Her er de 36 kommuner som regeringen giver ekstra kærlighed

Del artiklen:

Regeringen forsøger med forskellige udspil og reformer at give et særligt løft til 36 kommuner. Se de 36 udvalgte kommuner her.

Af Iver Houmark Andersen, redaktør af NB-Kommune, iver@nb-medier.dk

Her tirsdag eftermiddag fremlægger indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad (S) i Folketinget en redegørelse om regeringens indsats i forhold til landdistrikter. I den forbindelse er det interessant, at den socialdemokratiske regering oplyser, hvilke kommuner regeringen gerne vil give lidt ekstra kærlighed. Det skriver NB-Kommune.

Kaare Dybvad skal i Folketinget her tirsdag fremlægge regeringens ‘Regional- og landdistriktspolitisk redegørelse 2021‘. I denne redegørelse udpeger regeringen 36 kommuner, som med regeringens formulering “ligger længere væk fra en større by”. (Se kort og liste med kommunerne nedenfor).

At netop de 36 kommuner har regeringens bevågenhed bekræfter Socialdemokratiets landdistrikts- og øordfører Lennart Damsbo- Andersen.

“Uden at fornærme nogen kan jeg vist godt sige, at i mange år under skiftende regeringer har der været nogle områder i det her land, som har været uden for den politiske lyskegle. Vi prøver nu på at sørge for, at udviklingens lys nu også bliver rettet mod de områder,” siger Lennart Damsbo-Andersen til NB-Kommune.

(Artiklen fortsætter under kortet)

Fakta om regeringens inddeling af kommunerne

I ‘Regional- og landdistriktspolitisk redegørelse 2021‘ har regeringen inddelt kommunerne i tre kategorier:
 

  • Større bykommuner‘ består af kommuner med én eller flere byer med 45.000 indbyggere eller mere.
  •  ‘Kommuner tæt på en større by‘ består af kommuner, som ikke har byer med 45.000 indbyggere eller mere, men hvor medianborgeren har mindre end en halv times kørsel i bil til en by med 45.000 indbyggere eller mere.
  • Kommuner længere væk fra en større by‘ består af kommuner, hvor kommunens største by har færre end 45.000 indbyggere, og hvor en såkaldt ‘medianborger’ har mere end en halv times kørsel i bil til en by med 45.000 indbyggere eller mere.