Borgmestre i oprør: KL skal rejse nye ministerløfter til handicappede i økonomiforhandlinger

Del artiklen:
En af landets tungeste borgmestre - Jens Ive (V) fra Rudersdal retter skarp kritik mod socialminister Astrid Krag for at skrue borgernes forventninger til kommunernes hjælp til handicappede uden at give kommunerne flere penge.
En af landets tungeste borgmestre - Jens Ive (V) fra Rudersdal retter skarp kritik mod socialminister Astrid Krag for at skrue borgernes forventninger til kommunernes hjælp til handicappede uden at give kommunerne flere penge. "Det er dybt useriøst," siger han. - Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix

Flere borgmestre har nu tabt tålmodigheden med socialminister Astrid Krags løfter om bedre hjælp til handicappede uden at pengene følger med. Sagen skal derfor være central i årets økonomiforhandlinger, siger de.

Af Arne Ullum, [email protected]

Alt tegner til, at det centrale konfliktpunkt ved årets forhandlinger om kommunernes økonomi bliver en række omfattende løfter fra socialminister Astrid Krag (S) til de handicappede om mere og bedre hjælp.

Kernen i konflikten er, at Astrid Krag meget konsekvent de seneste måneder dels i pressen som kommentar til enkeltsager, dels i svar til Folketinget har udtrykt, at handicappede skal have mere og bedre hjælp fra kommunerne. Løfterne er kommet på trods af, at staten ikke har givet kommunerne flere penge til området i de seneste økonomiaftaler.

“Astrid Krag ved jo lige så godt som alle andre, at det hun oplister her, er noget, som koster flere milliarder kroner ekstra,” siger borgmester Jens Ive (V) Rudersdal, som også er medlem af KL’s bestyrelse. “Det er dybt useriøst – det går ikke i længden. Man kan jo ikke sidde nogen steder i samfundet og bestille en vare, som man ikke er villig til at betale for,” siger Jens Ive og peger på, at staten aldrig har aftalt med kommunerne, at serviceniveauet til de handicappede skal hæves.

NB-Økonomi har talt med flere borgmestre, som forud for et borgmestermøde i dag forudser, at konflikten om Astrid Krags løfter bliver det mest centrale emne ved årets økonomiforhandlinger.

KL har tre muligheder

Der tegner sig tre mulige reaktioner fra KL på de mange løfter fra socialministeren og ordførere i Folketinget.

KL kan populært sagt:

  • Kræve ekstra penge svarende til løfterne fra socialministeren, og det er ifølge flere borgmestre ikke i hundreder af millioner kroner, men derimod i milliarder. 
  • Kræve, at regeringen i kommuneaftalen dementerer sin egen socialminister og gør det klart, hvad borgerne og de handicappede kan forvente sig indenfor den afsatte økonomi.
  • Kræve at staten de facto overtager økonomien på området gennem en 100 procent statsrefusion og så acceptere, at socialministeren fastsætter serviceniveauet.

Mens Jens Ive taler mest for, at kommunerne skal kræve betalingen fra staten for ministerens løfter, så er borgmester Uffe Jensen (V) i Odder mest stemt for at lade staten overtage hele handicapområdet.

“Hvis ministeren kan samle det hele centralt og hun kan finde penge nok til det, så for min skyld ingen alarm. Hvis man mener, at de [staten, red.] kan gøre det på den måde, så skal de gøre det. Men jeg tvivler på det, for det handler jo grundlæggende om, at der mangler penge,” siger Uffe Jensen.

I Assens Kommune er borgmester Søren Steen Andersen (V) også frustreret over, at socialministeren skaber forventninger, som kommunerne ikke kan indfri med den økonomi, som staten stiller til rådighed.

“KL’s opgave er at være nøgterne og forsøge at forventningsafstemme med regeringen om, hvad borgerne kan forvente. Det er os, der står face to face med borgerne, og da duer det ikke, at du har en minister, som lover en masse, mens det er kommunerne, der skal lukke for det varme vand. Det ødelægger troværdigheden hos myndighederne og de folkevalgte,” siger han.

KL skal overveje at undsige regeringens løfter

Hvis KL ikke lykkes med nogle af de tre mulige krav, så må regeringen ifølge Jens Ive forberede sig på, at kommunerne helt enkelt undsiger regeringens løfter til borgerne – præcis som da KL-formand Jacob Bundsgaard i 2019 åbenlyst undsagde daværende indenrigsminister Astrid Krags udsagn om, at kommuneaftalen for 2020 gav plads til markante løft af velfærden.

“Det her går ikke i længden, og derfor må kommunerne i ekstremen sige fra og fortælle borgerne, at vi ikke kan levere på det her område,” siger Jens Ive, og peger på, at problemer kun er blevet værre siden Jacob Bundsgaard så tydeligt sagde fra ved pressemødet i september 2019.

