Analyse: Svækket finansministerium kan ændre økonomiforhandlinger fundamentalt

Del artiklen:
Alt peger på, at kommunerne ved årets økonomiforhandlinger ikke længere vil fokusere på tiltag, der kan begrænse væksten i de offentlige udgifter. De vil i stedet fremlægge udspil om bedre kommunal service og kræve milliardbeløb fra regeringen.
Alt peger på, at kommunerne ved årets økonomiforhandlinger ikke længere vil fokusere på tiltag, der kan begrænse væksten i de offentlige udgifter. De vil i stedet fremlægge udspil om bedre kommunal service og kræve milliardbeløb fra regeringen.

Dynamikken i årets økonomiforhandlinger er dramatisk forandret. Nu vil kommunerne ikke længere kræve redskaber til at spare, men i stedet fremlægge nye og dyre forslag til bedre kommunal service, som der slet ikke er plads til i råderummet.

Af Arne Ullum, [email protected]

Selvom KL-toppen og regeringen ifølge planen først mødes den 18. maj til det såkaldte sættemøde i årets økonomiforhandlinger, så står det allerede nu klart, at forhandlingerne bliver fundamentalt forskellige fra de seneste mange år.

Den bagvedliggende årsag er, at det traditionelle udgiftfokus hos den siddende regering siden regeringsskiftet i 2019 gradvist er erstattet af et velfærdsfokus.

Umiddelbart skulle man tro, at det ville gøre forhandlingerne nemmere, men reelt skaber det helt nye problemer.

Årsagen er, at kommunerne reelt er mere optaget af, at deres økonomiske rammer matcher borgernes forventninger til service end i det konkrete løft i servicerammen.

Populært sagt har der altid været et mismatch. Skiftende regeringer har ofte forsøgt at bortforklare effekten af lavere servicerammer eller overdrive effekten af løft i servicerammen. Men de skiftende finansministres skarpe fokus på udgiftspolitikken har trods alt sat en grænse for mismatchet mellem udviklingen i servicerammen og de forventninger til den kommunale service, som regeringen skabte hos borgerne.

Derfor accepterede kommunerne i mange år efter finanskrisen meget stramme udgiftsrammer, uden den helt store ballade. Årsagen var, at skiftende regeringer trods alt vedgik, at det var en stram ramme, og dermed medvirkede til at begrænse borgernes forventninger.

Velfærdskonkurrence ændrer økonomiforhandlingerne

Efter valgkampen op til folketingsvalget i 2019 udviklede sig til en overbudskonkurrence i velfærd, er hele spillet om økonomiforhandlingerne grundlæggende ændret. Nu sidder kommunerne over for en regering, som måske nok har skruet lidt op for den årlige vækst i udgiftsrammen, men som samtidig har skruet endnu mere op for borgernes forventninger til velfærd.

Den nye velfærdskonflikt blev klar, allerede da den nye S-regering forhandlede sin første økonomiaftale med kommunerne i september 2019.

S-regeringen accepterede en stigning i servicerammen, som var en halv milliard kroner større end væksten året før under VLAK_regeringen. Men efter især ministrene skruede kraftigt op for løfterne om bedre kommunal service, så udviklede det sig til en åben konflikt, da henholdsvis KL-formandskabet og regeringen skulle udlægge økonomiaftalen på pressemødet efter indgåelsen af aftalen.

I foråret 2020 dominerede corona-krisen, og derfor blev økonomiaftalen for 2021 på mange måde en parentes.

Men udviklingen væk fra et udgiftsfokus og henimod et endnu stærkere velfærdsfokus er fortsat.

Den er drevet af flere forhold:

– Socialdemokratiet har den stærkeste velfærdsdagsorden siden Anker Jørgensens tid i halvfjerdserne, og det presser naturligt især SF og Enhedslisten til at kræve endnu mere. 

– Coronakrisen har reelt sat udgiftsrammer og budgetlov ud af kraft. Politikerne har kunnet bevilge den ene milliard efter den anden uge efter uge.

– Budgetbisserne i Finansministeriet har ikke længere styrken til at sætte de øvrige ministerier på plads, når en fagminister er ude at love mere velfærd end der var plads til i den stramme udgiftspolitik. Nu er det Statsministeriet, som er det stærke koordinerende ministerium, og derfor har fagministrene større frirum til at sælge Socialdemokratiets store velfærdsvision.

Borgmestre føler sig hensat i rollen som de onde

De opskruede velfærdsforventninger har ramt landets borgmestre på flere fronter.

