Støttepartier har savnet hurtigere coronahandling fra regeringen

Del artiklen:
Statsminister Mette Frederiksen forventer, at der skal indføres tiltag mod corona i den kommende tid. (Arkivfoto)
Statsminister Mette Frederiksen forventer, at der skal indføres tiltag mod corona i den kommende tid. (Arkivfoto) - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Enhedslisten og De Radikale mener ikke, at regeringen har handlet efter ekspertgruppes anbefalinger i tide.

Regeringens støttepartier Enhedslisten og De Radikale mener, at regeringen har handlet for langsomt i forhold til den forventelige stigning i coronasmitte.

Begge partier peger på, at en ekspertgruppe tilbage i september kom med en rapport til en langsigtet strategi for et genåbnet Danmark, men at regeringen ikke har handlet efter den i tide.

Meldingen kommer, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) søndag på sociale medier skrev, at hun forventer, at det bliver nødvendigt igen at få indført nogle initiativer, der kan bryde smittekæder. Hun nævnte dog ikke konkrete tiltag.

Ekspertgruppen kiggede både på det sundhedsfaglige og økonomien. Samt på, hvordan man undgår yderligere nedlukninger af samfundet.

Det ærgrer Peder Hvelplund, sundhedsordfører for Enhedslisten, at regeringen “ikke har været ude tidligere i forhold til at sætte ind med initiativer til at bremse stigningen i smitten”.

– Vi har fået udarbejdet en glimrende rapport i september fra en ekspertgruppe, der anbefaler, hvordan man kan gribe ind tidligt. Og der synes jeg, at regeringen har forsømt at få udarbejdet en klar strategi for, hvordan vi reagerer, når vi kommer i den helt forventelige situation, vi står i nu, siger Hvelplund.

Stinus Lindgreen, sundhedsordfører hos De Radikale, mener slet ikke, at regeringen har brugt rapportens anbefalinger i tilstrækkelig grad.

– Meget af det handler om oplysning og information. Men også om at komme med anbefalingerne i stedet for krav.

– Man kan for eksempel godt anbefale coronapas, som er så meget oppe i tiden nu her, eller mundbind i områder, hvor der er høj smitte, uden at det er et krav. Og uden at det er nationalt.

– Jo længere, man venter, jo sværere bliver det at gøre det på den måde. For jo mere stiger smittetallene, siger Lindgreen.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) bad fredag Epidemikommissionen om at vurdere, hvorvidt den mener, at covid-19 igen bør betegnes som en samfundskritisk sygdom.

Desuden skulle den se på, om der er behov for restriktioner i den nuværende situation med stigende smitte.

Kommissionen holdt møde søndag. Men det er fortsat uvist, hvad dens indstilling til regeringen bliver.

Epidemikommissionen er nedsat af sundhedsministeren. Den har repræsentanter fra sundhedsmyndigheder, politiet, kommuner, regioner og fire ministerier.

Når indstillingen er klar, skal Folketingets Epidemiudvalg mødes for at drøfte situationen. Før det sker, vil hverken Enhedslisten eller De Radikale komme med bud på, hvad der konkret skal ske. Begge partier regner med, at der kommer en indstilling mandag, og at udvalget mødes onsdag.

Hvis coronasmitten skal under kontrol igen, skal der formentlig flere tiltag i spil. Det vurderede to forskere over for Ritzau søndag aften efter statsministerens udmelding.

/ritzau/