Kommentar: Økonomiforhandlinger er belastet af vælgerbedrag

Del artiklen:
Konflikten mellem regeringen og KL om ufinansierede velfærdsløfter blev allerede grundlagt efter kommuneaftalen i 2019. (Fotoet er fra forhandlingerne i 2019)
Konflikten mellem regeringen og KL om ufinansierede velfærdsløfter blev allerede grundlagt efter kommuneaftalen i 2019. (Fotoet er fra forhandlingerne i 2019)

Både KL og regeringen fører vælgerne bag lyset , når de præsenterer danskerne for planer, som ikke hænger sammen med virkeligheden. Derfor er årets økonomiforhandlinger sværere, end de har været i mange år, skriver chefredaktør Arne Ullum.

Af Peter Risager, peter@nb-medier.dk

Når økonomiforhandlinger mellem KL og regeringen ser sværere ud end i mange år, så er det, fordi de er blevet ramt af noget, som dårligt kan beskrives som andet end vælgerbedrag. Og netop derfor kan det blive sværere for parterne at nå en aftale sammenlignet med de år, hvor der blot har været en klassisk konflikt om penge.

Vælgerbedraget består i, at begge parter præsenterer danskerne for en virkelighed, som faktuelt og substantielt ikke har megen sammenhæng med virkeligheden.

For at forstå dynamikken skal man tilbage til valgkampen i 2019, hvor der udviklede sig en konkurrence mellem især Venstre og Socialdemokratiet om at give det største bud på, hvor meget mere offentlig service begge partier ville give vælgerne.

Socialdemokratiet valgte at trumfe Venstre med velfærdsløfter, som i valgkampen mistede enhver kontakt til de økonomiske realiteter. Hverken SF eller Enhedslisten kunne leve med at stå i skyggen af Socialdemokratiet på velfærden, og derfor tvang velfærdsræset mellem de to store regeringsbærende partier de to venstrefløjspartier til at byde endnu højere.

Konflikten har rod i valgkampen 2019

Konflikten mellem de store løfter om bedre kommunal service og de begrænsede økonomiske midler ramte allerede på pressemødet efter kommuneforhandlingerne i september 2019. Ingen af de store medier fangede, at KL-formand Jacob Bundsgaard var i åbenlys konflikt med regeringens udlægning af, at et løft af kommunernes serviceramme med 1,7 milliarder kroner ville sikre markante velfærdsløft i kommunerne.

Bundgaards logik var – helt i tråd med fakta – at de 1,7 milliarder i bedste fald rakte til uændret service. Godt en milliard ville ifølge Finansministeriets egne beregninger gå til dækning af det demografiske træk, og så ville de ekstra cirka 6-700 millioner kroner og en række mindre effektiviseringer kunne dække de stigende udgifter til uændret service på det specialiserede socialområde.

Dermed var facit i Bundsgaards og KL’s logik, at alle andre områder med opdrift skulle finansieres med andre effektiviseringer – eksempelvis ved at nedlægge små plejehjem og samle de ældre i større og mere effektive enheder. Det kunne man næppe kalde et markant velfærdsløft.

For at understrege pointen gjorde KL den manglende sammenhæng mellem velfærdsløfter og de økonomiske rammer til hovedtemaet for Kommunaløkonomisk Topmøde i januar 2020.

“Enten må man tilføre de nødvendige midler, og så taler vi snesevis af milliarder. Eller også må man begynde tale mere ærligt om, hvad der er muligt med de ressourcer, man har til rådighed,” sagde Jacob Bundsgaard til NB-Økonomi forud for Kommunaløkonomisk Topmøde i 2020.

Læs også:
KL-formand: Folketinget må stoppe velfærdsløfter eller give kommunerne tocifret milliardbeløb

Men regeringen valgte mildt sagt at overhøre KL’s advarsler om de falske velfærdsløfter, da daværende social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) på regeringens vegne kom susende ind med flyveren til Aalborg og fortalte en flok måbende borgmestre og kommunalpolitikere, at de skulle stoppe med at fokusere på stordriftsfordele og i stedet se på nærhedsfordele.

