Forstå på tre minutter: Sådan fungerer service- og anlægsrammer

Del artiklen:
Den faseopdelte budgetlægning er så småt gået i gang, og her skal kommunerne enes om, hvor stor en del af service- og anlægsrammen, hver kommune skal have. KL styrer processen og har ansvaret for, at kommunerne under ét overholder de aftalte rammer med regeringen.
Den faseopdelte budgetlægning er så småt gået i gang, og her skal kommunerne enes om, hvor stor en del af service- og anlægsrammen, hver kommune skal have. KL styrer processen og har ansvaret for, at kommunerne under ét overholder de aftalte rammer med regeringen. - Foto: Pressefoto, KL

Den såkaldte faseopdelte budgetlægning er gået i gang. Men hvad ligger egentlig i den proces, og hvordan fordeler kommunerne service- og anlægsrammer? Forstå processen her.

Af Peter Risager, peter@nb-medier.dk

Den faseopdelte budgetlægning i kommunerne er så småt gået i gang, og kommunerne begynder nu at skulle enes om servicerammer og anlægsrammer for budgetterne for 2022. Forstå her, hvordan den proces fungerer.

Økonomiaftalen

Hvert år aftaler Kommunernes Landsforening og regeringen de overordnede rammer for kommunernes økonomi i det efterfølgende år i økonomiaftalen, som typisk er på plads før Grundlovsdag.

Økonomiaftalen indeholder en række aftaler mellem regeringen og kommunerne, men sætter først og fremmest de overordnede rammer for kommunernes serviceudgifter og anlægsudgifter under ét.

Årsagen til at man laver aftalen er, at kommunernes udgifter skal ligge indenfor statens samlede budget, så man sikrer, at man overholder budgetloven, og opfylder de overordnede mål for dansk økonomi, som regeringen fastsætter. Med andre ord, så kan regeringen med kommuneaftalen sikre, at der er sammenhæng mellem de samlede indtægter og udgifter i den offentlige sektor.

Lige nu har regeringen en målsætning om strukturel balance i 2025, altså at offentlige indtægter og udgifter skal være lige store, og for at opnå det, skal man sikre, at kommunerne ikke bruger for mange penge, fordi det vil give underskud på den samlede saldo.

I økonomiaftalen fra juni 2021 aftalte regeringen og KL, at kommunerne i alt må bruge 19,9 milliarder kroner på anlæg og 275,4 milliarder kroner på serviceudgifter.

Anlægsudgifterne dækker over kommunernes samlede byggeri og vedligehold til eksempelvis skoler, veje og daginstitutioner, men tæller ikke ældreboliger.

Serviceudgifterne dækker over alle udgifter forbundet med undervisning, ældrepleje, administration, dagtilbud og alle andre løn- og driftsudgifter i kommunerne. Serviceudgifter tæller ikke overførsler, som kører i et seperat spor, fordi ændringerne i overførsler som udgangspunkt ikke er strukturelle udgifter. 

Den faseopdelte budgetlægning

Når kommunerne har fået en samlet ramme som de skal overholde, så kommer spørgsmålet om, hvor stor en andel hver kommune skal have af de to rammer.

Her vil nogle kommuner som udgangspunkt forsøge at få så stor en del af rammen som muligt, så de kan opfylde alle de ønsker, som byrådspolitikerne og borgerne i hver kommune har til det kommende års budget. Andre kommuner er begrænsede af, at indtægterne i kommunen ikke er høje nok til, at de kan udvide servicerammen eller igangsætte nye anlægsudgifter.

Hvert år står slagsmålet om, hvor meget det er rimeligt, at hver kommune får, og her har kommunerne mange forskellige måder at opgøre en ´rimelig´ serviceramme for deres kommune, så de kan få den andel af rammen, som de gerne vil have. Vi har forsøgt at skabe tre forskellige måder at anskue servicerammen på, som du kan læse mere om i artiklen herunder:

Læs også:
Tre metoder: Hver borgmester kan få støtte til sin sag

Kommunerne skal under ét have samlede service- og anlægsudgifter i budgetterne for det kommende år, som ligger indenfor de aftalte rammer. Det skyldes dels, at kommunerne sanktioneres, hvis ikke man overholder rammerne, dels at kommunerne og KL skal opretholde troværdigheden overfor regeringen om, at man kan overholde de aftaler, man indgår.

Derfor er det vigtigt for kommunerne at få en serviceramme, så man undgår paniksparerunder i løbet af året.

Samtidig betød udligningsreformen, at mange af de kommuner, der tidligere ikke havde råd til at udvide rammerne, nu har fået en øget finansiering, som giver dem mulighed for at give borgerne bedre service. Derfor vil kommunerne kæmpe om at få så stor en andel af rammerne, som det er muligt.

Fordelingen af rammerne skal aftales inden kommunernes endelige budgetlægning i oktober, hvor hver kommunes budget for 2022 skal ligge klar. Den endelige fordeling af rammerne sker typisk ved det såkaldte borgmestermøde omkring første oktober, hvor alle landets 98 borgmestre mødes i KL-huset for endeligt at fordele de sidste service- og anlægsrammer. 

Sanktioner, hvis kommuner ikke overholder rammerne

Hvis kommunerne ikke overholder rammerne, er der følgende sanktioner:

På anlægsområdet sanktioneres kommunerne kollektivt med op til én milliard kroner. Indtil den grænse er der et ‘krone-for-krone princip’. Det vil sige, at hvis kommunernes samlede anlægsbudgetter ligger 500 millioner kroner over rammen, så får kommunerne 500 millioner kroner mindre i bloktilskud i 2022. 

Der er til gengæld ingen officiel sanktion, hvis kommunerne ikke overholder anlægsbudgetterne, men det vil skade troværdigheden til det kommende års forhandlinger mellem KL og regeringen. 

På serviceområdet sanktioneres kommunerne med op til tre milliarder kroner kollektivt, hvis ikke de overholder servicerammen i budgetterne. Til forskel fra anlægsrammen så er der på servicerammen også en sanktion for, hvis kommunerne under ét overskrider den samlede serviceramme i regnskaberne. 

Hvis kommunerne overskrider serviceudgifterne i regnskabet, så modregnes kommunerne i bloktilskuddet 1:1 for op til tre milliarder kroner. 60 pct. af modregningen er en sanktion, som fordeles mellem de kommuner, der har overskredet budgettet, mens 40 pct. er en kollektiv sanktion mellem alle kommuner. 

Hvis alle kommuner har overholdt servicerammen pånær kommune A, B og C, som har overskredet servicerammen med henholdsvis 500, 200 og 100 millioner kroner, vil det medføre følgende regnestykke:

500+200+100=800 millioner kroner, som trækkes i bloktilskud. Bloktilskuddet trækkes på følgende måde:

800*0,4=320 millioner kroner, som kommunerne kollektivt bliver trukket i bloktilskud, som fordeles efter kommunernes indbyggertal. 

800*0,6=480 millioner kroner, som trækkes fra Kommune A, B og C på følgende måde:

500*0,6=300 millioner kroner, som betales af kommune A
200*0,6=120 millioner kroner, som betales af kommune B
100*0,6= 60 millioner kroner, som betales af kommune C

Dermed kan det altså blive meget dyrt for kommunerne, hvis de ikke overholder rammerne, og derfor har hver enkelt kommune en stor interesse i at holde sig indenfor de rammer, som aftales i den faseopdelte budgetlægning. 

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her