Kommentar: Kloge kommuner forbereder sig på likviditetsindgreb

Del artiklen:
Uanset at den automatiske dyrtidsregulering og de store offentlige underskud rent rationelt umuligt kunne fortsætte, så blev det i halvfjerdserne anset for nærmest umuligt at ændre på - lige indtil Poul Schlüter (K) trådte ind på banen. Den historie bør man huske, når man ser på overfinaneringen af kommunerne, skriver chefredaktør Arne Ullum i denne kommentar.
Uanset at den automatiske dyrtidsregulering og de store offentlige underskud rent rationelt umuligt kunne fortsætte, så blev det i halvfjerdserne anset for nærmest umuligt at ændre på - lige indtil Poul Schlüter (K) trådte ind på banen. Den historie bør man huske, når man ser på overfinaneringen af kommunerne, skriver chefredaktør Arne Ullum i denne kommentar. - Foto: 20110726-150204-6

De kloge byråd forbereder sig på det utænkelige: At Folketinget griber ind over for den stigende likviditet i kommunerne. Det skriver chefredaktør Arne Ullum i denne kommentar, hvor han drager paralleller til andre store politisk-økonomiske indgreb de seneste fyrre år.

Af Arne Ullum, [email protected]

Den økonomiske-politiske danmarkshistorie er fyldt med eksempler på store uhensigtsmæssigheder, som bestod i mange år, fordi det fremstod politisk utænkeligt at gøre noget ved. 

Men fælles for de mange uhensigtsmæssigheder er også, at den brutale økonomiske virkelighed på et tidspunkt tvang Folketinget til at gribe ind – og så endte effekten altid med at blive større og længerevarende end forventet.

De mest markante eksempler er:

  • De massive underskud på den offentlige saldo og betalingsbalancen og den efterfølgende gældsætning, som brutalt stoppede med Firkløverregeringens indgreb mod offentlige udgiftsvækst og dyrtidsregulering samt ikke mindst vedtagelsen af kartoffelkuren i 1986.

  • De generøse rentefradrag som led deres endelige skæbne med skattereformen fra 1987, der sendte titusindvis af boligejere ud i økonomisk uføre.

  • Den tidsubegrænsede dagpengeperiode, som Nyrup-regeringen indledte opgøret med i 1993. Det ramte mange langtidsarbejdsløse, som troede sig økonomisk sikre til pensionsdagen.

  • Boligskattestoppet fra 2001, som politikerne indledte en langvarig men konsekvent tilbagerulning af med boligskatteaftalen fra 2017. Her har vi ikke set konsekvensen endnu, men forude lurer en langvarig korrektion af priserne i de områder, som er blevet favoriseret af skattestoppet.

Om få år vil man med garanti tilføje overfinansieringen af kommunerne på listen over de åbenlyse økonomiske uhensigtsmæssigheder, som man troede umuligt kunne ændres. Lidt forenklet sagt betyder overfinanseringen, at kommunernes likviditet på den lange bane stiger med omkring seks milliarder kroner om året.

Som du kan læse på NB-Økonomi, er det åbenlyst, at overfinansieringen ikke kan fortsætte i det uendelige. Den mest umiddelbare begrundelse er, at staten på et tidspunkt vil have en trecifret milliardgæld alene for, at kommunerne kan have et tilsvarende beløb placeret via de private banker.

Det er umiddelbart et overskueligt problem i en periode med meget lave eller negative renter, men hvis blot renten stiger til 3-4 procent, så vil overfinansieringen reelt stige med et par milliarder om året, fordi staten betaler renterne, mens kommunerne får afkastet af pengene.

Magten flyttes til rådhusene

Et andet og lige så vigtigt argument er, at magten over dansk økonomi i realiteten vil flytte fra Finansministeriet til de 98 rådhuse. Prøv blot at lave tankeeksperimentet, at Danmark på et tidspunkt bliver ramt af en borgerlig politisk strømning, hvor skattelettelser bliver populære.

Den dag kommunerne eksempelvis når op på 75 milliarder kroner i likviditet, så er det slet ikke utænkeligt, at borgerlige byråd beslutter at sænke skatterne med samlet tre milliarder kroner om året. Og det kan de frit gøre – der er ingen sanktioner for at sænke skatterne.

Sker det, vil den strukturelle saldo på de offentlige finanser for det kommende år på få uger i den kommunale budgetproces kunne blive forværret med tre milliarder kroner, og dermed vil årets finanslovsforhandlinger i realiteten være aflyst, medmindre staten hæver skatterne tilsvarende.

Et tredje rædselsscenarie er, at den faseopdelte budgetproces bryder sammen, fordi pengene brænder i kommunernes lommer, og spenderlystne byråd ser stort på det kommunale fællesskab.

Men ligeså åbenlyst det er, at overfinansieringen ikke kan fortsætte i det uendelige, ligeså åbenlyst er det, at et opgør med den vil være lige så politisk “umuligt” som man troede det var at stramme den økonomiske politik i 1982, at skære massivt i den hellige rentefradragsret, at gøre op med dagpengeperioden eller at pille ved skattestoppet.

Læren er, at de kloge forbereder sig på de ændringer, som nødvendigvis vil komme.

Skattelettelser som den farbare vej

Når du på NB-Økonomi kan læse om de mulige værktøjer, som Folketinget kan bruge til at stoppe overfinansieringen, så vil den umiddelbare konklusion for mange være, at det aldrig sker. Men de kloge tænker i stedet på, hvordan de minimerer deres kommunes risiko for at blive ramt, den dag Folketinget bliver tvunget til at reagere.

Mange kommuner er allerede i gang med at nedbringe likviditeten ved at afdrage gæld og indbetale feriepenge. Men de kloge byråd er også nødt til at overveje, om de reelt tror på, at kommunen nogensinde får lov til at bruge de mange penge?

Ingen økonomer kan se en fremtid for sig, hvor staten giver kommunerne frit løb til at øge udgifterne, og derfor er et godt bud, at kommunerne aldrig får lov til at bruge pengene. I så fald er der umiddelbart kun én mulig vej til at nedbringe likviditeten yderligere, og det er at betale pengene tilbage til borgerne i form af skattelettelser.

Netop fordi kommunale skattelettelser forværrer den offentlige saldo, så må det kloge byråd nødvendigvis overveje, om Folketinget kan og vil tillade kommunerne at give massive skattelettelser?

Hvis svaret er nej, så gælder det lidt forenklet sagt om at være de første, som begynder at dele ud af pengene, mens man kan. 

Hvis ikke, kan kommunen blive ramt af et politisk indgreb, den dag Folketinget ikke kan lade overfinansieringen fortsætte, og er nødt til at gøre det utænkelige og fjerne pengene fra kommunerne på den ene eller anden måde.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her