Analyse: Store forskelle på kommunernes serviceudgifter i forhold til behovet

Del artiklen:

Mens mange hovedstadskommuner bruger 10-15 procent mere på service end deres udgiftsbehov tilsiger, så ligger enkelte provinskommuner helt nede omkring 90-95 procent. Se tallene for alle kommuner her.

Af Arne Ullum, arne@nb-medier.dk

Der er store forskelle på, hvor mange penge de danske kommuner bruger på service, hvis man måler det i forhold til det udgiftsbehov, som de burde have for at levere et gennemsnitligt serviceniveau ud fra kommunens demografi og socioøkonomi.

Mens mange hovedstadskommuner i 2021 har budgetteret med serviceudgifter, som er 10-15 procent højere end deres udgiftsbehov indikerer med udgangspunkt i et indeks på 100, så ligger mange provinskommuner helt nede på 90-95 procent.

Det viser en stor analyse af kommunernes serviceudgifter, som NB-Økonomi har udarbejdet på baggrund af data fra den kommunale udligning og kommunernes budgetter. Du kan læse mere om den præcise metode nederst i artiklen, men grundlæggende vi forsøgt at skabe et grundlag for at vurdere, hvor store serviceudgifter en kommune med gennemsnitlig service ‘burde’ have på baggrund af kommunens befolkningssammensætning og socioøkonomi.

Ved at isolere serviceudgifterne bliver tallene renset for udgifter til anlæg og overførsler. Dermed kan politikere, embedsmænd og borgere få et billede af, om deres kommune ud fra budgettet burde levere en service, som er over eller under landsgennemsnittet.

Derfor har nogle kommuner budgetter over og under deres servicebehov

Mens kommunernes servicebehov er styret af demografi og socioøkonomi, så er størrelsen af serviceudgifterne styret af flere ting:

– Kommunerne har forskellig finansiering. Det skyldes dels, at der mellem kommuner maksimalt er 95 procent udligning af forskelle i udgiftsbehov og skatteindtægter. Dermed vil kommuner med høje gennemsnitsindkomster og få sociale problemer automatisk have flere penge til service.

– Nogle kommuner er formentligt mere effektive end andre kommuner, og kan derfor levere samme service til en lavere udgift. Det kan eksempelvis skyldes lavere sygefravær, bedre og mere effektive processer eller dygtigere medarbejdere.

– Det er en politisk afgørelse, hvor højt et serviceniveau de enkelte kommuner ønsker.

Beregningen af kommunernes servicebehov er først og fremmest påvirket af, at der ikke findes et eksakt tal eller en fastlagt metode.

NB-Økonomi har i ovenstående kort taget et gennemsnit af fire forskellige metoder, men de tager alle udgangspunkt i tankesættet bag den kommunale udligning. I det omfang at udligningssystemet rammer skævt for enkelte kommuner, så vil derfor udgiftsbehov også blive skævt.

Aktuelt har regeringen erkendt at både Langeland og Lolland får tildelt et for lavt serviceniveau blandt andet på grund af den omfattende sociale eksport fra andre kommuner, og er det korrekt, så vil de to kommuners serviceindeks i analysen blive kunstigt højt.

Sådan har vi gjort:Kommunernes udgifter består af serviceudgifter, overførsler og anlægsudgifter. Udgiftsbehovet i udligningen består normalt af alle tre udgiftsposter, selvom det alene er serviceudgifterne, som siger noget om, hvor mange penge kommuner bruger på at producere serviceydelser.For at få et billede af kommunernes udgiftsbehov set i lyset af deres demografi og socioøkonomi har vi alene lagt serviceudgifter ind i den fordelingsnøgle, som bruges til at opgøre udgiftsbehovet i udligningssystemet.
Dermed har vi på baggrund af udligningssystemet skabt et serviceudgiftsbehov, så vi kan vurdere, hvor store serviceudgifter en kommune med gennemsnitlig service ‘burde’ have på baggrund af kommunens befolkningssammensætning og socioøkonomi. Dermed kan vi se, hvem der ligger højt og lavt på serviceudgifter i forhold til, hvis de skulle levere en gennemsnitlig service til den type borgere kommunen har.
Fordi udligningssystemet ikke længere alene er baseret på objektive kriterier, hvor flere puljer fordeles efter politiske forhandlinger, og systemet har en indbygget underkompensation til kommuner med mange børn og ældre, har vi valgt fire forskellige opgørelsesmetoder.

Metode 1: Udligningssystemets opgørelsesmetode:Først har vi valgt at opgøre udgiftsbehovet alene ud fra udligningssystemets demografiske og socioøkonomiske opgørelse. Det vil sige, at hver person i hver aldersgruppe udløser et bestemt udgiftsbehov, og herfra tages 33 procent, som fordeles ligeligt på aldersgrupperne men justeres for kommunernes socioøkonomiske indeks. (Se evt. meddelelse om tilskud og udligning). Tilskud til kommuner med faldende folketal er indregnet med 65,27 procent, hvilket er serviceudgifternes andel af det samlede udgiftsbehov. 

Fordel ved metoden: 

  • Følger de regressionsanalyser som senest i 2012 viste, at metoden havde en god statistisk sammenhæng mellem kommunernes faktiske udgifter og deres demografi og socioøkonomi.
  • Er uafhængig af politiske aftaler, præferencer og magtforhold i udligningsreformen.