Jens Ive mener, at både ministre og ordførere slår på kommunerne for ikke at levere en service til de handicappede, selvom den samme regering har indgået en aftale med kommunerne om, at man netop ikke skal levere den service.

“Det kan ikke være sådan, at kommunerne fortsat skal være de sidste ansvarlige i Danmark. Man bliver nødt til som minister eller politisk ordfører at tage ansvar for det, som man siger. Det betyder at hver gang man øger forventningerne hos borgerne, så skal man også sørge for, at finansiere de forventninger,” siger Jens Ive.

Netop det specialiserede socialområde har ifølge NB-Økonomis oplysninger været et centralt emne på et borgmestermøde i dag og dermed formentligt også på et efterfølgende bestyrelsesmøde i KL.

NB-Økonomi forsøger at få en kommentar fra KL’s formandskab om konklusionen og vi udsender eventuelt et ekstra nyhedsbrev senere torsdag.

Økonomiforhandlingerne er allerede så småt gået i gang på embedsmandsniveau, og det ventes, at de egentlige forhandlinger mellem KL-toppen og regeringen går i gang midt i maj.

I og med at regeringen og KL i realiteten er enige om kommunernes kompensation for det såkaldte demografiske træk, så ventes forhandlingerne at blive kortere, så de stadig kan afsluttes inden Grundlovsdag den femte juni.

Læs også:
Næstformand for KL forventer enighed om flere penge til børn og ældre

Fakta – Her er nogle af de udtalelser fra Astrid Krag, som har fået borgmestrene op i det røde felt:

“Vi ser alt for mange eksempler på, at mennesker med handicap oplever, at det er en kamp at få den hjælp, de har brug for. […] Selvom jeg ikke kan kommentere på den konkrete sag, så spiller oplevelserne her ind i den tillidskrise, der er på handicapområdet. Det tager jeg meget alvorligt. Det handler grundlæggende om troen på, at fællesskabet træder til og yder den rette hjælp, så mennesker med handicap kan leve et trygt og værdigt liv.”
Svar til Folketinget spørgsmål nr. S 1360 til social- og ældreministeren.

“Regeringen har i to på hinanden følgende økonomiaftaler løftet kommunernes økonomi med over 3 mia. kr. Herved får kommunerne bedre mulighed for at prioritere velfærd for sårbare borgere, bl.a. på handicapområdet,”. Svar til Folketinget spørgsmål nr. 216 (alm. del) til social- og ældreministeren.

“Det er ikke altid dét velfærdssamfund, som mennesker med handicap og deres pårørende møder. Alt for mange oplever at skulle kæmpe en lang og opslidende kamp mod systemet for at få hjælp. […]Den største udfordring for retssikkerheden er stramme budgetter. Og det er ikke blevet bedre af den tidligere regerings nedskæringer på den kommunale velfærd. Tværtimod.
Derfor er jeg glad for, at vi med økonomiaftalen for kommunerne har givet velfærden et markant løft på 2,2 milliarder kroner til næste år. Så der er råd til at følge med demografien og mere til. Det betyder ikke, at alle problemer nu bliver løst. Men det er et første skridt i en ny retning, hvor vi investerer i velfærden frem for at skære ned. Så langt så godt.”

Nedenstående er uddrag fra en nyhed på Muskelsvindfondens hjemmeside, som giver et billede af, hvordan ministerens udtalelser tolkes i de førende handicaporganisationer:

“Samtidig lider mange kommuner tilsyneladende af den vrangforestilling, at mennesker med BPA sidder derhjemme størstedelen af tiden, mens virkeligheden er, at langt de fleste lever et aktivt, omkringfarende liv, og at det derfor vil være helt hovedløst og praktisk umuligt at gennemføre hidkaldelsen af lokale hjemmesygeplejersker, alt efter hvilken kommune man lige den dag opholder sig i, når Panodilen skal indtages. For ikke at nævne tordnende dyrt i administration, når bopælskommunen skal betale for diverse hjemmesygepleje-ydelser i andre kommuner.

Også her er Astrid Krag heldigvis klar i spyttet. Hun henviser til, at det ikke altid er forudsigeligt, hvornår hjælpen skal leveres og til hvilke opgaver, og derfor må der ikke udmåles så snævert, at der kun kan udmåles hjælp på bestemte tidspunkter og til bestemte aktiviteter. Hun konkluderer derfor at: ”Hjælpebehovet kan altså også omfatte hjælp til almindelige dagligdags ting, som borgere uden handicap normalt må kunne forventes at kunne udføre…”

Der er her igen grund til at rose Socialministeren for netop at understrege, at tømning af urinposer og indtagelse af Panodiler er praktiske opgaver som andre uden handicap helt indlysende selv ville udføre og dermed ikke sundhedsydelser.”

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her