Ministerens hemmelige tal: En ekstra anbringelse om året pr. kommune

Del artiklen:
Social- og ældreminister Astrid Krag (S) præsenterede i går aftalen om Børnene Først sammen med socialordførere på tværs af næsten alle Folketingets partier. Et dyk ned i tallene viser, at aftalen giver en gennemsnitskommune mulighed for at gennemføre én ekstra anbringelse om året.
Social- og ældreminister Astrid Krag (S) præsenterede i går aftalen om Børnene Først sammen med socialordførere på tværs af næsten alle Folketingets partier. Et dyk ned i tallene viser, at aftalen giver en gennemsnitskommune mulighed for at gennemføre én ekstra anbringelse om året. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Socialministeren har både over for offentligheden og forhandlerne afvist at oplyse antallet af ekstra anbringelser som følge af ny aftale. Tal fra ministeriet viser, at det maksimalt er 600 anbringelser – svarende til en om året pr. gennemsnitskommune.

Af Arne Ullum, [email protected]

På trods af store ord om flere, tidligere og længerevarende anbringelser af udsatte børn fra både statsministeren og social- og ældreminister Astrid Krag (S), så viser fakta, at der i ny børneaftale maksimalt er afsat penge til, at hver kommune kan anbringe et ekstra barn om året de næste seks år.

Det er milevidt fra statsministerens udtalelser i nytårstalen sidste år, hvor hun blandt andet sagde:

“Flere udsatte børn skal have et nyt hjem. Tidligere end i dag. Og vilkårene for anbragte børn skal være langt mere stabile,” hed det fra statsministeren.

Det skriver NB-Økonomi.

Minister ville ikke give forhandlerne baggrunden for tal

Astrid Krag afviste ifølge tre ordførere under forhandlingerne at give partierne indsigt i, hvor mange ekstra anbringelser, som der var afsat penge til. Dermed undgik ministeren, at det blev udpenslet, at den endelige aftale ligger langt fra regeringens målsætning om, at markant flere udsatte børn skulle fjernes.

“Jeg spurgte gentagne gange under forhandlingerne forgæves til, hvad tallene i økonomioversigten består af,” siger Venstres forhandler Hans Andersen. Et udsagn som bekræftes både af den radikale Henrik Winther og DF’s Karina Adsbøl.

NB-Økonomi har undersøgt de økonomisk data nøjere, og det viser sig, at hvis man bruger ministeriets egen opgørelse for gennemsnitsudgiften pr. anbragte barn, så rækker pengene til præcis 600 anbringelser. I og med at det ifølge aftalen skal være langvarige anbringelser, så svarer det til, at hver kommune i gennemsnit kan anbringe 1,02 barn ekstra om året, hvis alle pengene til “bedre og tidligere indsats for udsatte børn og familier” bliver brugt til flere anbringelser.

Læs også:
Fakta om børneaftale: Her er regnestykket

“Vi har ikke kunne få foldet ud, hvad ministeriets forventning var til det præcise antal anbringelser. Det har ministeren gennem forhandlinger ikke været indstillet på,” siger Hans Andersen.

Radikale og borgerlige havde ikke fokus på flere anbringelser

Selvom hverken Venstres, DF’s eller den radikale ordfører kendte tallet, så siger de samstemmende, at deres fokus i forhandlingerne ikke var på antallet af anbringelser, men derimod at øge kvaliteten af sagsbehandlingen.

“Jeg synes bestemt, at regeringen skal overveje sin retorik både i statsministerens nytårstale og i ministerens pressemøde i går (tirsdag, red.),” siger Venstres Hans Andersen, som gerne så, at den politiske aftale også havde handlet om at få et bedre udbytte af den samlede udgift til udsatte børn på cirka 16 milliarder kroner.

Den radikale forhandler Henrik Vinther Olesen bekræfter, at der kun er råd til et meget lille antal ekstra anbringelser, men det har ifølge ordføreren ikke været et fokus for de radikale, som i stedet har haft fokus på en bedre og mere kvalificeret sagsbehandling og hjælp til børnene.

