Inflationen er på det højeste niveau siden 2012

Del artiklen:

Nye tal viser, at inflationen i Danmark fortsatte fremad i maj. Med en årlig stigning på 1,9 procent, er inflationen nu på det højeste niveau siden 2012.

Af Peter Risager, [email protected]

Tobak, benzin og diesel er de primære årsager til, at inflationen i Danmark nu er på det højeste niveau siden 2012. Men også en stigning i priserne på husleje er med til at drive de generelle priser fremad.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, der netop har offentliggjort tal for det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks for maj i år. Det er det tal, der angiver udviklingen i priserne på samtlige varer og tjenester i Danmark med undtagelse af ejerboliger, og er dermed udtryk for, om det bliver billigere eller dyrere at tanke sin bil, fylde sin indkøbskurv eller bestille en flybillet.

Tallene er opgjort som en procentvis udvikling i de samlede priser siden samme måned året før, og angiver dermed en årlig stigning. 

I løbet af foråret er der sket en markant stigning i inflationen ikke blot i Danmark, men også i en lang række vestlige lande, herunder USA.

Årsstigningen på varer har været mest markant med en stigning på hele 2,4 procent. Tjenesteydelser generelt har haft en mindre stigning på 1,3 procent, og dermed er den samlede årsstigning på 1,9 procent.

Genåbning har medført højere priser

I forhold til april er det hotelovernatninger og tøj, som har haft det største bidrag til stigningen, og det er dermed et tegn på, at genåbningen har fået danskerne til lommerne. 

En inflation tæt på to procent er markant, fordi man som udgangpunkt siger, at to procent er det ønskede niveau for inflationen for centralbankerne. Men med mange års atypisk pengepolitik, hvor renterne er faldet til under nul, og mange økonomiske lærebøger er omskrevet, er det bemærkelsesværdigt, at inflationen nu er tilbage på det ønskede niveau.

Samtidig er inflationen tegn på, at vi for alvor er ved at nå ud af den økonomiske nedtur som følge af corona, hvor priserne særligt i foråret sidste år havde meget lave stigninger, og endda nåede ned på deflation i en kort periode.

Selvom stigningen på grafen herunder ser voldsom ud i forhold til starten af året, så er der stadig meget langt op til de prisstigninger man havde op til finanskrisen, hvor inflationen næsten nåede op på fem procent. 

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her