Besparelse på aktivering af unge er yderst usikker

Del artiklen:
En ny delaftale om cirka en tredjedel af den besparelse på kommunernes beskæftigelsesindsats på i alt 1,1 milliarder kroner fra 2025, behøver reelt set ikke blive ført ud i livet. Kommunerne får nemlig pengene, uanset om de gennemfører besparelser eller ej.
En ny delaftale om cirka en tredjedel af den besparelse på kommunernes beskæftigelsesindsats på i alt 1,1 milliarder kroner fra 2025, behøver reelt set ikke blive ført ud i livet. Kommunerne får nemlig pengene, uanset om de gennemfører besparelser eller ej. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Særlige konteringsregler og et nyligt fortilfælde peger på, at det ikke vil have konsekvenser for hverken kommuner eller staten, hvis besparelserne på uddannelseshjælp ikke bliver gennemført.

Af Peter Risager, [email protected]

Det er yderst usikkert, om en besparelser på aktivering af unge på over 300 millioner kroner, som skal finansiere en del af aftalen om tidlig pension, bliver realiseret.

Godt nok vil staten tage pengene fra kommunernes budgetter i 2022, men budgetreglerne for kommunerne betyder, at staten skal aflevere pengene igen, hvis kommunerne ikke gennemfører besparelsen. 

Det skete senest i 2020, hvor kommunerne ikke kunne gennemføre en besparelse på overførselsudgifterne på 870 millioner kroner, som skulle finansiere VLAK-regeringens erhvervs- og vækstpakke, hvor kommunerne fik pengene igen gennem balancetilskuddet.

Dermed kunne politikerne på Christiansborg reelt have sat beløbet for besparelserne så højt de ville, fordi det hverken påvirker kommunernes økonomi, statens råderum på den korte bane, og heller ikke nødvendigvis indsatsen overfor de berørte borgere.

Den absurde effekt skyldes, at besparelserne skal findes i kommunernes overførselsudgifter og ikke deres serviceudgifter.

Beskæftigelsesministeriet bekræfter på baggrund af en forespørgsel fra NB-Beskæftigelse, at besparelsen på den aktive beskæftigelsesindsats alene er en reduktion i aktiveringsudgifterne på konto 5, altså kommunernes overførselsudgifter.

Kommunerne og regeringen aftaler hvert år et beløb for kommunernes overførsler i økonomiaftalen, og kommunerne bliver samtidig midtvejsreguleret gennem balancetilskuddet, så statens tilskud til overførsler svarer til udgifterne til overførsler.

I realiteten vil det være svært at sige, om man har sparet penge på grund af den ændrede visiteringspraksis, eller om en eventuel besparelse skyldes andre effektiviseringer af beskæftigelsesindsatsen eller en ændring i adfærd eller konjunkturer.

Hvis overførselsudgifterne ikke falder, vil balancetilskuddet i det efterfølgende år til gengæld bare sættes tilsvarende op. Dermed ender besparelsen reelt set som en papirøvelse mellem regeringen og KL. 

Besparelser på aktivering er blevet droppet før

En lignende situation opstod så sent som i 2020, hvor kommunerne fik en indrømmelse om, at de alligevel ikke behøvede gennemføre en besparelse på aktivering på knap 900 millioner kroner, som skulle finansiere en del af VLAK-regeringens erhvervs- og vækstpakke.

Her var planen, at kommunerne fra 2019 skulle spare på aktiveringsområdet takket være ændrede incitamenter og en afbureaukratisering. Derfor nedjusterede man kommunernes budget til aktivering med 0,9 milliarder fra 2019.

Efterfølgende har KL i en budgetvejledning til kommunerne tilkendegivet, at Finansministeriet har accepteret, at kommunerne har opjusteret budgetterne for aktiveringsindsatsen med 0,9 milliarder, efter man indså, at man ikke kunne gennemføre besparelsen.

“Da regnskabsresultatet for 2019 viser, at den forventede adfærdsmæssige ændring endnu ikke er realiseret, opjusteres skønnene for 2020, så de afspejler de faktiske forventninger til de kommunale udgifter på området,” hedder det i notatet til kommunerne.

Læs også:
Ny finte: Fiktive besparelser på beskæftigelse finansierer skattelettelser og Arne-pension

Da Finansministeriet accepterede den manglende besparelse, så fik kommunerne alligevel de 0,9 milliarder kroner ekstra fra staten i form af øget balancetilskud. Slutfacit blev, at den manglende besparelse belaster statens strukturelle underskud, og dermed vil det økonomiske råderum før eller siden blive reduceret. 

Men på den korte bane er det finanspolitiske råderum ikke påvirket, fordi de 300 millioner som udgangspunkt vil fremgå som en strukturel besparelse, og dermed kan pengene bruges på andre ting, eksempelvis til at finansiere aftalen om tidlig pension.

Den manglende besparelse vil derfor først fremgå af statens strukturelle saldo, når man på et tidspunkt foretager et kasseeftersyn, og her er udgiften tilpas lille til, at det ikke engang er sikkert, at det bliver opdaget her.

Dermed har både KL og regeringen fået aftalen præcis som de havde ønsket den, fordi besparelsen skal findes på konto 5, og ikke på konto 6. Havde besparelsen ligget på konto 6 i stedet, og altså skulle skæres i kommunernes administration, så havde det medført en nedskæring i kommunernes serviceudgifter, som bliver styret væsentligt mere præcist.

Læs også:
Analyse: Derfor kommer KL med sparekatalog på beskæftigelse

Samtidig ville en manglende besparelse på serviceudgifterne betyde, at kommunerne enten skulle finde pengene på andre serviceområder, eller kunne risikere at modtage en sanktion for at overskride servicerammen.

Når udgifterne ligger på konto 5, som ikke indgår i serviceudgifterne, så kan kommunerne i praksis bruge så mange penge de vil, uden det behøver at gå ud over kommunens service.

Slutfacit er altså, at kommunerne ikke behøver at spare pengene, men regeringen kan stadig bruge pengene, fordi de fremgår som en strukturel besparelse.

Den enkelte kommune kan vinde på aftalen

Selvom en potentielt manglende besparelse med al sandsynlighed ikke vil have en effekt på kommunernes samlede økonomi, så har den enkelte kommune et stærkt incitament til at spare på aktiveringen til unge, som den nye delaftale lægger op til. 

Hvis den enkelte kommune på grund af regelændringen kan nedbringe udgifterne mere end gennemsnittet af kommuner, så er det kommunen selv, der beholder besparelsen. Derfor vil kommunerne have et stærkt incitament til at spare på området.

Hvis kommunen så ovenikøbet selv kan nedbringe sine udgifter til aktivering af unge, samtidig med at kommunerne under ét ikke realiserer besparelsen, så vil den enkelte kommune både være bedre stillet ved at have gennemført en besparelse, og samtidig vil kommunen modtage sin andel af det forøgede balancetilskud, når staten skal kompensere kommunerne under ét. 

Derfor kan den samlede besparelse godt ende med at komme i hus, fordi den enkelte kommune har et klart incitament til at gennemføre besparelsen. Men det ændrer ikke på, at kommunerne samlet set er stort set lige godt stillet, uanset om besparelsen bliver gennemført eller ej. 

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her