Læs også:
Krag ønsker lokal velfærd - men vil ikke forholde sig til økonomien

Samtidig med at hendes partifælle i Hjørring borgmester Arne Boelt – og mange andre borgmestre – kæmpede fra hus til hus for at forsvare nedlæggelsen af små ineffektive plejehjem, som skulle få kommuneøkonomien til at hænge sammen, så holdt Astrid Krag en rørstrømsk tale om et lille plejehjem med hønsegård, som hun havde besøgt. Og ministeren opfordrede til, at lokalpolitikerne tog ved lære af netop den slags plejehjem.

Læs også:
Arne Boelt: Jeg krøb længere og længere ned i stolen

Det var åbenlyst at konflikten stod til at eskalere ved økonomiforhandlingerne i foråret 2020, men coronaen flyttede fokus et helt andet sted hen, og kommunerne fik 4-500 millioner kroner til især det specialiserede socialområde uden den store opmærksomhed.

Christiansborgpolitikere på bevillings-steroider
Men coronakrisen endte reelt med at eskalere den uløste konflikt. Pludseligt kunne politikerne i regeringen og Folketinget udleve deres vildeste shopping-drømme i velfærdspolitikken og bevilge 200 millioner den ene dag og 500 millioner den anden dag til gode formål.

Det gjorde især socialordførerne fartblinde. I sommeren 2020 udtalte Venstres socialordfører Marie Bjerre således, at alle unge under 18 år og deres familier burde have en garanti for, at de ikke mistede nogen hjælp, når de blev voksne. Et overbud der var så vildt, at selv Astrid Krag måtte aflevere et henholdende svar.

Læs også:
Venstre dropper handicapgaranti

Marie Bjerre trak i land – formentligt efter hun af Venstres partitop blev gjort klart, at forslaget ville koste flere milliarder kroner. Men det siger noget om, at ingen partier holdt sig tilbage med vidtgående løfter, især inden for det specialiserede socialområde.

Det var særligt markant, at Venstres socialordfører gik ud med den slags milliard-løfter, fordi partiet blot to år forinden krævede, at kommunerne skulle prioritere hårdere for at finansiere den kraftige opdrift på området.

Læs også:
Venstres holdningsskift: I 2018 skulle der spares på handicappede

Løgnen om demografi milliarderne

Konflikten mellem kommunerne og regeringen blev yderligere tilspidset af, at især socialminister Astrid Krag skærpede en udlægning af kommuneaftalerne, der startede som heftig spin og endte med en udlægning i strid med fakta.

Det hele handler om, at S-regeringen i modsætning til de borgerlige regeringer konsekvent har dækket kommunernes ekstraudgifter til flere børn og ældre – det såkaldte demografiske træk. Dermed har S-regeringerne stoppet den trafik, hvor kommunerne var nødt til at gennemføre heftige effektiviseringer for at finansiere ekstra service til flere børn og ældre. Den mekanisme medførte, at kommunerne – set i det store billede – skar i serviceniveauet til den enkelte for at sikre uændrede totale udgifter til de store velfærdsområder.

Men efter den nuværende regering satte en stoppe for det, var sandheden altså, at Socialdemokratiet med støtte i fakta kunne sige til vælgerne: Vi har stoppet de evige nedskæringer, og nu kan I regne med et uændret serviceniveau til børn og ældre.

I 2019 gav regeringen derudover kommunerne cirka 6-700 millioner kroner til generelt løft af servicen og cirka 4-500 millioner i 2020, og det ville i praksis primært sige det specialiserede socialområde. Men her var der end ikke tale om at dække hele opdriften, og derfor måtte kommunerne fra budget 2019 til 2021 finde i alt cirka to milliarder kroner fra andre områder blot for at levere en uændret service til personer med handicap.

Regeringen talte i modstrid med fakta

Men i modstrid med de enkle fakta talte regeringen gentagende gange om, at kommunerne havde fået markante løft i økonomien, og at det derfor var kritisabelt, at kommunerne ikke leverede en bedre service.