Ulempe: 

  • Systemet favoriserer kommuner med få børn og ældre, fordi det socioøkonomiske udgiftsbehov tages som en procentdel af hver aldersgruppes udgiftsbehov men fordeles ligeligt mellem aldersgrupperne. Dermed vil kommuner altid have underdækning på de ‘dyre’ aldersgrupper (børn og 75+ årige).
  • Hvis man antager, at de varige særtilskud i udligningssystemet afspejler et reelt udgiftsbehov, så vil metoden favorisere de bedst stillede kommuner.

Metode 2: Udligningssystemets opgørelsesmetode og indregning af varige særtilskud og udlændingeudligning:

Her har vi fastholdt udligningssystemets opgørelsemetode, men tillagt de varige særtilskud og udlændingeudligningen. For begge dele har vi kun medregnet 65,27 procent, hvilket er serviceudgifternes andel af de samlede udgifter. 

Fordel ved metoden: 

  • Følger de regressionsanalyser, som senest i 2012 viste, at metoden havde en god statistisk sammenhæng mellem kommunernes faktiske udgifter og deres demografi og socioøkonomi.
  • Hvis man antager, at de varige særtilskud i udligningssystemet afspejler et reelt udgiftsbehov, så vil metoden give mere præcist billede af udgiftsbehovet i de enkelte kommuner.

Ulempe: 

  • Systemet favoriserer kommuner med få børn og ældre, fordi det socioøkonomiske udgiftsbehov tages som en procentdel af her aldersgruppes udgiftsbehov men fordeles ligeligt mellem aldersgrupperne. Dermed vil kommuner altid have underdækning på de dyre aldersgrupper (børn og 75+ årige).
  • Er afhængig af politiske aftaler, præferencer og magtforhold i udligningsreformen.

Metode 3: Udligningssystemets opgørelsesmetode korrigeret med fuld dækning af socioøkonomi:

Vi har her korrigeret udligningssystemets opgørelse af det socioøkonomiske udgiftsbehov, så vi i stedet for at tildele samme socioøkonomiske udgiftsbehov til alle aldersgrupper, har fordelt pengene i forhold til aldersgrupperne på samme måde, som pengene er trukket ud. Det vil sige, at det socioøkonomiske udgiftsbehov beregnes relativt til hver aldersgruppes reelle udgiftsbehov. Dermed vil en 75+ årig eksempelvis udløse et større udgiftsbehov på baggrund af socioøkonomien end en 40-årig. For hver enkelt kommune korrigeres det socioøkonomiske udgiftsbehov naturligvis stadig for kommunens socioøkonomiske indeks, som udregningen i metode 1 og 2.

Fordel ved metoden: 

  • Er neutralt for, om kommunen har mange eller få børn og ældre. 
  • Er uafhængig af politiske aftaler, præferencer og magtforhold i udligningsreformen, fordi varige særtilskud, som reelt blev tildelt ud fra politiske ønsker, ikke medregnes.

Ulempe: 

  • Hvis udligningssystemets opgørelse er korrekt, så vil denne metode undervurdere udgiftsbehovet i kommuner med få børn og ældre. 
  • Hvis man antager, at de varige særtilskud i udligningssystemet afspejler et reelt udgiftsbehov, så vil metoden favorisere de bedst stillede kommuner.

Metode 4: Udligningssystemets opgørelsesmetode korrigeret med fuld dækning af socioøkonomi og indregning af varige særtilskud og udlændingeudligning.

Vi har her korrigeret udligningssystemets opgørelse af det socioøkonomiske udgiftsbehov, så vi i stedet for at tildele samme socioøkonomiske udgiftsbehov til alle aldersgrupper, har fordelt pengene i forhold til aldersgrupperne på samme måde, som pengene er trukket ud. Det vil sige, at det socioøkonomiske udgiftsbehov beregnes relativt til hver aldersgruppes reelle udgiftsbehov. Dermed vil en 75+ årig eksempelvis udløse et større udgiftsbehov på baggrund af socioøkonomien end en 40-årig. For hver enkelt kommune korrigeres det socioøkonomiske udgiftsbehov naturligvis stadig for kommunens socioøkonomiske indeks, som udregningen i metode 1 og 2.  Derudover har vi tillagt de varige særtilskud og udlændingeudligningen. For begge dele har vi kun medregnet med 65,27 procent, hvilket er serviceudgifternes andel af de samlede udgifter. 

Fordel ved metoden: 

  • Er neutralt for, om kommunen har mange eller få børn og ældre. 
  • Hvis man antager, at de varige særtilskud i udligningssystemet afspejler et reelt udgiftsbehov, så vil metoden give mere præcist billede af udgiftsbehovet i de enkelte kommuner.

Ulempe: 

  • Hvis udligningssystemets opgørelse er korrekt, så vil denne metode undervurdere udgiftsbehovet i kommuner med få børn og ældre. 
  • Er afhængig af politiske aftaler præferencer og magtforhold i udligningsreformen.

Korrektion:I metode 2 og 4 har korrektionerne medført, at det samlede udgiftsbehov afviger marginalt (0,04-0,07 procent) er der foretaget en korrektion, så indeksene bliver sammenlignelige. 
Udregning af indeks:Vi har herefter for hver metode taget de enkelte kommuners serviceudgifter i budget 2021 og sammenholdt med det opgjorte udgiftsbehov efter de beskrevne metoder. Et indeks over 100 betyder, at kommunens faktiske serviceudgifter er større end udgiftsbehovet opgjort i forhold til den beskrevne metode, mens et indeks under 100 angiver, at kommunen har lavere serviceudgifter end opgjort efter den beskrevne metode. 

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her