Udligning fanger kun en del af skævheden i sundhedsudgifter

Del artiklen:
En række socialt belastede kommuner kan se frem til lommesmerter i forbindelse med en sundhedsreform. Læs her, hvorfor den kommunale udligning ikke udligner forskellene mellem kommunernes udgifter på sundhed særlig effektivt.
En række socialt belastede kommuner kan se frem til lommesmerter i forbindelse med en sundhedsreform. Læs her, hvorfor den kommunale udligning ikke udligner forskellene mellem kommunernes udgifter på sundhed særlig effektivt. - Foto: (Arkivfoto) Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

De skæve sundhedsudgifter mellem kommunerne bliver kun delvist opvejet af udligning, og dermed vil sundhedsreform være en gevinst for de bedst stillede kommuner og et stort tab for de dårligst stillede.

Af Arne Ullum, arne@nb-medier.dk
og Peter Risager, peter@nb-medier.dk

Forekomsten af de typiske sygdomme viser, at en sundhedsreform vil ramme socialt belastede kommuner markant hårdere end mindre socialt belastede kommuner. Logikken i den kommunale udligning betyder, at udligningssystemet næppe vil udligne de markante forskelle.

Derfor kan blandt andet de nordsjællandske kommuner formentligt se frem til at vinde noget af det tilbage, som de tabte på udligningsreformen. Det skyldes, at kommunerne med en lav forekomst af sygdommene vil få relativt små udgifter i forhold til den kompensation, som de modtager fra staten efter udligning. Dermed vil de få et overskud.

Modsat vil de socialt belastede kommuner have større udgifter end den kompensation, de modtager – også efter udligning.

Præcise tal kræver omfattende analyser

Forklaringen på den manglende kompensation for sundhedsudgifter via udligningssystemet skal findes i den måde, som udligningssystemet er bygget op på.

Grundlæggende er udligningen af udgifter baseret på både kommunernes demografi og deres sociale belastning.

Læs også:
Markant skævhed i sundhedsbyrden på tværs af kommuner

I og med at forskellene i sundhedsbelastningen mellem kommunerne er korrigeret for demografi, så er forskellen mellem kommunerne alene baseret på forskelle i socioøkonomiske forhold.

Derfor skal hele forskellen i sundhedsbelastningen rent logisk korrigeres via det socioøkonomiske indeks. som svinger fra 0,51 i Allerød til 1,74 i Brøndby.

Som du kan læse længere nede i denne artikel, så viser en analyse, at det socioøkonomiske indeks stort set svarer til udsvinget i indekset for forekomsten af sygdomme.

Men hvis man ønsker en uændret byrdefordeling mellem kommunerne er der umiddelbart det problem, at det socioøkonomiske indeks kun fordeler 33 procent af udgiftsbehovet. Med forbehold for en række teknisk betingede skævheder i systemet, så betyder det, at hvis eks. en ny sundhedsstandard udløser en udgift på 100 mio. kroner for en given aldersgruppe, så vil de 67 millioner blive fordelt efter demografi, mens det kun er de 33 millioner, som bliver fordelt efter socioøkonomi.

Dermed vil eks. Brøndby Kommune få cirka halvanden gang så meget i kompensation efter udligning som eksempelvis Allerød, selvom Vestegnskommunen har sundhedsudgifter, som er cirka to og en halv gange større.

Sundhedsbelastning slår ikke nok ud på det socioøkonomiske indeks

Som du kan se i nedenstående graf, så stiger det socioøkonomiske indeks groft sagt med en, når indekset for sundhedsudgifter stiger med en.

Men det er slet ikke nok, hvis forskellene i sundhedsudgifter skulle opfanges af det socioøkonomiske indeks, fordi det socioøkonomiske indeks kun vægter en tredjedel af den samlede udligning af udgifter.

Ovenstående logik og tal giver kun en indikation af problemet. Udligningssystemet er så komplekst, at det vil kræve omfattende analyser at kortlægge den præcise effekt af nye sundhedsudgifter.

Endeligt er det også en politiske afgørelse, om man ønsker uændret byrdefordeling mellem kommunerne. Udligningsreformen fra 2020 kostede især de velhavende kommuner i Nordsjælland og Østjylland mange penge, og derfor vil det være en politisk beslutning, om det er ønskeligt at en del af den omfordeling rulles tilbage i forbindelse med en sundhedsreform.

Da VLAK-regeringen i januar 2019 fremlagde sit forslag til en sundhedsreform var det et klart ønske, at sundhedsreformen ikke måtte ændre byrdefordelingen mellem kommunerne, og derfor var det skrevet ind i forslaget, at eksperterne i det særlige Finansieringsudvalg under Indenrigsministeriet skulle analysere effekten af sundhedsreformen.

Ved denne reform har to af partierne bag VLAK-regeringen (Venstre og De Konservative) afvist, at der er behov for en analyse og mulig ændring af udligningssystemet.

Fakta – Sådan har vi gjort:

Fra Den Nationale Sundhedsprofil har vi fundet seks indikatorer, som siger noget om sundhedstilstanden i kommunerne og de ekstra opgaver, som regeringen har lagt op til, at kommunerne skal varetage. 

Indikatorerne er: kronisk lungesygdom, psykiske lidelser af mere end seks måneders varighed, svær overvægt, diabetes, hjertekrampe og slidgigt. For hver indikator har vi trukket OR for hver kommune. Herefter har vi fundet hver kommunes rangering for den enkelte indikator og set på kommunernes højeste og laveste rangering på tværs af indikatorerne. 

Til sidst har vi fundet hver kommunes gennemsnitlige OR på tværs af de seks indikatorer. Det er den gennemsnitlige OR, der indgår i grafen længere oppe i artiklen. Den gennemsnitlige OR har vi holdt op imod det socioøkonomiske indeks for 2022-udligning, som vi har hentet fra Indenrigs- og Boligministeriets Kommunale Nøgletal. 

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her