“Jeg har ikke haft noget behov for, at der skal anbringes flere” siger han til NB-Økonomi. “Men det er da klart, at når man kigger bedre efter, så finder man nok også flere, som bør anbringes.”

Henrik Winther Olesen afviser i øvrigt, at alle de 434 millioner, som er afsat til “bedre og tidligere indsats for udsatte børn” skal bruges på flere anbringelser, og at der derfor er afsat penge til færre end de 600 ekstra anbringelser.

Hos Dansk Folkeparti græder man også tørre tårer over, at der ikke er afsat penge til det markante løft i antal af tvangsfjernelser, som regeringen havde lagt op til.

“Det regeringen havde sat sig op til, kunne den ikke få gennemført – og det er vi ikke kede af,” siger Karina Adsbøl, der bekræfter, at den manglende vilje til at offentliggøre detaljerne bag de økonomiske tal kan skyldes, at regeringen vil skjule et politisk nederlag.

“Man kan også gisne om, at regeringen havde spekuleret i, at når et barn er tvangsbortadopteret, så ville det ikke koste så meget for kommunerne,” siger hun med en henvisning til, at regeringen oprindeligt havde ønsket at lempe kravene for en tvangsbortadoptering af børn fra udsatte familier.

“Det vigtigste, det helt afgørende for et lille barn, det er at vokse op med tryghed, kærlighed og stabilitet. Derfor bør flere udsatte børn også bortadopteres. Så de får en reel ny start,” sagde statsministeren i sin nytårstale.

FAKTA – Det står der i pressemeddelelse og aftaletekst om flere anbringelser:

Fra pressemeddelelsen:

Med aftalen afsætter partierne 421 millioner kroner om året fuldt indfaset til bedre og tidligere hjælp til søskende og forældre i udsatte familier, hvor et barn anbringes på grund af omsorgssvigt hos forældrene. Der indføres obligatoriske børnefaglige undersøgelser af søskende under 15 år, så søskende ikke går under radaren, når ét barn i en søskendeflok anbringes. Samtidig får deres forældre bedre støtte med obligatoriske forældrehandleplaner i sager om anbringelse uden samtykke på grund af omsorgssvigt. Ligesom der fremover vil være to sagsbehandlere på de svære sager, hvor man overvejer en anbringelse.

Anbragte børn og unge sikres færre skift og mere stabilitet ved blandt andet at indføre en mulighed for at få en second opinion hos Ankestyrelsen ved skift af anbringelsessted eller hjemgivelse mod barnets vilje, bedre mulighed for permanente anbringelser, bedre brug af netværksanbringelser og mulighed for afgørelse om anbringelse og adoption før fødslen.

Den nye Barnets Lov giver udsatte børn en række nye rettigheder, fx får børnene selvstændig partsstatus fra de er 10 år mod 12 år i dag, får ret til at sige nej til samvær med biologiske forældre, tydeligere ret til at bede om en anbringelse, og ret til at klage over hjemgivelse fra man er 10 år. Partierne vil samtidig sanere loven for unødige og bureaukratiske proceskrav.

”Statsministeren brugte sidste år sin nytårstale på de udsatte børn, fordi det for regeringen er en værdikamp at sætte børnene først. Vi tog et stort skridt i 1997, da det blev forbudt at slå sine børn. Nu tager vi de næste skridt med tidligere hjælp, så udsatte børn ikke flyver under radaren, og stærkere børnerettigheder i den nye Barnets Lov,” Astrid Krag (S).

Fra aftaleteksten:

På baggrund af det grundige arbejde med de hjemmeboende søskendes sager kan der igangsættes familiebehandling eller anden støtte i hjemmet, ligesom der også vil kunne være søskende, hvor der vil være behov en anbringelse.

