Minkkommission ved ikke om sms’er er genskabt: Det haster

Del artiklen:
Barbara Bertelsen, departementschef i Statsministeriet, skal afhøres af Minkkommissionen på torsdag.
Barbara Bertelsen, departementschef i Statsministeriet, skal afhøres af Minkkommissionen på torsdag. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Afhøringer i Minkkommissionen er i fuld gang, men det er stadig uvist, om politiet har kunnet genskabe sms’er.

Minkkommissionen, som i øjeblikket gransker forløbet af de dage, hvor regeringen tog beslutningen om at aflive alle mink, ved stadig ikke, om det har været muligt for politiet at genskabe slettede sms’er.

Det skriver DR Nyheder.

Ifølge kommissionen haster det, fordi afhøringerne i kommissionen allerede er godt i gang.

– Kommissionen ved endnu ikke, om det har været muligt at genskabe sms-beskeder, skriver Minkkommissionen til DR Nyheder.

– Vi er i løbende kontakt med Justitsministeriet. Det er Justitsministeriet, der har anmodet om Rigspolitiets hjælp. Justitsministeriet ved det heller ikke på nuværende tidspunkt. Det hele haster, for vi er jo i gang med afhøringerne.

Sagen om de slettede sms’er tog fart, da det kom frem, at Minkkommissionen forgæves forsøgte at få udleveret beskeder fra statsministeren og tre topembedsmænd i Statsministeriet.

Deres telefoner var sat op til at slette automatisk efter 30 dage.

Foruden statsministeren drejer det sig om departementschef Barbara Bertelsen, stabschef Martin Justesen og departementsråd Pelle Pape.

Efterfølgende har regeringen bedt politiet om hjælp til at genskabe sms’erne.

Fredag lød det så fra Justitsministeriet, at politiets teknikere var blevet færdige med at forsøge at genskabe materiale.

Ministeriet kunne dog ikke oplyse, om det er lykkedes at genskabe noget materiale, som er relevant for sagen.

Barbara Bertelsen, som er en af nøglepersonerne i sagen, skal torsdag afhøres af kommissionen.

Der er på forhånd kommet en stribe sms’er frem, som hun har sendt til daværende departementschef i Miljø- og Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard.

I sms’erne, som er blevet fremlagt i kommissionen, skrev Barbara Bertelsen flere gange til Henrik Studsgaard om de udtalelser, som den daværende fødevareminister Mogens Jensens (S) var kommet med i pressen.

– Hvornår kommunikerer I og lægger jer ned og ruller jer, som vi vendte, skrev hun blandt andet.

Det er statsministeren og topembedsmændene selv, der skal udvælge sms’er til Minkkommissionen, hvis politiet har fået held med at genskabe dem.

Det viste et svar til Folketinget fra justitsminister Nick Hækkerup (S) om en aftale mellem Justitsministeriet og Minkkommissionen indgået 8. november 2021.

/ritzau/