Intet tyder på en økonomiaftale i weekenden

Del artiklen:
Jakob Bundsgaard og Martin Damm på vej ind til det første møde i den afsluttende forhandling om en kommuneaftale for 2022.
Jakob Bundsgaard og Martin Damm på vej ind til det første møde i den afsluttende forhandling om en kommuneaftale for 2022. - Foto: Foto: Arne Ullum/ NB-Økonomi

KL-formanden er pessimistisk forud for dagens økonomiforhandlinger. Nye krav om serviceforbedringer ved Folketingets afslutningsdebat har ikke gjort forhandlingerne lettere.

Af Arne Ullum, [email protected]

Selvom man normalt kan stille kalenderen efter, at kommunernes forhandlere ser meget pessimistisk på muligheden for en økonomiaftale lige inden de afgørende forhandlinger går i gang, så peger flere forhold på, at forhandlingerne denne gang er i decideret krise.

Flere kilder bekræfter overfor NB-Økonomi, at sandsynligheden for et forlig i dag eller i weekenden er meget lille.

“Nu går vi jo til biddet, og prøver at komme så langt som vi overhovedet kan,” lød det fra KL-formand Jacob Bundsgaard, da han gik ind til dagens forhandlinger her til formiddag. “Men det ser jo vanskeligt ud, og skeler man over til regionerne, så er de forhandlinger jo sat på pause. Vi håber jo, at det skyldes at man vil koncentrere sig om at lave en god aftale med kommunerne. Men det hænger jo nok også sammen med, at der ikke er så mange penge ovre på det regionale bord. Vi har mødt nogenlunde de samme signaler fra finansministeren ovre på vores forhandlinger, så det ser svært ud.”

Selvom striden om pengene umiddelbart er det store stridspunkt, så er det reelt en uenighed om, at regeringen skal tage et medansvar for, hvilket serviceniveau udgiftsrammen rækker til. Og det gør udsigten til en aftale langvarig.

Læs også:
Kommentar: Økonomiforhandlinger er belastet af vælgerbedrag

For selv hvis finansministeren kommer med eksempelvis en halv milliard ud over det demografiske træk på 1,25 milliard, så vil KL ifølge NB-Økonomis oplysninger fortsat have en meget klar tekst, hvor regeringen tager medansvar for, at det end ikke rækker til uændret service på handicapområdet.

Skal finansministeren levere det, så vil det være en direkte undsigelse af regeringens egen velfærdsdagsorden og løfter til vælgerne.

Damm forsøgte at styre latterudbrud

Da NB-Økonomi spurgte Bundsgaard, om der var noget i Folketingets afslutningsdebat, som sagde ham, at regeringen var klar til at give et mere realistisk forventningsbillede af den service, som der er plads til, kunne KL’s næstformand Martin Damm ikke holde et latterudbrud tilbage – selvom han hurtigt forsøgte at kontrollere det.

“Nej det syntes jeg ikke man kan sige, tværtimod var der mange signaler fra Folketinget af, at man gerne vil give løft, og der var også indenfor det specialiserede socialområde en stribe områder, hvor man gerne ville arbejde i samme retning, som det vi har foreslået fra kommunernes side og give et løft. Men det er ikke helt det, vi har hørt ved forhandlingsbordet,” lød det diplomatiske svar fra KL-formanden.

Læs også:
S-ordfører: Kommunernes kreative sparetiltag har ikke været kønt at se på

Udtalelser fra blandt andet Socialdemokratiets politiske ordfører Jesper Petersen ved Folketingets afslutningsdebat indikerer, at regeringen gerne vil udskyde al snak om det specialiserede socialområde til forhandlinger i Folketinget efter sommerferien.

Men det er KL’s bestyrelse ifølge NB-Økonomis oplysninger stærkt skeptiske overfor, medmindre en tekst klart siger, at kommunerne ikke har de nødvendige midler til området, og at Folketinget og regeringen tager ansvaret for at skaffe de nødvendige penge. 

Og her har KL med sin socialplan givet en klar retning for, at det er milliarder og ikke hundrede millioner kroner, som der er brug for.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her