Økonomer enige: Kommunernes stigende likviditet er uholdbar

Del artiklen:
De kommunale byrødder - som her er samlet til økonomisk topmøde - bør ifølge fire økonomer indse, at overfinansieringen af kommunerne en uholdbar konstruktion.
De kommunale byrødder - som her er samlet til økonomisk topmøde - bør ifølge fire økonomer indse, at overfinansieringen af kommunerne en uholdbar konstruktion. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

En række økonomer er enige om, at den stigende likviditet i kommunerne ikke er hensigtsmæssig for samfundsøkonomien, og advarer om, at den nuværende situation ikke kan fortsætte.

Af Peter Risager, [email protected]

Flere økonomer advarer nu om det uhensigtsmæssige i, at kommunernes likviditet er over 50 milliarder kroner, og kun ser ud til at fortsætte med at stige. Derfor er der enighed om, at man ikke kan fortsætte den permanente overfinansiering ufortrødent.

“Det er selvfølgelig uhensigtsmæssigt at pumpe mere end fem milliarder ud om året til kommunerne – især hvis vi ganger det med ti år. Og skal vi så vente otte år med at tage greb om det, eller skulle vi begynde allerede nu? Hvis man skulle være helt ærlig om det her, så burde man lave en ny udligningsreform,” siger professor i økonomistyring, Per Nikolaj Bukh.

Med en permanent overfinansiering af kommunerne på omtrent 6,5 milliarder kroner er kommunernes likviditet steget til et historisk højt niveau, som alt andet lige vil fortsætte med at stige i de kommende år. Ved udgangen af 2020 havde kommunerne en likviditet efter den såkaldte kassekreditregel på 52,7 milliarder kroner, svarende til 9.058 kroner per indbygger.

(Artiklen fortsætter under grafen)


Samtidig er der stort set ingen kommuner, som er i likviditetsvanskeligheder. Især ikke efter ikrafttrædelsen af udligningsreformen, der har gjort kommunernes overfinansiering permanent. Overfinansieringen betyder, at hvis man den nuværende situation fortsætter, så vil kommunerne i 2030 have over 100 milliarder kroner liggende i kassen, eller næsten 20.000 kroner per borger.

Læs også:
Historisk få kommuner gik ind i 2021 med likviditetsproblemer

Uærlig politik

Projektchef ved VIVE og en af landets førende udligningseksperter, Niels Jørgen Mau Pedersen, mener også, at situationen ikke er hensigtsmæssig. Han mener blandt andet, at den høje likviditet “giver uigennemskuelighed for borgerne”.

“Hvis for eksempel Københavns Kommune har 14 mia.kr. i kassen, er det så ikke muligt at øge udgiftsbudgettet, vil et nærliggende borgerspørgsmål vel være? Nej, ikke nødvendigvis, for kommunen indgår sammen med andre kommuner i en aftale med staten om, hvor meget den må bruge. Dette må være svært for borgeren at holde rede på,” siger han.

Samtidig peger han på, at den stigende likviditet er udtryk for en “uærlig politik”, som startede med, at staten i 2013 ville kompensere kommunerne for et éngangs-likviditetstab ved etableringen af Udbetaling Danmark.

“Men staten fortsatte så overkompensationen år efter år – måske fordi det fik de årlige økonomiaftaler lettere igennem? Men skal man ”købe” økonomiaftaler med overfinansiering? Ja, det kan man vælge politisk, selvfølgelig. En anden del af overfinansieringen stammer fra udligningsreformen. Her skulle stort set alle helst vinde på det, selvom der jo egentlig logisk set er et nulsumspil. Det fik måske også reformen til at glide lettere ned, men tilslørede vel de reelle omfordelende virkninger,” siger Niels Jørgen Mau.

Mærkelig løsning

På grund af de negative effekter af opsparingen i kommunerne mener lektor i økonomi ved CBS, Birthe Larsen, at det ville give mere mening fra et samfundsøkonomisk synspunkt, hvis man fik pengene ud i økonomien.