Først og fremmest oplever de et øget pres fra borgere, som populært sagt ikke kan forstå, at de ikke kan få bedre normeringer, mere hjemmehjælp eller andre offentlige ydelser, når skiftende ministre igen og igen fortæller de samme borgere, at regeringen har givet kommunerne penge til at forbedre servicen.

Umiddelbart er det korrekt, at regeringen har givet kommunerne i alt 3,2 milliarder kroner ekstra ved de seneste to års økonomiforhandlinger til service, men de cirka 2,3 milliarder skal dække udgifter til det stigende antal børn og ældre.

Derfor har kommunerne reelt kun fået cirka 900 millioner til at forbedre servicen. Derudover har Folketinget givet kommunerne øremærkede penge til eks. bedre normeringer i daginstitutioner.

Ud over demografien, har der været en kraftig vækst i udgifterne til det specialiserede socialområde, fordi antallet af modtagere af hjælp er steget kraftigt. Bundlinjen er derfor, at kommunerne kun har kunnet skaffe flere penge til service ved at effektivisere på andre områder.

Mens tidligere regeringer enten har støttet eller vedgået behovet for effektiviseringer, så har S-regeringen fortalt vælgerne, at kommunerne blot kan spare på private konsulenter, og at det ikke ville påvirke kommunernes service.

Torsdag tabte borgmestrene tålmodigheden

Summen har været en stærkt stigende utilfredshed blandt borgmestre af alle partifarver med det, de opfatter som et stigende spænd mellem de økonomiske muligheder, og de løfter regeringen giver vælgerne om bedre kommunal service.

Borgmestrene har følt, at de blev overladt med opgaven som de onde budgetbisser, der skal stå vagt om de offentlige finanser og forklare borgerne, at der trods de gode økonomiske tider er ikke frit valg på alle velfærdssamfundets hylder.

Torsdag i sidste uge tabte borgmestrene tålmodigheden, og en bred vifte af borgmestre pressede KL’s bestyrelse til at ændre adfærd.

Nu skulle KL-toppen stoppe med at presse regeringen til at dæmpe velfærdsløfterne, så de passede med pengene. I stedet skulle KL gå med i velfærdsræset og presse regeringen til at give store ekstrabevillinger til bedre velfærd.

Dermed bliver handicapområdet prøveklud for den nye mere aggressive strategi fra kommunerne.

KL har i årevis forsøgt at presse skiftende regeringer til at gennemføre lovændringer, så kommunerne bedre kunne styre udgifterne.

Nu har KL’s bestyrelse sat organisationens embedsmænd i gang med at udarbejde en handicapplan, som vil forbedre hjælpen til handicappede på en lang række områder. Populært sagt, skal både ældre- og socialminister Astrid Krag, en bred vifte af socialordfører i Folketinget, samt de mange brugerorganisationer have opfyldt alle de krav, som de har stillet om bedre service fra kommunerne.

Og helt i overenstemmelse med princippet for den kommunale økonomi, så vil KL så præsentere regeringen for en milliardregning, som finansminister Nicolai Wammen reelt ikke har en jordisk chance for at betale, medmindre han river budgetloven midt over.

Derfor kan årets økonomiforhandlinger meget nemt ende i en betydelig konflikt, hvor KL’s topfolk vil beskylde regeringen for at udstede store falske velfærdsløfter, som de ikke er klar til at betale for. Modsat vil regeringens måske eneste middel være, at beskylde kommunerne for at spilde pengene på konsulenter, bureaukrati og andre unødvendige udgifter.

Har finansministeren og KL-formanden styrken til at stoppe konflikten?

I det hidtidige system ville KL-formand Jacob Bundsgaard og finansminister Nicolai Wammen (S) stoppe sådan en konflikt ved, at begge parter bankede deres bagland på plads.

Mens Jacob Bundsgaard assisteret af næstformand Martin Damm og KL’s cheføkonom Morten Mandøe fortsat står stærkt, så er det måske afgørende problem, at statsminister Mette Frederiksen har efterladt Nicolai Wammen i en stærkt svækket position. 

Årsagen er den enkle, at det ikke som tidligere er Finansministeriet, som koordinerer regeringens økonomiske politik. Derfor har Wammen meget lidt magt til eksempelvis at få ældre- og socialminister Astrid Krag til at dæmpe velfærdsretorikken.

Derfor tyder meget på, at årets økonomiforhandlinger kan blive de første, hvor konflikten mellem kommunerne og regeringen bryder ud i lys lue. 

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her