Ministerium opgiver effektiv kontrol med minimumsnormeringer

Del artiklen:
Børne- og Undervisningsministeriet opgiver nu at føre effektiv kontrol med pengene til minimumsnormeringer. Det viser en aktindsigt, som NB-Økonomi har fået.
Børne- og Undervisningsministeriet opgiver nu at føre effektiv kontrol med pengene til minimumsnormeringer. Det viser en aktindsigt, som NB-Økonomi har fået. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Professor roser, at ministerium reelt har opgivet den nidkære kontrol med puljepenge til minimumsnormeringer, som der ellers var lagt op til i den politiske aftale.

Af Arne Ullum, [email protected]

Børne- og Undervisningsministeriet har i realiteten opgivet at føre en effektiv kontrol med, om kommunerne reelt bruger 800 millioner til bedre minimumsnormeringer til formålet. Det viser en aktindsigt i kravene til revisionen, som NB-Økonomi har fået i ministeriet.

Ifølge professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet, er det ikke overraskende, at ministeriet er endt med at bakke baglæns og reelt opgive centrale krav kontrol med kommunernes brug af pengene i den politiske aftale.

“Man kan ikke lægge faste regler, uden at det bliver enormt administrativt tungt og alligevel ikke fører til noget,” siger han.

Minimumsnormeringerne blev reelt aftalt allerede ved aftalen om finansloven for 2020, som blev indgået den femte december 2019. Men “udformningen af model for minimumsnormeringer forhandles i Børne- og Undervisningsministeriet i 2020 med henblik på vedtagelse i folketingsåret 2020/2021”, hed det i aftalen.

Ministeriet udsendte alligevel i marts 2020 et brev til kommunerne, hvor kravet for tilskuddet i 2020 blandt andet var, at:

“Lønudgiften skal svare til de faktisk afholdte lønudgifter, der kan henføres til medarbejderne, og som vil kunne dokumenteres via lønsedler og eventuel tidsregistrering.”

I december 2020 indførte partierne desuden et eksplicit krav om “revisionspåtegnede regnskaber”, som skulle sikre “at midlerne i indfasningsårene fører til et løft i normeringerne frem mod den fulde indfasning af minimumsnormeringerne, og at uddannelsessammensætningen i dagtilbud ikke forringes.”

Umiddelbart skulle det altså ligge fast, at der nu var sikkerhed for, at pengene fra minimumsnormeringspuljen gik direkte ud til de enkelte institutioner, og at udgifterne til det ekstra personale – ud over de allerede vedtagne budgetter – skulle opgøres med præcis den løn, som den enkelte medarbejder havde fået. På den måde kunne kommunerne ikke pynte normeringerne med billige assistenter i stedet for de dyrere uddannede pædagoger.

Men allerede i oktober 2020 – altså et par måneder før den endelige politiske aftale – havde revisionsselskabet Deloitte på vegne af en række kommunale klienter reelt sat embedsmændene skakmat ved at tvinge dem til at vælge mellem det politisk ønske om en nidkær kontrol og ønsket om at reducere bureaukratiet.

Embedsmændene valgte den ubureaukratiske model, og dermed var sagen angiveligt allerede afgjort, da de politiske partier i december måned opsatte krav om at “kommunerne skal godtgøre, at midlerne er anvendt til formålet via revisorpåtegnede regnskaber.”

Sådan satte revisor ministeriet skakmat med enkelt spørgsmål

Det var Anders Fisker Jørgensen, som er Senior Manager i Deloitte, som 19. oktober effektivt opsatte dilemmaet mellem kontrol og ønsket om mindre bureaukrati. Deloitte bad ministeriet forholde sig til to alternative scenarier på vegne af en række af deres kommunale kunder.

I det første scenarie skulle kommunerne blot udarbejde en opgørelse “af anvendte årsværk i forhold til det forventede og omregne disse årsværk til kroner ved anvendelse af gennemsnitslønninger”.

Dette scenarie ville ifølge den erfarne revisor “kunne reducere de administrative udgifter i kommunen samt omkostningerne til revision.” Men det brød åbenlyst med kravet om at bruge de faktiske lønninger.

Herefter opstillede Deloitte en model, som rent faktisk forsøge at opfylde kravet om en detaljeret opgørelse med brug af de faktisk afregnede lønninger.

