Kritiseret departementschef bliver kommunaldirektør i Rebild

Del artiklen:

Departementschef Christian Hesthaven fik kritik af Instrukskommissionen. Nu bliver han kommunaldirektør i Rebild Kommune til august og afløser Jes Lunde.

Af Ritzau, [email protected]

Udlændinge- og Integrationsministeriets departementschef, Christian Hesthaven, bliver kommunaldirektør i Rebild Kommune.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse. Christian Hesthaven tiltræder jobbet 1. august.

I mandags fik Christian Hesthaven kritik af Instrukskommissionen i dens anden delberetning.

Selve adskillelsen af asylpar, hvor den ene var mindreårig, fandt sted, før Hesthaven kom til som den øverste embedsmand. Derfor er det ikke selve sagen, han kritiseres for.

I stedet kritiseres han for, at han “lukkede ned” under en afgørende del af ministeriets håndtering. Det var, da tidligere afdelingschef Lykke Sørensen i foråret 2019 ville gøre ham opmærksom på, at en bestemt mail var relevant at inddrage i en besvarelse til Folketinget.

Kommissionen betegnede det som “groft uagtsomt” og en tilsidesættelse af hans tjenstlige pligter.

Der er dog næppe grundlag for yderligere sanktioner ifølge kommissionen.

Christian Hesthaven blev departementschef for ministeriet i 2018. Tidligere har han også været ansat i Statsministeriet og Justitsministeriet.

I Rebild Kommune glæder borgmester Leon Sebbelin (R) sig over ansættelsen.

– Med Christian Hesthaven får vi en kommunaldirektør, der ikke blot har en særdeles solid baggrund som mangeårig leder i staten.

– Han har samtidig et klart fokus på de forskellige aktører, der er i vores kommune, så samarbejdet på tværs af kommunale skel og inddragelse af borgerne kan styrkes og udvikles yderligere, siger borgmesteren i pressemeddelelsen.

Hesthaven selv fortæller, at han er “meget stolt” over udnævnelsen og glæder sig til “arbejdet for det lokale fællesskab og med den fortsatte udvikling af kommunen”.

Han overtager posten som kommunaldirektør fra Jes Lunde, der har haft stillingen siden 2013.

/ritzau/

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her