Læs også:
Krag afviser kritik af ufinansierede velfærdsløfter


Mens regeringen og især socialminister Astrid Krag fortsatte med at skrue op for borgernes forventninger og kritisere kommunerne for ikke at levere servicen, fik landets borgmestre nok. På et borgmestermøde den 29. april i år krævede de, at KL skulle fremlægge en socialplan, som opfyldte alle de løfter, som socialministeren og socialordførerne har givet befolkningen.

Planen blev offentliggjort den 16. maj, og endte med et prisskilt på op imod fem milliarder kroner. Ingen af de borgmestre, som NB-Økonomi har talt med, tror et øjeblik på, at finansministeren på nogen måde kan finde de fem milliarder kroner.
Derfor skal planen primært ses som en protestaktion, der skal tvinge regeringen til at give offentligheden et ærligt billede af, hvilken service der er råd til på handicapområdet.

Men selvom planen blot er en protestaktion som en del af KL’s forhandlingsstrategi, så kan man som borger få en opfattelse af, at der faktisk kommer til at ske store ændringer på socialområdet. 
Dermed er det endt med, at økonomiforhandlingerne er blevet belastet af det, som man kun kan betegne som vælgerbedrag.
Nu må Wammen og KL’s formandskab vise sig som de voksne

Regeringen forsøger at fortælle borgerne, at den har bevilget de nødvendige penge til velfærdsløft også på det specialiserede socialområde, og at de eneste nødvendige effektiviseringer er et mindreforbrug af private konsulenter og muligvis administrativt spild.

På den anden side sidder KL, der har fremlagt en handicapplan, som hverken fakta eller KL’s egne analyser tilsiger, at der kan blive råd til på den her side af 2025. Derudover har KL krævet et løft af den allerede historisk høje anlægsramme i 2021 med helt op til tre milliarder kroner, på trods af, at vismændene direkte advarer om at sætte yderligere blus på anlægsbranchen.

Læs også:
Vismænd anbefaler forsigtig finanspolitik i 2022

Nogen vil sikkert opponere mod at kalde det vælgerbedrag. 

Men tænk lige på de handicappede, som enten har taget Astrid Krags og socialordførernes ord alvorligt eller for den sags skyld KL’s socialplan. Det er ikke statister i et politisk spil, men rigtige mennesker med rigtige drømme som i et eller andet omfang tror på, at politikernes løfter er baseret på sandhed, fakta og et rimeligt element af realisme.  

Når de handicappede eller deres familier om kort tid finder ud af, at det hele er en lang fordrejning af fakta og virkelighed for at fremme egne politiske dagsordener – og for at folketingspolitikerne kan sikre sig ekstra vælgere – ja så er der kun et meningsfuld ord for deres skuffelse: “Vælgerbedrag”.

Uden nogen sammenligning i øvrigt, så har vi set hvordan den slags vælgerbedrag har forpestet det amerikanske demokrati. Det vil forhåbentligt aldrig gå så galt i Danmark, men forhandlingerne viser et behov for, at vi skal værne om Danmarks demokratiske kultur. 

Derfor er der brug for, at finansminister Nicolai Wammen (S) og KL’s formandskab opfører sig som de voksne i rummet, og sammen får erstattet de nuværende fantasiverdener med en realistisk og ærlig beskrivelse af, hvilken service der er råd til i Danmark, og hvilke effektiviseringer det kræver. 

Samtidig må KL forpligte sig til at skaffe plads til små forbedringer gennem målrettede og ægte effektiviseringer og i øvrigt ikke laste regeringen for en stram økonomi.

Og det skal beskrives på en måde, så ingen minister eller socialordfører i de bærende partier vil vove at udtale sig i strid med den enighed.

Så må vælgerne forholde sig til det, og beslutte om de vil hæve skatterne yderligere for at få mere service, eller acceptere den offentlige service, som der er råd til. Den offentlige service er jo objektivt set stadig blandt de bedste i verden.

At overlade den slags valg på et oplyst grundlag til borgerne er kernen i det folkestyre, som vi i Danmark med rette har været så stolte af. Det bør både regeringen og KL huske, når de sidder ved forhandlingerne.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her