye reform kun udgør en del af den udligning, som skal kompensere for socioøkonomiske forskelle mellem kommunerne.

Det betyder, at den byrdemæssige fordeling mellem kommunerne vil ændre sig i forhold til udgangspunktet fra reformen i takt med, at kommunerne pålægges nye opgaver, eller at eksempelvis skæve sociale flyttemønstre forrykker socioøkonomien mellem kommunerne.

Læs også:
Ny analyse viser skævhed i sundhed

NB-Økonomi har analyseret mængden af særtilskud i udligningssystemet, og tallene viser, at sær tilskuddene for 48 kommuner udgør mere end halvdelen af den samlede socioøkonomiske kompensation.

Det betyder helt enkelt, at de 48 kommuner alt andet lige vil få under halvdelen af den socioøkonomiske udligning, som de ellers skulle have haft, når eksempelvis udgifterne stiger til det nære sundhedsvæsen, det specialiserede socialområde eller et stigende antal førtids- eller seniorpensionister.

Læs også:
Sundhedsreform: Venstre dropper løfte om udlignings-tjek

På kortet nedenfor kan man se, hvor stor én andel særtilskuddene udgør af de enkelte kommuners socioøkonomiske kompensation. Desto højere procenten er, jo mindre andel vil kommunen få dækket.

Det skal bemærkes, at den kommunale udligning er et meget kompliceret system, og derfor vil der i praksis være en stribe afledte effekter, som det vil kræve omfattende studier at afdække.

NB-Økonomis analyse kan derfor alene bruges til at give et billede af, hvordan og hvorfor det nye udligningssystem må forventes relativt hurtigt at få en række skævheder, som strider mod de politiske ønsker, da reformen blev indgået.

Politikernes nemme løsning kan blive fordel for nogle

Kommunal udligning er i udgangspunktet et nulsumsspil, og derfor vil den manglende socioøkonomiske udligning til de socialt belastede kommuner være en fordel for især de nordsjællandske kommuner, som tabte stort på udligningsreformen.

En anden gruppe af kommuner, som kan glæde sig over udligningssystemet manglende fleksibilitet er de kommuner, som i de kommende år oplever en dramatisk forbedring af kommunens socioøkonomiske forhold.

I et stærkt fagligt og objektivt udligningssystem ville den forbedring slå fuldt igennem på kommunens socioøkonomiske indeks og dermed reducere den socioøkonomiske udligning. Men i og med at en stor del af den socioøkonomiske udligning i det nye system er givet som faste særtilskud, så beholder kommunen pengene og nyder godt af lavere udgifter op grund af den forbedrede socioøkonomi.

Den effekt kan særligt på den københavnske vestegn skabe et A- og et B-hold af kommuner. A-holdet bliver de kommuner tæt på København, som kan lokke de veluddannede borgere, mens B-holdet bliver de kommuner, som eksempelvis på grund af ghettodannelse oplever stigende sociale problemer.

Læs også:
Sundhedsreform: Tre problemer rammer yderkommuner

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her