Alene ud fra beskrivelsen er det næppe nogen overraskelse, at modellen ifølge Deloitte vil være dyrere og mere bureaukratisk. Modellen er beskrevet sådan her:

“Kommunerne anvender faktiske lønudgifter – hvilket i praksis betyder, at der på den enkelte institution skal holdes styr på: 

  • Medarbejdere ansat som følge af normeringstilskuddet
  • Tidsregistrering for allerede ansatte medarbejdere
  • Opgørelse af lønomkostninger pr. institution, der kan henregnes til ordningen. Denne opgørelse baserer sig på ovenstående oplysninger om ansættelser og tidsregistrering samt en faktisk lønudgift for den enkelte medarbejder. 
  • Overhead på institutionsniveau 

Kommunerne skal herudover indhente opgørelserne fra de enkelte institutioner, konsolidere disse samt indhente tro‐ og loveerklæringer fra de enkelte institutionsledere.”

Elegant svar giver Deloitte ret

Ministeriet gav i et meget elegant svar på en og samme tid Deloitte ret i, at den ubureaukratiske model kunne bruges, uden at ministeriet siger det direkte. Ministeriet svarer helt enkelt:

“Der er ikke i aktstykke 99 af 23. marts 2020 og ovennævnte bekendtgørelse (puljebekendtgørelsen), fastsat specifikke krav til valg af revisions‐ og dokumentationsmetoden. Den konkrete vurdering af, hvordan revisionen bedst udarbejdes i overensstemmelse med de fastsatte krav, foretages i samarbejde mellem den enkelte kommune og deres revisor.
Det bemærkes, at der ikke stilles særskilt krav om dokumentation for, at tilskudsmidler for 2020 er lagt oveni de allerede vedtagne budgetter for 2020. Der stilles alene krav om, at kommunen ved regnskabsaflæggelse erklærer, at dette er overholdt.
Regnskabsmaterialet skal dog kunne fremsendes, såfremt kommunen anmodes herom. Regnskabsmaterialet skal opbevares af kommunen i fem år fra udgangen af det regnskabsår, materialet vedrører.”

Selvom professor Per Nikolaj Bukh mener, at Deloitte har fat i den rigtige ende, så peger han samtidig på, at metoden reelt ikke sikrer, at pengene fra puljen til minimumsnormeringer faktisk udløser ekstra normeringer på lang sigt.

“Kommunerne vidste jo ved fastlæggelsen af budget 2021, at pengene kom, og derfor kunne en kommune blot skære i grundbudgetterne med helt andre begrundelser. Og derefter lade de enkelte institutioner bruge puljepengene til at neutralisere besparelserne,” siger han.

Valget er mellem tillid og central statsstyring af budgetterne

Ifølge Per Nikolaj Bukh findes der kun en metode, hvor politikerne kan få opfyldt deres ønske om effektiv kontrol med brugen af puljepengene, men den vil reelt betyde, at staten overtager budgetteringen af daginstitutionsområdet i de enkelte kommuner.

“Det er klart, at man rent teknisk kan lave en model, hvor staten låser kommunernes budgetter på daginstitutionsområdet i eks. 2019 som en baseline. Herefter kunne staten så vedtage en demografisk regulering for ændret antal børn, og så lægge puljen oveni. Hvis så kommunerne ikke havde det ønskede merforbrug i regnskabet for 2020, så kunne staten trække dem i bloktilskuddet,” siger professoren om en model, som han absolut ikke vil anbefale, fordi det vil medføre en meget ineffektiv allokering af de offentlige bevillinger.

Bukhs argument er, at man i en børnehave kan have udmærket børnepasning med 3,5 barn pr. ansat, mens der i andre højest kan være 2,5 pr. ansat, og det gælder også delvist på kommuneniveau.

“Derfor er minimumsnormeringer en utrolig ineffektiv måde at sikre god børnepasning.”

Roser ministeriet for afbalanceret løsning

Og derfor er det faktisk ifølge Per Nikolaj Bukh udtryk for dygtighed, at ministeriet har fundet en måde, som afbalancerer de politiske krav med virkeligheden.

“Ministeriets embedsmænd er jo ikke ubegavede. De forsøger bare at få det her til at gå, og forsøger at få finde en balance mellem nogle politiske aftaler, som er svære at implementere og en kommunal virkelighed, som de trods alt efterhånden har forstået. De ved godt, at løsningen med statsfastsatte budgetter er håbløs, og den metode vil de på ingen måde give politikerne færten af. Derfor har de fundet en god løsning baseret på tro og love,” siger Per Nikolaj Bukh.

Samtidig vurderer han også, at ministeriet har en uudtalt forståelse med KL om, at kommunerne gerne vil have de ekstra penge, og at kommunerne derfor ikke skal sabotere den politiske aftale ved at bruge pengene på andre områder.

Men det ændrer ikke på, at kravet om revisionspåtegning af regnskaberne ifølge professoren “er spild af penge.”

“Men det gode er, at ikke skal ske en særskilt revision. Kommunen skal bare sørge for, at den ikke smider sine lønsedler ud, og det kan man godt finde ud af,” siger Per Nikolaj Bukh. 

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her