Handicappede er vrede over ‘fuckfinger’ fra KL og regeringen

Del artiklen:
"Vi er vrede", siger formanden for Danske Handicaporganisationer Thorkild Olesen om den nye økonomiaftale. - Foto: Danske Handicaporganisationer

Handicaporganisationer er vrede på KL og regeringen efter økonomiaftale, som ingen ekstra midler afsætter til handicappede. ‘KL kan ikke have lagt de allerstørste kræfter i det,’ lyder kritik. Organisationerne håber på hjælp fra Folketinget.

Af Iver Houmark Andersen, redaktør af NB-Kommune, [email protected]

“Godt nok trist”.
“KL kan ikke have lagt de allerstørste kræfter i det.”
“Vi er vrede.”

Det er nogle af de kommentarer, som er kommet på baggrund af den nye økonomiaftale mellem KL og regeringen. KL lagde før forhandlingerne op til et løft af det specialiserede socialområde med 5,5 milliarder kroner over tre år. Men i aftalen er der ingen penge til området, og det bliver i stedet præciseret, at kommunerne skal “have fokus på at styre og prioritere udgifterne på området inden for rammen.”

Formanden for Danske Handicaporganisationer Thorkild Olesen bruger store ord om aftalen og siger blandt andet, at “økonomiaftalen er en fuckfinger til os med handicap.”

“Vi er vrede over, at økonomiaftalen på ingen måder afspejler alle de ambitioner, som både KL og socialministeren forud har opstillet. Tværtimod har kommunerne nu fået carte blanche til at spare på socialområdet,” siger Thorkild Olesen til NB-Kommune og fortsætter:

“Der bliver brugt en retorik i aftalen, som minder om den fra 2010, hvor handicappede blev sammenlignet med gøgeunger, der skubber ældre og børn ud af reden.”

Medstifter af bevægelsen Enmillionstemmer Monica Lylloff er skuffet over økonomiaftalen og KL’s indsats.

“KL har ikke kæmpet så meget for det specialiserede socialområde, som KL prøver på at give indtryk af udadtil. Når KL kan indgå en aftale, hvor der intet ekstra kommer til området, så kan man ikke have lagt de allerstørste kræfter i det,” siger Monica Lylloff til NB-Kommune.

Thorkild Olesen undrer sig også højlydt over KL’s forhandlingsresultat:

“Når KL slet intet har fået til specialiserede socialområde, så vil mit gæt være, at der er lavet en studehandel mellem KL og finansministeren. KL må have fået et eller andet, for ellers er det virkelig dårligt forhandlet,” siger Thorkild Olesen.

KL: Håber der kommer penge til handicappede i finansloven

Formanden for KL, borgmester Jacob Bundsgaard, forstår godt skuffelsen.

“Vi havde håbet, at der kunne blive et egentligt løft på området, men det er der ikke råd til i den her aftale. Der er også andre steder, hvor man træffer beslutninger om hvad der skal ske på det specialiserede socialområde. Jeg har det et håb og et ønske om at man i forbindelse med finanslovsforhandlingerne kigger på det her område, fordi der er et behov og det synes jeg egentlig vi har illustreret meget godt med det ønske vi har om plan over tre år med et solidt løft af området.”

Jacob Bundsgaard pointerer, at KL gerne vil socialområdet, men at kommunerne bliver nødt til at prioritere.

“Vi ønsker en høj kvalitet på området. Vi har også ambitioner for at udvikle området og sikre den rette kvalitet hele vejen rundt. Derfor gik vi til årets økonomiforhandlinger med et ønske om et løft af socialområdet, som vi ikke blev imødekommet på,” siger Jacob Bundsgaard og fortsætter:

“Til gengæld er vi enige med regeringen om, at økonomiske hensyn er nødt til at være en brik på linje med socialfagligheden i puslespillet på socialområdet. Det betyder, at man er nødt til at prioritere, hvis ikke udgiftsudviklingen på socialområdet skal resultere i besparelser på de brede velfærdsområder som ældre, folkeskolen og børneområdet.”

Håb om flere penge på finansloven

Til efteråret skal Folketinget tage stilling til en evaluering af det specialiserede socialområde.

“Jeg sætter min lid til, at regeringens støttepartier i efteråret vil vise tænder og klør på baggrund af evalueringen og vil presse på for en reform af hele det specialiserede socialområde. Der er brug for en reform, som styrker retssikkerheden, og der skal afsættes penge på finansloven til at gennemføre en reform,” siger Monica Lylloff.

Læs mere om kommende indsats på socialområdet

Thorkild Olesen ser også hen mod efteråret dog uden den store optimisme i forhold til penge til det specialiserede socialområde.

“Vi vil gå efter, at få handicappede opprioriteret på finansloven for 2022. Men det bliver op ad bakke, for vi er oppe imod den selvsamme finansminister, som jo tilsyneladende ikke har forstand på det specialiserede socialområde og lige har givet kommunerne carte blanche til at spare på området,” siger Thorkild Olesen, og fortsætter:

“Økonomiaftalen er gået ud over vores tillid til regeringen og KL.”
 

Reaktioner på økonomiaftalen

NB-Kommune har samlet nogle af reaktionerne på økonomiaftalens indhold om det specialiserede socialområde her:

Direktør for Danske Handicaporganisationer Katrine Tang er chokeret over, at der ikke var plads i økonomiaftalen til et løft på handicapområdet.
Politisk Konsulent for Foreningen LEV Thomas Holberg kommenterer på aftalens ifølge ham triste prioriteringer på socialområdet.

Sådan forholder Thorkild Olesen, Formand for Danske Handicaporganisationer sig til den nye økonomiaftale.
Emil Falster, forsker i børnehandicapområdet, bakker op om Thorkild Olesens udtalelse.
Dansk Socialrådgiverforening udviser også alvorlig bekymring og kritik over den indgåede økonomiaftale
KL mener, at der i forhandlingerne har været plads til vigtige drøftelser af socialområdet.
Alternativets Folketingskandidat Stine Isaksen mener, S har sat handicappede udsatte borgere til at sejle i egen sø efter gårsdagens afsluttede forhandlinger.
Monica Lyllof, Jurist, forfatter og medstifter af bevægelsen #enmillionstemmer, som kæmper for retssikkerhed på handicapområdet.

Formand for Muskelsvindsfonden Simon Toftgaard Jespersen mener også, at Danmarks udsatte borgere bliver overset i den nye økonomiaftale. 

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her