Kommunaldirektør siger op efter sag om et lille skur

Del artiklen:
Et lille skur på en sommerhusgrund er gået hen og blevet en dum sag for kommunaldirektøren på Læsø, som nu har sagt op.
Et lille skur på en sommerhusgrund er gået hen og blevet en dum sag for kommunaldirektøren på Læsø, som nu har sagt op. - Foto: Læsø Kommune (arkiv)

Kommunaldirektøren i Læsø Kommune har sagt sin stilling op i kølvandet på en sag om et lille, ulovligt skur. Arbejdsmiljøet på øens rådhus er blevet belastet, fortæller borgmesteren.

Af Iver Houmark Andersen, redaktør af NB-Kommune, iver@nb-medier.dk

En sag med et lille skur på en sommerhusgrund er angiveligt årsag til, at kommunaldirektør i Læsø Kommune Peter Pietras efter næsten tre år i jobbet nu har valgt at sige op.

Borgmesteren på Kattegat-øen Karsten Nielsen (V) skriver i en pressemeddelelse, at det er med beklagelse, at han har modtaget opsigelsen fra Peter Pietras. Og så skriver Karsten Nielsen videre:

“Kommunaldirektøren ønsker ikke, at en sag om et mindre 50 år gammelt skur, på en af ham netop erhvervet sommerhusgrund, skal få medarbejdere i Læsø Kommune’s administration til at føle sig klemt – heller ikke selvom sagen er behandlet uden for Læsø af Frederikshavn Kommune og nu er i Planklagenævnet.”

Sagen om det gamle skur har siden foråret vakt en vis opsigt på Læsø. Og bølgerne har også gået højt på rådhuset. I hvert fald skrev Peter Pietras i juni ifølge Nordjyske en mail med titlen ”Undskyld fra kommunaldirektøren” til forvaltningschefen og byggesagsbehandleren i kommunen. Kommunaldirektøren beklagede, at hvis hans irriterede og uhøflige tone overfor sine medarbejdere “har givet anledning til nervøsitet og en negativ indvirkning på det psykiske arbejdsmiljø”.

Netop det med arbejdsmiljøet er en en grund til opsigelsen. I pressemeddelelsen fra Karsten Nielsen står der:

“Efter Nordjyske Mediers udlægning af sagen, har kommunaldirektør Peter Pietras valgt at stille sin stilling til rådighed, ikke mindst for at bekræfte sin klare holdning til at arbejdsmiljøet altid bør være øverst på dagsordenen – en ambition som vi på Læsø Kommune helt tydeligt har kunnet genkende.”

Peter Pietras har lovet at fortsætte som kommunaldirektør, indtil hans afløser er fundet.

Kort om skur-sagen

Peter Pietras købte tidligere på året en sommerhusgrund på Læsø, hvor han har overnattet flere gange. I april i år skriver han til Læsø Kommune, at der står et uregistreret skur på den tomme sommerhusgrund. Han ønsker at få skuret registreret – altså gjort lovlig. Og i samme ombæring erklærer han sig ifølge Nordjyske inhabil i sagen.

Anmodningen om at få skuret registreret bliver behandlet af Frederikshavn Kommune, og her bliver konklusionen hurtigt, at skuret er opført ulovligt og skal rives ned, da det ikke lever op til lokalplanen for området. Der bliver også udarbejdet et påbud om nedrivning.

Sagen bliver diskuteret på Læsø hen over sommeren, og ifølge Nordjyske har der været en del gnidninger i administrationen i Læsø Kommune, hvor der arbejder omkring 20 mennesker. I slutningen af september indgik kommunen en fratrædelsesaftale med forvaltningschef i kommunen, John Andersen.

Lille, men vigtig sag

Hele sagen fik kommunalforsker og forskningsleder ved medieskolen DJMX Roger Buch til før kommunaldirektørens opsigelse at sige til Nordjyske:

“Det er jo en sag, som på sin vis godt kan virke lille og banal – men på den anden side så rører den ved noget, der er helt fundamentalt i den måde, som offentlig forvaltning fungerer på i Danmark. Og det betyder jo, at det er en sag, som borgmesteren og kommunalbestyrelsen må tage meget alvorligt.”

Med opsigelsen må skursagen siges at være blevet taget alvorlig. Borgmester Karsten Nielsen skriver i sin pressemeddelelse:

“Læsø Kommune ønsker at takke Kommunaldirektør Peter Pietras for en fornem og utrættelig indsats for kommunen, hvor rigtig mange positive resultater er blevet nået – han vil i høj grad blive savnet på Kommunekontoret.”

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her