Vi skal stå på børnenes side, så snart vi opdager svigtet. Det gør vi ikke, hvis vi starter nederst på ”indsatstrappen” fremfor at give den rigtige indsats fra start. For eksempel ser nogle kommuner en anbringelse som absolut sidste udvej og et tiltag, der først tages i brug, når alle andre muligheder er udtømte. 
Aftaleparterne er enige om, at udsatte børn skal have den rigtige hjælp fra start – også når en anbringelse er dét, der vurderes at være det bedste for barnet. Der er allerede i den eksisterende lovgivning, som bl.a. udspringer af Barnets Reform, en intention om at sikre barnet både en tidlig og tilstrækkelig indsats, og vægte barnets tarv over hensynet til forældrene. Det skal indskærpes. Derfor vil parterne tydeliggøre i lovgivningen, at en anbringelse for nogle børn kan være den nødvendige indsats til at forebygge mistrivsel, og at anbringelse dermed kan være den rettidige indsats.

For at styrke børns retssikkerhed i sager om anbringelse uden samtykke er aftaleparterne enige om at indføre en second opinion, hvor Ankestyrelsen altid skal underrettes, når der ikke er enighed i børn og unge-udvalget om at igangsætte eller opretholde en anbringelse uden samtykke. Ankestyrelsen kan så tage sagen op af egen drift, hvis Ankestyrelsen vurderer, at der er behov for det. Der skal være opsættende virkning i forhold til opretholdelse af anbringelser, mens Ankestyrelsen behandler sagen, med mindre særlige forhold taler imod, fx mistanke om vold eller overgreb m.v. på anbringelsesstedet.

Der gives mulighed for at træffe afgørelse om, at et barn skal have en tryg base gennem en anbringelse, før barnet er født. Det betyder, at anbringelsen kan planlægges i god tid frem for akut fra fødegangen. Ligesom der er ordentlig tid til at finde den rigtige plejefamilie til barnet, så barnet kan få en tryg og stabil start på livet, og barnet undgår unødige skift.

Børn skal ikke hele tiden gå rundt med en knude i maven og bekymre sig om, hvorvidt de nu også kan blive boende dér, hvor de føler sig hjemme. Derfor skal flere anbringelser overgå til at være ”permanente”, hvis barnets tilknytning til fx sin plejefamilie over tid er blevet så stærk, at det er bedst for barnet at blive der. 
Derfor skal kommunerne have pligt til løbende at overveje, om en anbringelse skal gøres ”permanent” i sager om anbringelse uden samtykke, i forbindelse med at anbringelsen skal genbehandles. 

Vi skal sørge for, at alle skift i udgangspunktet altid skal være til barnets bedste. Derfor vil vi styrke anbragte børns retssikkerhed ved at give dem ret til en second opinion, så de får mere at skulle have sagt i deres egen sag. Anbragte børn under 10 år får ret til at få en second opinion hos Ankestyrelsen, hvis kommunen mod barnets vilje beslutter, at barnet skal skifte anbringelsessted eller hjemgives. Barnets plejefamilie, støtteperson eller venskabsfamilie vil som barnets ”advokat” få mulighed for at bede om en second opinion hos Ankestyrelsen, hvis kommunen beslutter, at barnet skal skifte anbringelsessted eller hjemgives. Der gælder samtidig opsættende virkning, så barnet kan blive boende, mens Ankestyrelsen behandler sagen. Med Barnets Lov får børn over 10 år selvstændig partstatus. Det vil sige, at børn fra 10 år og opefter får mulighed for selv at klage til Ankestyrelsen over en afgørelse om anbringelse, hjemgivelse eller ændret anbringelsessted – og dermed få en ”second opinion”. 

Børn er som hovedregel meget loyale over for deres forældre, og langt de fleste børn ønsker at blive boende hos deres forældre. Derfor skal det tages alvorligt og vægtes højt, hvis et barn selv udtrykker ønske om at blive anbragt. Aftaleparterne er derfor enige om, at det skal tydeliggøres i loven, at barnets ret til at bede om hjælp også omfatter en ret for barnet til at bede om at bo et andet sted.

For at styrke anbragte børns ret til en stabil opvækst med en fast base er aftaleparterne enige om at give børn over 10 år ret til at bede om permanent anbringelse og til at få ønsket inddraget i sagsbehandlingen som en del af det samlede og fagligt velunderbyggede beslutningsgrundlag.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her