“Rent økonomisk virker det her [opsparingen af likviditet i kommunerne, red.] som en mærkelig løsning, som ikke giver mening. Hvis man har mulighed for at gøre noget mere investeringsmæssigt, vil det give meget god mening, hvis man gav kommunerne lov til at bruge pengene på noget, som kan give et langvarigt afkast,” siger hun.

Hun mener eksempelvis, at det ville give mening rent økonomisk, hvis kommunerne kunne bruge en del af pengene på at lave midlertidige forsøgsordninger vedrørende sundhed, undervisning eller miljø, som kunne komme hele samfundet til gavn – især på længere sigt.

Forskningschef ved tænketanken CEPOS, Karsten Bo Larsen, mener, at det er “stærkt uhensigtsmæssigt”, at borgerne sparer op i kommunen. Han foreslår derfor, at kommunerne giver skattelettelser for nogle af de overskydende midler.

“En overfinansiering på 6,5 milliarder kroner om året svarer jo til mere end 1.000 kroner om året per borger. For en gennemsnitsfamilie på fire personer kunne man spare over 4.000 kroner årligt i kommuneskatter, uden det ville gå ud over servicen,” siger han.

Han mener, at den opsparede likviditet er tegn på en “fluepapirseffekt” i kommunerne, hvor pengene sjældent kommer ud, når først de er kommet ind.

“Kommunen vil helst undgå at give pengene tilbage til borgerne i form af skattelettelser, og det er problematisk. Derfor skal man have revitaliseret kommunernes skattepolitik. Hele tanken om det kommunale selvstyre står jo og falder med, at kommunerne har ansvaret for både udgifterne og indtægterne. Hvis skattedelen af det kommunale selvstyre reelt set ikke fungerer, så fungerer det jo ikke,” siger han.

Tilbage til niveauet fra 2007

Karsten Bo Larsen mener, at kommunernes likviditet i stedet for at stige skal bringes ned på niveauet fra omkring kommunalreformen, hvor det lå omkring 5.000 kroner per indbygger.

Med den udmelding får han opbakning fra både Niels Jørgen Mau Pedersen og Per Nikolaj Bukh.

“Tidligere i Indenrigsministeriet har man benyttet en tommelfingerregel om, at under ca. 3 pct. af udgifterne (svarende til 1½ uges forbrug) var en lav kassebeholdning. Det svarer vel til ca. 12 mia.kr. Hvis man alligevel forsigtigvis fordoblede dette beløb svarer det til rundt regnet 25-30 mia.kr. Det var også det man havde i årene 2007-2010, og burde være helt tilstrækkeligt, også selv om kommunerne gradvist har fået flere opgaver,” siger Niels Jørgen Mau Pedersen.

Per Nikolaj Bukh har en anderledes tilgang til beregningen, men lander på nogenlunde samme resultat.

“I de gode gamle dage havde KL en målsætning på 2.200 kroner per borger. I dag tror jeg svaret ville være 4-5.000 per borger, som et gennemsnit for kommunerne. Grunden til, at man tidligere kunne klare det med 2.200 og nu skal have væsentligt mere er, at kommunerne har fået større risici i takt med, at de har fået flere opgaver, og at de ikke har samme mulighed for løbende at justere via skatteprocenterne,” siger han.

Og selvom han ikke mener, at den store likviditet i kommunerne er et problem på kort sigt så længe man holder et vågent øje med udviklingen, så mener han, at man før eller siden må ændre på udviklingen.

“Den største dårligdom er, at man har fået udgiftsrammer og finansiering ud af sync. Det er jo i virkeligheden det, der er den store katastrofe i det her. Hvis niveauet [for likviditeten] bare var fastlåst som det er nu, så ville der egentlig ikke være et problem i det,” siger Per Nikolaj Bukh. 

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her